Tag min hånd og lad os gå

Tag min hånd og lad os gå

Tag min hånd og lad os gå

Anbefaling af Lars Saabye Christensen: Byens spor 1: Ewald og Maj, udgivet på Grif april 2018. Oversat fra norsk af Ellen Boen

Anbefalet af Anders Thorkild Korup Ølholm 

Foto: Anders Thorkild Korup Ølholm 

Byens spor er et kærlighedsbrev til den norske hovedstad, men er også en utrolig rørende og formidabelt fortalt historie om den menneskelig hverdag i byen, og hvordan liv kan blive filteret ind i hinanden, udelukkende på grund af en by. Christensen gør det så smukt og fantastisk, at den vil ramme dig hvor den skal. 

Oslo er i Lars Saabye Christensens roman en midterakse som alle karakterne snurrer omkring. Bogen er det første bind i Christensens tetralogi om den norske hovedstad. Den flyder over med karakterer, men det største fokus er dog på ægteparret Maj og Ewald Kristoffersen, samt deres søn Jesper. Maj er hjemmegående husmor der laver frivilligt arbejde i den lokale Røde Kors afdeling, og Ewald arbejder hos reklamebureauet Dek-Rek, der står som medorganisator for fejringen af byens 900-årsjubilæum, der skal afholdes i 1950. Deres ægteskab udfoldes af Christensen igennem 1948 til 1951, hvor de kæmper med Jespers skolestart, den manglende nærhed og Ewalds dødsdom i form af kræft, som han holder skjult for sin familie. Deres forhold skildres med en utrolig nærhed og intimitet fra forfatterens side. Selvom familien Kristoffersen er forfatterens fokus for det første bind, præsenteres en række bifigurer, der alle har det tilfælles, at de er bundet sammen af byen. 

Efter krigen 

Christensen skaber et portræt af efterkrigstidens Oslo, og af generationen der skulle komme tilbage til hverdagen. Og af de børn der voksede op under krigen, men for hvem den blot er et svagt minde. I bogens prolog bliver det markeret hvor essentiel en rolle Oslo spiller i romanen, da fortælleren tager læseren med på en vandretur igennem gaderne imens karakteren Jesper følges rundt i byen.  

”Nu ved jeg det: Majorstua er Kirkeveiens Majorstua. Vandhullerne, som det hedder i folkemunde, er også lette at finde: Gamla, Valka, Larsen, Vinkelkafeen og Tråkka. Det burde aldrig volde problemer at slukke tørsten på Majorstua. Og så har vi endnu ikke nævnt bagerierne” 

Oslo er ikke blot en scene som Christensen har placeret sine karakterer i men befinder sig på samme niveau som dem. Måske endda lige over. De steder hvor nogen af karaktererne bevæger sig udenfor byen skifter synsvinklen til dem der forbliver der. Bogen er fastlåst til byen. 

Kvinder, mænd og drenge 

Ved det store fokus på byen kunne man som læser måske frygte, at karaktererne blot vil føles som spillebrikker. Men det er på ingen måde tilfældet her. Selv de to karakterer der fylder mindst i bogen, er så utrolig levendegjort, at det er en imponerende præstation, at Christensen kan gøre det på så få sider, som han stiller til rådighed for dem. Her taler jeg om den italienske pianist Enzo Zanetti. Han har bosat sig i den norske hovedstad og forsøger at tilpasse sig til de nye rammer, men dette øger tværtimod hans fremmedgørelse: ”I Italien er jeg afholdsmand, og her i Norge er jeg dranker”. Eller tag for eksempel stedsønnen til enkemanden Olaf Hall der nærer et indædt had til manden, da han mener at Hall ødelagde hans mor. At Christensen formår at gøre disse to bi-karakterer så utrolig nærværende taler virkeligt til Christensens kvaliteter som forfatter. Det er yderst sjældent at man læser en roman hvor alle karakterne går direkte ind i hjertet. Jeg kan kun sige: tag Lars Saabye Christensens hånd og lad ham føre dig rundt i Oslo.