Thomsen om Thomsen (om Thomsen)

Reportage fra Vild Med Ord, 28. August 2014, Ridehuset, Aarhus
Skrevet af Anne Skov Thomsen

Søren Ulrik Thomsen åbnede Vild Med Ord-festivalen lørdag formiddag i en samtale med lektor Jørn Erslev Andersen om strømninger i forfatterskabet og forårets udgivelse af ”Samlede Thomsen”. Som altid optrådte digteren reflekteret og selvreflekteret i sine tanker om poesi.

Vild Med Ord-scenen er indrettet i bedste læsestue-stil med to mønstrede lænestole og en gulvlampe, men da Jørn Erslev Andersen skal byde velkommen til sin gæst, rejser han sig demonstrativt fra det bløde sæde. Lænestolen tilhører efter hans overbevisning den læsende situation og poesiens lukkede rum. Anderledes, tilføjer han, er det med Søren Ulrik Thomsens digte, der om noget insisterer på poesien som en udadvendt størrelse med en krop. Thomsen rejser sig således også beredvilligt fra sin bekvemme stol, og de to bliver stående på benene resten af tiden.

I foråret udkom ”Samlede Thomsen”, der er en samling af alle forfatterens hidtidige digte og essays. Bogen kan læses som en optegnelse over forfatterskabets forløb, men er samtidig også en måde at gøre digte og essays ligestillede – og  gammelt og nyt samlevende. Thomsen understreger, hvordan det for ham var vigtigt, at teksterne, også dem af ældre dato, var tilgængelige i helt konkret forstand.

Samtalen drejes imidlertid hurtigt ind på Thomsens to andre aktuelle udgivelser, og i særdeleshed essayet ”Det, hvorom man hverken kan tale eller tie”, hvis synlighed i offentligheden svandt lidt grundet opmærksomhedens rettelse mod udgivelsen af ”Samlede Thomsen”. Essayets titel, der spiller på Wittgenstein-citatet: ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, skal vise sig at være helt grundlæggende i den filosofi, der ligger til grund for Thomsens poetiske virke. Poesiens eller Kunstens væsen ligger uden for sprogets grænser, men trænger sig paradoksalt nok samtidig på som en ny betydning i verden. Om dén kan hverken direkte tales eller ties.
Af samme grund kan den poetiske tekst heller ikke bare opfattes som en rebus med én skjult mening, der kan afkodes som X = Y, for som Højholt engang sagde: ”Hvorfor siger de det så ikke bare ligeud?” Men samtidig kan teksten heller ikke blot tilskrives en hvilken som helst mening. Det interessante er det særlige forhold, at teksten bliver ved med at producere betydning. Teksten er på én gang lidt og meget, fordi den altid rummer noget mere.

Da Andersen spørger til Thomsens fremgangsmåde i digtningen er den således også karakteriseret ved en intuitiv lytten til sproget frem for en forudindtaget intention om en bestemt mening. Ordene skal falde på plads af sig selv i digtets tilblivelsesproces.
”Digtet skal overraske mig – det skal tale selv. Der skal være noget i digtet, som ikke er i mig. Og så pludselig kan jeg se: Sådan skal det se ud! Men det kunne jeg jo ikke se, inden jeg startede,” forklarer Thomsen.

Digtet og poesien går, og må altså ifølge Thomsen gå, ud over det, der er i den læsende (inklusiv digteren) selv. Som eksempel anvender han titlen på sin digtsamling fra 2011, ”Rystet spejl”. Digtet som et spejl over for læseren skal begynde at ryste. Mellem digtets jeg og læserens du hersker på én og samme tid identifikation og fremmedhed. Teksten må ikke udelukkende spejle noget, der er i læseren i forvejen, for så bliver den ligegyldig. Der skal være noget andet, der ryster spejlet.

Thomsen er i nyere tid ofte blevet kritiseret for den relativt stramme form, der præger hans digte, som om han vil holde poesien et rent, helligt eller ’skønt’ sted. Men selv opfatter Thomsen regler og rammer som en forudsætning for, at et poetisk kaos overhovedet kan udspille sig. Allerede ved første linje vil en række formmæssige bindinger finde sted. Andersen indskyder her, hvordan man kan skelne mellem poetisk implosion og eksplosion i digte. Et digt præget af implosion, som Thomsens formmæssigt afgrænsede digte, tiltrækker betydning. Ting, som fx brillerne på natbordet, er ikke bare ting – de  har en tendens til at trække en stor metafysik af betydning med sig ind i digtet.
Det eksploderende og formmæssigt ’vilde’ digt skyder derimod betydninger af sted i alle retninger. Men selv det eksploderede digt har ofte en formmæssigt kohærens, påpeger Thomsen. Formen trækker en grænse – den gør værket objektivt som noget, andre kan forholde sig til. Formen kan holde det hele i sig. Med den kan kunsten rumme selv det grusomme – og vise det frem som skønhed. Sådan kan vi holde ud overhovedet at betragte det grusomme, at kigge direkte på det et øjeblik. Med formen sætter digtet en betydning i verden, noget større, som ikke længere tilhører forfatteren.

Dette leder Andersen til næste spørgsmål: Det lyriske jeg – hvem er det? I amerikansk litteraturteoris genre skelner man dikotomisk mellem poetry og fiction. Poesi er altså ikke fiktion, men digterjeget er samtidig heller ikke at opfatte dokumentarisk. Thomsen svarer, at digtets Jeg og Du kan opfattes som en slags instanser i en ligning. Duet kan være en kæreste, Gud eller den principielle Anden, men det kan også være jeget selv. Duet er et sted at henvende sig til. Jeget er et sted at tale fra.
Thomsens digte er ofte blevet inddraget som eksempel på en autoritær, monologisk og centralstyret udsigelse i modsætning til mange af vor tids andre digteres mere anarkistiske, polyfoniske (dvs. ’flerstemmige’) udsigelsesinstanser. Thomsen mener imidlertid ikke, at det er så simpelt at drage denne skillelinje og peger på det paradoks, at et enkelt jeg sagtens kan tale med flere tunger på én gang. Han citerer kollegaen Theis Ørntoft, der i ”Digte 2014” skriver: ”Sprog findes ikke, før der er et sted, der udsiger det.” Digtet, om det er nok så polyfont, har altid en instans, en udsiger, et sted, et jeg, der trækker i alle trådene.

Således sluttede en fin samtale, der tog tilhørerne med rundt i det fint forgrenede tankespind under Søren Ulrik Thomsens forfatterskab.