Anmeldelse af teaterforestillingen Kirstens hævn på Aarhus Teater. Af Bjørn Rasmussen, iscenesat af Carolin Oredsson og scenografi af Josefine Thornberg-Thorsøe.
Anmeldt af Katrine Kingo Olesen
Billede: Aarhusteater.dk
En stormbrusende fortælling om teenagelivet i hestestalden på godt og ondt. Gennem hovedkarakteren Kirstens dagbog følger vi op- og nedture i et teenageliv, der er fyldt med intriger, liderlighed og en provokerende insisteren på at styre det hele.
I det sekund, man som teatergænger går ind ad døren til den intime scene Studio på Aarhus Teater, bliver man mødt af en stald. Ikke bare er scenen udformet som en utroligt realistisk hestestald inde bagved den lyserøde, plyssede sceneramme. Der lugter bogstaveligt talt af stald. Plysset er nemlig overdynget af hestepærer og skidt, der afgiver en noget karakteristisk stank. En fed detalje, der sætter scenen. Vi er trådt ind i stalden, og nu er showet klar til at begynde.
Det vilde teenageliv
Vi møder til en start Kirsten, der er stykkets hovedkarakter. Hun er stærkt støttet op af sine tre veninder, der ligeledes er hestepiger i teenagealderen. Mens de strigler hesten og gør sadlen klar, snakker de om deres mildt sagt vilde teenageliv, der bliver skildret enormt eksplicit med sex, druk og stoffer. De styrer drengene som var de heste på galopbanen. Alt kører for pigerne. Lige indtil vi møder Kirstens stedfar. En mand, der mildt sagt ikke sørger for den gode stemning rundt om spisebordet. For så dejligt det er at blive indviet i det snævre hestepigefællesskabs drama og hensynsløse opførsel, lige så foruroligende er det at møde fortællingens voksne, der på ingen måder er interesserede i at imødekomme de unge pigers ønsker og bekymringer. Kirstens mor lytter slet ikke til hende, da hun udtrykker bekymring overfor sin papfars opførsel, men opfordrer hende i stedet til at passe bedre på sin hest (nok fordi hun kun snakker stald, ikke følelser). Denne gennemgående omsorgssvigt fra morens side kulminerer i flere scener, hvor raseriet overtager Kirsten. Hadet vokser, og én ting bliver klart: Kirsten vil have hævn over sin stedfar, og den eneste løsning er mord.
Hestepigerne styrer hele lortet
Man får næsten helt ondt af Kirsten, der kun opnår en form for kontrol i staldens univers. Et univers, hvor hopperne styrer hestelortet, og de fire veninder har overhånd i teenagernes hierarki. Alligevel sniger interne intriger sig ind, og infiltrerer det ellers tætte venindeskab. Her er en overklippet tøjle svarende til Judas´ forræderi af Jesus, mens sabotage til et ridestævne får kolossale følger i det ellers tætte hjertevenindeskab. Det er både underholdende og dybt bekymrende at følge venindernes magtesløshed i hjemmet, der erstattes af en enorm kontrol og manipulation i stalden. Det eneste, jeg som gæst sad tilbage med, var måske et snert af uforståenhed overfor Kirstens intense had til sin stedfar. Ja, han er ubehagelig og siger åndsvage ting, og ja, han vil styre Kirstens væremåde og tøj, men ligefrem at godkende et mord var jeg som seer ikke klar til at retfærdiggøre. Dette havde jeg måske håbet i højere grad, så man kunne leve sig fuldstændigt ind i virkeligheden set fra hestepigens dagbogsperspektiv. Udover dette var forestillingen skarpt opsat, så man som seer nærmest ikke kunne andet end købe præmissen om virkeligheden fortalt fra en dagbogs perspektiv.
Effektiv simplicitet
Opsætningen og kostumerne bliver fuldstændigt nailet. Spillet mellem masker er en utroligt fed detalje, der bare understreger, hvor talentfuldt de fire skuespillere lever sig ind i karaktererne. Karaktergalleriet er nemlig stort, og inkluderer både stedfædre, mødre, mostre, onkler og de ældre drenge fra 9. klasse. Overgangen mellem karaktererne er simpel og alligevel så effektfuld. Stedfaderen bliver eksempelvis symboliseret med en uhyggelig (og realistisk) maske og en klassisk termojakke, mens nogle af de ældre drenge kommer på scenen med baggy bukser og en Shrek-trøje. Det er underholdende og imponerende, når de fire skuespillere veksler hurtigt og skarpt mellem karaktererne. Den lyserøde plys-scene er i sig selv også vanvittigt velfungerende. Den fungerer som en ramme om det, det hele handler om (og kulminerer i), nemlig Kirstens dagbog. Som symbolet på det hele får den en større rolle mod slutningen, da skuespillerne pludselig træder udenfor staldens fire vægge, og lukker “bogen” i. Sandheden udenfor dagbogen bliver afsløret med stor chokeffekt til følge. Forestillingen er provokerende og dybt, dybt underholdende i sit fede spil med dans, tekno og rammende replikker. En anbefaling værd til alle, der vil udfordre synet på hestepigen som man kender hende fra Wendybladet.
Stykket spiller på Aarhus Teater i Studio fra 5. februar – 8. marts, og varer 1 time og 45 minutter uden pause. Vær opmærksom på, at der i stykket forekommer kraftigt blinkende lys, og at den anbefalede alder er 15+. Billetterne koster mellem 95 og 185 kroner stykket.
Leave a Reply