Anmeldelse af Stig Sæterbakken Gennem Natten, Løvens Forlag, udgivet 20. februar 2015
Anmeldt af Nicoline Thoning
Foto: Bogens omslag / loeves.dk
Under læsningen af Stig Sæterbakkens Gennem Natten har jeg penduleret mellem voldsom aversion og ubestridt begejstring. Sjældent har jeg fundet en romankarakter så uomtvisteligt afskyvækkende og ynkelig, men samtidig haft så megen medfølelse og forståelse for ham. Romanen omhandler den norske familiefar Karl Meyer, der desperat forsøger at lukke såret efter sin søns selvmord, og hermed bliver Gennem Natten en færd ned i sorgens mørkeste afgrund.
Trods slåfejl og pudsig ordstilling
Selvom Allan Lillelund Andersen har fået skarp kritik for sin oversættelse af Gennem Natten, er romanen bestemt læsværdig. Det er utvivlsomt ærgerligt, at man snubler over uheldige stavefejl og til tider løjerligt sammensatte ord, men gudskelov rummer romanen et utal af kvaliteter, som gør den vedkommende og medrivende. Udpensling af disse fejl har der været nok af, og det vil jeg fortsat lade andre om. I stedet vil jeg her fokusere på, hvorfor Gennem Natten alligevel er en forrygende læseoplevelse.
Patetisk selvynk
Jeg må indrømme, at Karl Meyer som karakter gik mig på nerverne i begyndelsen af romanen. Det var særligt hans eskapader som utro ægtemand og de uendelige selvretfærdiggørende tankestrømme, der fremkaldte en antipati mod denne ynkelige mandsperson, som jeg mente Karl Meyer nu engang var. Alle bedragene over for konen Eva og børnene Stine og Ole-Jakob er skrevet med en sådan vægelsindet vattethed, at det forekommer uudholdelig kvalmende:
”Hende jeg blev kold og svimmel ved tanken om at miste. Jeg forstod ikke, hvorfor det måtte være på den måde, at det ene stod i et så komplet ødelæggende forhold til det andet. Jeg ønskede at leve sammen med Eva, og jeg ønskede at drukne sammen med Mona.” (55)
Karl Meyer stormer frem mod ødelæggelsen af sin familie, fordi han både vil leve og drukne – en tåbelig utopi. Og enkelte steder bliver det næsten tæerkrummende pinligt, fordi han med et spind af løgne forsøger at undgå konsekvenserne af sin handling. Men da sandheden endelig kommer frem, når Karl Meyer til en afgørende erkendelse gennem en konfrontation med sin søn:
”Så sagde Ole-Jakob: Jeg dræber den helvedes forbandede dulle. Jeg fik kvalme da jeg hørte det […] Pjokken var i sin fulde ret til at foragte mig. Jeg var ynkelig.” (71)
Med ovenstående citat sker et toneskift i romanen, og auraen af usselhed, som hidtil har omgivet Karl Meyer, bortfalder. Jeg sad efterfølgende tilbage med et smil på læben ad min egen irritation over Karl Meyer, mens jeg begejstredes over den eminente karakterskildring. For det er helt enestående, hvordan Sæterbakken formår at skrive Karl Meyer helt ind under huden på læseren. I hvert fald på mig.
Sorg kommer i mange afskygninger
Karl Meyer flytter sammen med den unge kvinde Mona, men det bliver et kortvarigt kærlighedseventyr, og han vender hjem til sin familie som en hund med halen mellem benene. Men kort efter kører sønnen Ole-Jakob sig ihjel. En tragisk hændelse, som bringer Karl Meyer ud på en omflakkende færd, væk fra sin kone og datter, for at læge de sår, tiden aldrig vil kunne hele: ”Det var forbi. Alligevel fortsatte det. Det var som en kraft, der ikke kunne hindres i at hamre derudaf […].” (127).
Den fysiske rejse fra A til B går til Redenburg i Tyskland, men den egentlig rejse går langt ind i Karl Meyers indre, hvor sorgen og skyldfølelsen er allestedsnærværende. Her skildres et stærkt ønske om at flygte fra omverdenen, hvilket tydeliggøres ved, at Karl Meyer sletter alle numrene på sin mobiltelefon, med undtagelse af Stine og Ole-Jakobs. Det er en rodløs færd, hvor Karl Meyer driver rundt på må og få, mens han SMS’er sønnen om ting og oplevelser, som han tror ville more ham. På den måde skildres sorg og savn med en umiddelbar og irrationel handling – for der vil jo aldrig komme et svar på disse beskeder. Men det rammer én lige i hjertet, og tilknytningen til det hverdagslige gør på sin vis sorgen mere håndgribelig.
For mig er det netop her, at Gennem Natten virkelig rammer en nerve – her hvor Karl Meyer er komplet rådvild og i dyb sorg, og hvor man kan mærke hans menneskelighed. Det er en barsk og fængslende fortælling, som jeg varmt vil anbefale, til trods for at oversættelsen til tider snubler. Værket rummer en enorm dybde og kompleksitet i sin skildring af Karl Meyer og hans sorg, og man er modløst bevidst om, at her findes ingen forløsning. Sorgens afgrund graves kun dybere, for tiden læger langtfra alle sår.
SE HER: Allan Lillelund Andersen er i øvrigt månedens klummeskribent på Littuna. Læs hvad han skriver om oversættelsesprocessen med Sæterbakken HER
Leave a Reply