Anmeldelse af Carsten Müller Nielsen: Kvartet til tidens ende, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 23. marts 2018
Anmeldt af Marie Marcussen Lerche
Fotograf: Marie Marcussen Lerche
I Carsten Müller Nielsens Kvartet til tidens ende har musikken bevæget sig ind i litteraturen – eller også er det omvendt? Nielsens roman er skrevet over den franske komponist Olivier Messiaens musiske mesterværk af samme navn, Quator pourla fin du Temps, der for første gang blev opført i en krigsfangelejr i 1941. Gennem fortællingen følger man henholdsvis komponisten selv og de tre medmusikanters færd gennem krigsoplevelser og kvartettens tilblivelse.
Firestemmig fortælling
Forbindelsen mellem Carsten Müller Nielsens Kvartet til tidens ende og forlægget i Olivier Messiaens musiske kvartet er grundlæggende for romanen, og således er bogens otte kapitler også struktureret – og navngivet – efter de otte satser i musikstykket. Med fascinerende titler såsom ”Raseriets dans for de syv trompeter” og ”Virvar af regnbuer til englen der bebuder tidens ende” kan man allerede ud fra indholdsfortegnelsen ane romanens ekstremt sanselige fokus og tone; hvad der også til tider klinger en anelse bombastisk. Gennem en skiftende jeg-fortæller følger man både Messiaen selv (komponist og pianist), Ètienne Pasquier (cello), Jean Le Boulaire (violin) samt Henri Akoka (klarinet) og deres forskellige krigsoplevelser, der fører dem til et musikalsk fællesskab i en lejr for krigsfanger i Görlitz ved den tysk-polske grænse i januar 1941. Særligt Messiaen fremstår sanseligt og kreativt reflekterende, men kombinationen af alle fire stemmer bringer en forskellighed og en fascinerende bevægelse ind i romanen. En bevægelse der i høj grad mimer den musikalske oplevelse af Messiaens værk.
En udpræget sanselighed
Det er i særdeleshed i tekststykkerne, hvor Nielsen lader Messiaens stemme og meditative refleksioner komme til udtryk, at Kvartet til tidens ende gør indtryk. Her bliver mange smukke tværsanselige betragtninger foldet ud, der samtidigt også kan siges at være en undersøgelse af tidens væsen:
Denne omskiftelige tidslige modus bliver også kendetegnende for hele Nielsens roman. For det kan netop føles som om, at tiden bliver strakt ud og brudt op i de bratte overgange mellem musikernes fire stemmer – til tider uden at man som læser helt kan følge med. Kvartet til tidens ende bærer tydeligt præg af Nielsens stærke motivation, omend snævre interesse, for at udfolde Messiaens musikstykke, og selvom man som læser kan føle sig en smule hægtet af i forhold til alle sammenhænge og referencer i romanen, er det ikke desto mindre en ganske imponerende undersøgelse, som Nielsen har sat i værk. Her vil jeg også slå et slag for at lytte til det originale musikstykke, Quator pourla fin du Temps, som et akkompagnement til læsningen. Med musikken dannes den helt særlige lydlige atmosfære, som Nielsen også lader Messiaen hige efter. Man hensættes i en form for æterisk rum, hvor den ekstra-tekstuelle oplevelse af musikkens finurlighed og klangbilleder blander sig med ordene på siden i et imponerende spektrum af tid, lyd og farver. Og så gør det ikke så meget, at man af og til sidder med følelsen af at misse nogle af detaljerne, når man i stedet får en totaloplevelse af musik og litteratur.
Leave a Reply