Anmeldelse af Stine Pilgaard: Ti Vilde Heste, udgivet på Gutkind d.10. september 2026
Anmeldt af Anna Bogette Lysholm Nielsen
Foto: Anna Bogette Lysholm Nielsen
Jeg griner, krummer tæer og bliver pinligt selvbevidst, mens jeg læser Stine Pilgaards seneste roman, Ti Vilde Heste.
Romanen udspiller sig i forstaden Husum, hvor fortælleren er flyttet i hus med sin mand og sine børn. Man kunne her fristes til at tænke, at romanen blot drejer sig om hverdagens trivialiteter og derfor er en lille smule kedelig. Det var i hvert fald min første tanke. Mine fordomme blev dog hurtigt gjort til skamme. For selvom romanen primært foregår i familiens hus, på legepladsen eller i den lokale Netto, berettes den af den kompromisløst lakoniske og hylende sjove jeg-fortæller, der netop er så karakteristisk i Pilgaards romaner.
Aftensol og mekanisk begejstring i Husum
”Mine damer og herrer, siger ejendomsmægleren, velkommen til Husum. Naturen er anlagt og gennemtænkt, villavejene slynger sig mellem hinanden, små haver under den samme himmel. (…) Derudover kan hun glæde os med, at der er aftensol hele grillsæsonen. Vi bliver begejstrede på en mekanisk måde og glemmer helt, at vi aldrig griller”.
Sådan indledes det første møde mellem fortælleren, hendes kæreste og deres kommende hjem i Husum, der formidles gennem en højest troværdig skildring af en moderne ejendomsmægler. Netop dette afsnit i romanen husker jeg som et af de sjoveste. Kombinationen af den entreprenante ejendomsmægler, der med store armbevægelser fremhæver aftensol og grillsæson som universelle aspekter i forstadslivet og fortællerens og kærestens ”mekaniske” reaktion, synes jeg er helt genial. Scenariet virker på den ene side karikeret, men er alligevel spot on.
At være en kvinde på 38 år, bindegal og alligevel helt normal
En anden ting jeg virkelig nød, mens jeg læste romanen, er fortællerens forskellige jobansøgninger:
”Jeg er en kvinde på 38 år, med gode intentioner, men lidt til en side. Lystigt svinger jeg på spektret mellem en smule excentrisk og bindegal, men alt handler om kontekst. Blev jeg indlagt på Sct. Hans ville jeg være en af de mest velfungerende patienter. (..) Placeret på en villavej er jeg derimod en af de farligste beboere, fordi jeg forstyrrer fællesskabet.”
Efter fortælleren og kæresten er flyttet i villa er økonomien en anden. Fortælleren giver sig derfor i kast med at søge en masse forskellige jobs, som hun – mærkeligt nok – aldrig helt har kvalifikationerne til. I ansøgningerne er romanens meget tørre humor ikke til at tage fejl af. Samtidig er de den del af romanen, hvor jeg føler, jeg bedst lærer fortælleren at kende. Hun er sjov, selvudleverende, sårbar. Derudover er hun også altid parat med et modsvar, hvor absurd dette end må være:
”Vores potentielle død fører Carlos videre til et længere slideshow, fordi vi må tage højde for, at en af os forlader verden i utide. Han peger på de små kolonner, der angiver risikoen for sygdomstilfælde, trafikuheld og andre mulige dødsårsager. Det kan jo også være selvmord, siger jeg, statistisk set er man meget udsat i vores branche. (..) Vores bankrådgiver er tilsyneladende løbet tør for eufemismer.”
Som nordiskstuderende kan man jo ikke blive andet end glad og en lille smule ærekær, når Pilgaard slynger om sig med ”eufemismer” og andre dansk-faglige termer, der får hendes egen akademiske baggrund til tydeligt at skinne igennem i romanen. Samtidig kan jeg ikke lade være med at blive en lille smule pinligt selvbevidst, når jeg læser dialogen med bankrådgiveren Carlos, fordi fortællerens kompromisløse diskussionslyst, er etkaraktertræk, jeg virkelig kan spejle mig selv i.
Fortælleren bliver voksen
Selvom jeg efterhånden har mere end antydet, at romanen er virkelig sjov, peger den samtidig i glimt på mere alvorlige sider af tilværelsen. Et kapitel, der gjorde stort indtryk på mig, går ironisk nok under navnet ”De afbrudte samlejers tid II”. Titlen lover umiddelbart den samme sjov og ballade, som romanen hidtil har budt på. Omdrejningspunktet for kapitlet er imidlertid langt mere alvorligt. Fortællerens pakistanske familievennerudvises fra den ene dag til den anden fra Danmark:
”Vi lover at besøge dem i Pakistan næste vinter. (..) Vi smiler og glæder os til gensynet, og ved alle sammen, at vi aldrig vil mødes igen”.
Mens jeg læser det, får jeg et ubehageligt sug i maven – måske fordi romanen, nu i højere grad end tidligere, fremstår virkelighedsnær, politisk og sorgfuld. Selvom jeg på den ene side bliver trist, hæfter jeg mig alligevel ved, hvordan situationen igangsætter en handlingsplan i nabolaget i et forsøg på at hjælpe den pakistanske familie, hvilket jeg bare synes er enormt fint. På trods af at situationen er virkelig sørgelig, synes jeg alligevel, det klæder romanen at påtage sig en mere alvorlig og voksen fortællerstemme, som jeg oplever, skiller sig ud fra fortællerne i Pilgaards tidligere romaner.
Ti Vilde Heste er en sjov og tankevækkende læseoplevelse
Som en vaskeægte Stine Pilgaard fangirl vil jeg ikke lægge skjul på, at mine forventninger til romanen var store. De blev dog indfriet til fulde. Jeg har grint – særligt når jeg har kunnet se mig selv i fortælleren. Men jeg har også fået en knude i maven og tankerne på gled. Jeg kunne skrive meget mere om denne roman, men jeg vil i stedet afslutte med at anbefale Ti Vilde Heste til dig, der på den ene side trænger til et godt grin, men på den anden side også nogle nye og måske lidt uventede perspektiver på livet.
Leave a Reply