Reportage fra Bowie-aften med Jan Poulsen og Mads Kjær Larsen i Kristian F. Møllers Boghandel, Aarhus, d. 15. juni 2016
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Fotograf: Charlotte Elisabeth Christiansen
Musikjournalist og forfatter Jan Poulsen er livslang Bowie-fan, og har skrevet op til flere ajourførte biografier om ikonet. I forbindelse med David Bowies alt for tidlige bortgang d. 10. januar i år har Poulsen udgivet en revideret udgave af sin seneste biografi Station til station Mod den Næste Dag (2013). Det er blevet til den opdaterede biografi David Bowie – Starman 1947-2016, der, modsat andre biografier, også fokuserer særligt på Bowies betydning og indflydelse i en dansk kontekst. I anledning af bogens udgivelse i foråret besøgte Jan Poulsen Kristian F. Møllers Boghandel, hvor han var sat i stævne til en snak med musikjournalist og Bowie-fan Mads Kjær Larsen (fra magasinet Soundvenue) om Bowie og hans indflydelse på både kulturen, samfundet og sine fans.
Jeg har glædet mig til aftenens arrangement som et lille barn glæder sig til juleaften. At se Jan Poulsen og høre ham udøse af sin viden om Bowie og i særdeleshed de gange, hvor forfatteren har mødt Bowie (!) er ganske særligt, når man selv er stor fan af ”the Starman.” Derfor er jeg utroligt spændt, nærmest rastløst, da jeg tidligt onsdag aften træder over dørtærsklen og ind i Kristian F. Møllers Boghandel. Butikken er i dagens anledning dedikeret til Bowie. Ud af højtalerne lyder de velkendte toner af Bowies musik og stemme. Da jeg sætter mig til rette på en af de opstillede stole, er det ”A New Career In A New Town” fra pladen Low (1977), der spilles. Op til flere af de soulede sange fra Young Americans (1975) og de elektroniske numre på Heroes (1977) – ikke mindst det ikoniske og fantastiske titelnummer fra pladen – spilles inden Jan Poulsen og Mads Kjær Larsen sætter sig på et par stole foran boghandelens disk, hvorpå der står flere eksemplarer af Poulsens bog side om side med fotos af nogle af Bowies mest ikoniske album-covers sammen med et par andre Bowie-bøger – heriblandt den forholdsvist nye fotobog The Rise of David Bowie, 1972-1973 (2016) med ikoniske og smukke fotos taget af Mick Rock, som også producerede flere af Bowies musikvideoer – heriblandt videoen til ”Life On Mars?” (1973).
”I’m a Blackstar”
Musikken dæmpes, da Poulsen og Larsen sætter sig til rette, mens de begge introduceres som ”Bowie-eksperter” af aftenens vært. Larsen er ikke helt enig i denne beskrivelse af sig selv: ”Jeg ved ikke, om man kan sige at jeg er Bowie-ekspert, når jeg sidder ved siden af Jan,” siger han med et grin og fortæller, at han i hvert fald ved noget om de store linjer i Bowies karriere.
Aftenens fokus er ikke David Bowies død, men alligevel er det svært ikke at berøre emnet – særligt med tanke på at det stadigvæk er friskt i erindringen, og fortsat berører mange mennesker – fan eller ej, så er Bowies helt enorme kulturelle indflydelse umulig at benægte. Derfor indrammer Bowies bortgang en del af aftenens samtale, ligesom den virker rammesættende i titlen på Poulsens biografi, hvor årstallene for Bowies fødsel og død indgår. Dødsfaldet bliver også det indledende udgangspunkt i Larsens og Poulsens samtale. Som fan berøres man særligt af Bowies dødsfald, der har skabt stor opmærksomhed og sorg verden over. Dette er i og for sig i tråd med Poulsens bemærkning: ”Død er et glimrende karrieretræk – særligt indenfor popmusikken.” Han påpeger, at dette også blev tydeligt med den intensiverede opmærksomhed såvel som med de øgede salgstal, man så i 2009, da Michael Jackson ganske pludseligt og uventet døde. Noget lignende er sket for Bowie – aldrig før har så mange af hans albums været blandt de ti bedst sælgende plader på én gang, ligesom hans seneste og desværre sidste plade Blackstar længe indtog en solid førsteplads som det mest solgte album i flere lande.
Bowies død fremstår alligevel som noget ganske specielt, hvilket Poulsen beskriver, da han forklarer, hvordan han aldrig troede at Bowie skulle dø – han har fyldt meget, og er den ene af to personer, sammen med Poulsens mor, som altid har været der, siden han var ti år gammel. Poulsen mindes dagen, hvor Bowie døde, og hvordan han tilbragte den: Klokken otte om morgenen bliver han ringet op, og modtager den triste nyhed. Som Bowie-biografist biografiker og fremtrædende fan bruger Poulsen hele dagen på dels at cykle og dels at køre i taxa rundt i København for at deltage i TV-interviews. Det er en travl dag for Poulsen, hvorfor den følelse, som mange fans sad med, formentligt forstærkes hos ham: ”Hans død er ikke trængt ind, den havde ikke bundfældet sig,” siger Poulsen. Larsen giver Poulsen ret i, at Bowies død var et særligt chok, og han indrømmer at have studset over dette forhold: ”Det er som om at Bowie var større end livet selv,” bemærker han. Poulsen følger op ved at forklare, hvordan mange efter hans foredrag har fortalt, at de ikke har fulgt Bowie, men alligevel var meget påvirkede af hans død, ligesom en række unge teenagere har bemærket, at Bowie godt nok er deres forældres musik, men alligevel betyder det meget.
Betydningsfulde Bowie
På den note fortsætter samtalen med en diskussion af Bowies store betydning – særligt for den seksuelle revolution i 1970’erne, hvor Bowie først springer ud som homoseksuel og siden som biseksuel ti år før det lovliggøres i hele Storbritannien. Mange var bange for at stå frem på grund af karrierehensyn, men Bowie formår at gøre det til en del af sit image – ikke mindst da han i 1972 opfinder Ziggy Stardust-karakteren. Med Bowies seksuelle fremtræden og udtalelser om seksualitet har han været utroligt vigtig for alle slags seksuelle identiteter og seksualiteten i det hele taget. Også indenfor punk-miljøet var Bowie betydningsfuld, og han inspirerede tilmed hele denne bevægelse, som opstod i midten af 1970’erne.
”Lige nu er der meget opmærksomhed på Blackstar, men 70’erne er det, der står tilbage,” siger Jan Poulsen. Blackstar har fået fantastiske anmeldelser, og nåede at blive anmeldt inden Bowies død, hvilket får Poulsen til at bemærke følgende: ”Jeg er glad på hele anmelderstandens vegne – pladen er blevet bedømt som den plade, den var,” ligesom han nævner den rosende anmelderkliché: Blackstar er det bedste Bowie har lavet siden 70’erne. ”Bowie laver ikke én dårlig plade i 70’erne – objektivt set,” påpeger Poulsen. Fire af de plader, som Bowie udgiver i perioden, har da også fundet vej til Uncut Magazines top 30 på listen ”200 Greatest Albums Of All Time.” Som Jan Poulsen fastslår, er det i 1970’erne, at Bowie for alvor stadfæster sin indflydelse og viser sig som en overordentlig betydningsfuld kunstner. Det er her, han får sit gennembrud, og hvor han opfinder og optræder som diverse karakterer – hvoraf Ziggy Stardust bliver den mest kendte og gennemførte. Poulsen forklarer, at Bowies 70’ere er unikke, fordi han har modet og evnerne til at afprøve nye ting, som andre så efterligner. På den måde undgår Bowie i denne del af sin karriere at gro fast: Når han først har opnået noget unikt sammen med de musikere, han samarbejder med, søger han nye samarbejdspartnere – Poulsen påpeger, at tidligere samarbejdspartnere kun har rosende ord tilovers for stjernemanden, og at det blandt andet lyder fra dem at Bowie er meget givende og inspirerende i en kreativ proces. ”Han var nysgerrig og meget menneskelig,” fortæller Poulsen, ”også i interviews, hvor han spurgte ind til dansk kultur, og tog sig god tid.” Selvom Poulsen nød denne samtale, da han havde held til at interviewe Bowie, fortæller han med et grin, at det også var problematisk for ham som journalist, at interviewet nærmere udviklede sig til en samtale – det betød mindre tid til at stille spørgsmål til ikonet.
”Ground control to major Tom”
Larsen og Poulsen taler videre om Bowies karriere som musiker. Efter 70’erne, som indrammes af Bowies figur ”Major Tom,” der først optræder på sangen ”A Space Oddity” (1969) og elleve år senere på ”Ashes To Ashes” (1980), indtræder Bowie i 80’erne for første gang som et mere tidstypisk ikon med pladen Let’s Dance (1983) – ”Han er færdig med at være forud for sin tid,” siger Poulsen, om end Bowie fortsat er meget succesfuld: Let’s Dance sælger utroligt godt og Bowie spiller store stadionkoncerter. ”Det er et fantastisk godt pop-album, men et dårligt Bowie-album,” mener Poulsen. Fordi Bowie kan så meget, bliver der stillet større krav til ham og hans musik end til andre kunstnere. I 90’erne bliver Bowie en form for nostalgi-kunstner, inden han atter finder tilbage til sig selv og sit udgangspunkt med albums som Heathen (2002) og Reality (2003), der begge er meget melodi-baserede. ”Det er plader lavet af en mand i øjenhøjde med sit eget spejlbillede,” erklærer Poulsen. Bowie skriver gode sange, har fundet hjem til sin egen alder og ”er færdig med at spille rocker,” som Jan Poulsen formulerer det, hvilket også hænger sammen med Bowies prioritering af privatlivet: Det han ønsker sig allermest er et almindeligt familieliv. Dette bliver også tydeligt med pladen The Next Day (2013), der kom som noget af en positiv overraskelse efter ti års tavshed på albumfronten fra Bowie.
Bowie og livets hastighed
Jan Poulsen oplevede Bowie live for første gang i 1976 i en alder af tretten år. Her spillede Bowie sin første koncert på dansk grund i Falconer Salen i København som et stop på vejen på sin Isolar Tour. Bowie optrådte som ”The Thin White Duke,” og Poulsen husker, hvordan scenen var badet i hvidt lys. Det er den optræden, Poulsen endnu synes bedst om, og som står klarest i erindringen: ”Han har aldrig før lavet en koncert, der var så ren,” fortæller Poulsen. Udover Jan Poulsen, har mange andre danskere haft fornøjelsen af at opleve Bowie live. Han bliver mere kendt herhjemme, da Jørgen de Mylius spiller sange af Bowie i radioen, og han for alvor begynder at sætte et aftryk i Danmark.
Bowies indflydelse på den danske kultur er vidtrækkende og han har i høj grad præget både filmfolk, teaterfolk, billedkunstnere og forfattere. Særligt indenfor litteraturen har Poulsen bemærket, at Bowie titter frem, hvilket virker ganske passende med tanke på, at Bowie selv var en stor litteraturelsker. Poulsen nævner blandt andet firserpoeten Michael Strunge, der vel nok kan siges at være en af de største Bowie-fans herhjemme: ”Det er meget svært at læse ham uden at tænke på Bowie,” siger Poulsen. Strunge havde ambitioner om at udgive en bog med Bowie-tekster oversat til dansk – dette lykkedes dog ikke. Til gengæld formåede Strunge at indarbejde tekstbidder og en tydelig Bowie-inspiration i sine værker, ikke mindst i titlen på digtsamlingen Livets hastighed (1978), der er en direkte Bowie-reference til nummeret ”The Speed Of Life” fra albummet Low. Poulsen fortæller også, at Bowie nævnes omkring tyve gange i Jokum Rhodes nyeste roman Trianglen (2016), ligesom det i Stine Pilgaards Lejlighedssange (2015) lyder: ”Skal jeg ikke spille et nummer for dig, når du alligevel ikke kan sove, spørger hun. Life on Mars, siger jeg og sætter mig ned.”
Poulsen læser mange bøger, fortæller han, og han bemærker ofte at et par linjer fra Bowies sange dukker op i litteraturen, som i Søren Ulrik Thomsens digtsamling Rystet spejl (2011), ligesom Bowies navn og sange også jævnligt dukker op i flere andre danske værker, udover de allerede nævnte. Jan Poulsen bemærker, at dette vidner om, at Bowie er til stede i bevidstheden – sangen er måske ikke vigtig for handlingen, men den betyder noget for forfatteren, hvilket er med til at understrege det aftryk og den enorme betydning, Bowie har for hele den danske kultur.
Således slutter Larsens og Poulsens samtale, og det er blevet tid til spørgsmål fra publikum og bogsignering. Inden jeg forlader boghandelen, får jeg naturligvis også sat en lille signatur og en hilsen fra Poulsen i min udgave af bogen: ”You’re face to face with the man who sold the world!” Jeg træder ud af boghandelen og ind i den lumre sommervarme med tonerne fra ”The Speed of Life” i ørerne og et smil på læben.
Er du Bowie-fan og missede du arrangementet med Jan Poulsen i juni? Så har du nu igen chancen for at høre Jan Poulsen fortælle om Bowie, når han gæster DOKK1 d. 16. september. Læs mere her
1 comment so far