Anmeldelse af Herta Müller: Mit fædreland var en æblekerne, udgivet på Gyldendal d. 29. januar 2018. Oversat af Karsten Sand Iversen.
Anmeldt af Marie Marcussen Lerche
Fotograf: Marie Marcussen Lerche
I december 2013 og januar 2014 fandt nogle ganske særlige samtaler sted i Berlin mellem den verdensberømte forfatter Herta Müller og lektor Angelika Klammer. Disse samtaler mundede ud i udgivelsen af Mit fædreland var en æblekerne. I Karsten Sand Iversens oversættelse har bogen fundet vej til de danske læsere, der måtte ønske at kigge dybt ind i historien hos den viljestærke kvinde, Herta Müller, der med sin enestående sproglige bevidsthed skrev sig op imod det rumænske diktaturs censur.
Allerede fra første side i bogen er samtalen mellem Angelika Klammer og Herta Müller præget af en karakteristisk poetisk tone. Vekselvirkningen mellem Klammers indgående, velbelæste spørgsmål, der går forud for Müllers udfoldede, maleriske svarpassager, og selve flowet mellem de to stemmer i bogen, virker yderst elegant og naturligt. Og med denne naturlighed og åbenhed tages læseren således med på en rejse gennem Müllers barndom i den rumænske tysktalende landsby Banatet, i studietiden og de første spæde litterære overvejelser og forsøg, og som udmærker sig i Müllers engagement i den såkaldte ”vennekreds” af kunstnere, der kæmpede for ytringsfrihed i regimet. Undervejs danner Müllers helt særlige sproglige opmærksomhed en rød tråd for de forskellige livsperioder og oplevelser, hun beretter om, og ligeså bliver hendes mange romaner og tekster flettet ind som pejlemærker, når forlæggene herfor – som oftest baseret på egne oplevelser – til tider er helt ubegribelige situationer.
Historiens vingesus
”For denne stat fandtes det enkelte menneske jo kun når det blev den mistænkeligt og den så det som en fjende.” Det er helt og aldeles uhyggeligt at læse om den rumænske statskontrol og repression og om, hvordan den konstante overvågning og risiko for tilbageholdelse var implementeret dybt i Müllers liv i alle årene, hun levede i Rumænien. Censuren spillede ikke kun en rolle i forhold til hendes litterære virke, men greb ind i alt, hvad alle foretog sig – i dagligdagen, i alting. En konstant agtpågivenhed og frygt for at blive bragt til forhør var uomgængelig, og det er særligt skræmmende, om end fascinerende, at læse om ”forhørenes dramaturgi”, som Müller beskriver det. Om ”den uigennemskuelige balance mellem værdighed og medgørlighed”, der var nødvendig for at kunne klare sig fri af atter et forhør. At kunne få lov til at gå hjem derfra endnu en gang, men ikke vide, hvornår man næste gang ville stå for skud. Så meget desto mere overvældende er det derfor også at læse om, hvordan Müller og vennekredsen holdt ud og tog til orde, gang på gang. Helt frem til Müllers udvandring til Tyskland i 1987 var hun udsat for konstant chikane, og følgelig blev den endelige udrejse da også besværliggjort af et stempel, der, om end småt i størrelse, fik stor symbolsk betydning som et enerverende punktum fra livet i Rumænien: ”I passet havde de også afstemplet en afskedschikane. Vi rejste ud den 28. februar, og på stemplet stod der 29. februar. Den dag fandtes ikke i 1987. Det var ikke et skudår. Og det stempel har voldt mig unødigt besvær hos hver eneste tysk myndighed.”
De skønne ord
Som nævnt viser Müllers karakteristiske sproglige bevidsthed sig allerede fra barnsben, hvorfra samtalen tager sit udgangspunkt. Sproglige og æstetiske refleksioner har vist sig helt afgørende for Müllers ganske liv – ikke blot i hendes forfattervirke – og gang på gang vender hun i samtalen tilbage til sin overordentlige sproglige opmærksomhed:
Æstetikken har en enorm betydning i sproget for Müller, og hun sammenligner og leget med både sit tyske modersmål og sit rumænske kendskab – og kontrasterer skønheden i disse sprog med ”partisprogets monotoni” og ”ideologiens fjendtlige sprog”. Det er vældig inspirerende at læse om en så fundamental sprogindsigt og umættelig ordsult, og det viser sig endog, at Müller samler på udklip af ord, titusindvis, som hun samler til collager og fascinerende nyskabte tekster i ét væk:
Til trods for at jeg ikke har et særligt bredt kendskab til Mullers forfatterskab – endnu! – var Mit fædreland var en æblekerne en indsigtsfuld læseoplevelse, der må siges at sætte egen dagligdag og egne sproglige aspirationer i perspektiv.
Leave a Reply