Anmeldelse af Ursula Scavenius: Fjer, udgivet på Forlaget Basilisk d. 14. august
Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen
Foto: Bogens omslag / basilisk.dk
Ursula Scavenius’ debut er voldelig, vulgær og smuk. Tre fortællinger om mennesker i en feberramt verden. Der er to måner på himlen, hundene ejer gaderne, og der vokser fjer ned langs børnenes rygge. Hvordan (over)lever man i en verden, hvor der ikke er plads til mennesker?
Fjer består af tre fortællinger: Den første, ”Majinski”, foregår i Bulgariens hovedstad Sofia, hvor digteren Alexander bor i et ufærdigt byggeri i en lejlighed ved siden af forfatteren Majinski og dennes familie. Den næste, ”Luna seconda”, udspiller sig i et fuglereservat. Området er oversvømmet, og Anker og Sabina slår sig ned i et forladt hus, hvor Sabina føder deres dødfødte barn. I bogens sidste fortælling, ”Fugleland”, følger vi en lille familie bestående af den sygdomsramte mor Iris, sønnen Anton og faren, den unavngivne jeg-fortæller. De tre fortællinger bekriver alle en apokalyptisk verden, hvor vilde – måske endda gale – hunde truer freden på gaderne; gribbenes øjne hviler på én; byggerierne står ufærdige og ligner kranier; to måner pryder himlen; oversvømmelser tvinger folk ud af hus og hjem; og børn får fjer ned langs ryggen. Scavenius’ debut er en grænsesøgende prosa. Den er brutal, den er voldelig, og den skruer op for absurditeten, som når den dyrevenlige dreng Anton ikke kan styre sine gode hensigter og fylder skabet med sårede fugleunger:
Fjer er en mennesketom bog. Man får fornemmelsen af, at man læser om de sidste mennesker på Jorden, men i stedet for at det bringer dem sammen, skaber truslerne og tomheden store afstande imellem dem: ”Mens hun red mig, kunne jeg kun tænke på, at jeg frøs, at vi sled græsset, at vi lå på jorden, at vi var som plukkede fugle, og jeg så op i himlen, følte mig fjern fra hende.” Håbløsheden har vundet. De menneskelige relationer er blevet mekaniske – rester af noget, der engang gav mening.
En feberramt verden
Hvordan lever man i en verden, hvor man ikke kan vinde over kræften? Hvor man ikke kan kontrollere naturen? Hvor man ikke kan kontrollere sig selv og sin krop? Hvor man ikke kan beskytte sine børn?
Det er ikke spørgsmål, som Scavenius svarer på i sin bog, men som hun derimod stiller her i sin debut. I alle tre fortællinger befinder karaktererne, og de små familier, sig i nogle tætlukkede situationer, der gør det sværere og sværere at trække vejret. Fortællingerne ender i blindgyder, hvor væggene langsomt lukker sig om karaktererne, i takt med at sindssygen og håbløsheden stiger.
Klima og miljø spiller uden tvivl en vigtig rolle i Fjer. Især i de to sidste fortællinger, hvor fuglereservatet er blevet oversvømmet, og hvor ”det russiske skib, der havde lækket forbudte kemikalier i de danske farvande” ikke er enkeltstående begivenheder, men får store konsekvenser for menneskene: de kernesunde får lungekræft, børn får fjer, og børn dødfødes. Tiden kan ikke spoles tilbage, kemikalierne er lækket, skaden er sket – man må bare prøve at følge med, når konsekvenserne rammer livet.
Alt i alt er det en lovende debut, ikke perfekt, men lovende. Til tider er sproget lidt kluntet, og på samme tid påtaget vulgær og poetisk som her:
Men bogens styrke ligger også i, at den ikke holder sig tilbage med at være grim, ubehagelig og vulgær. Der er skruet max op for alle tangenter, og resultatet er vildt og eksplosivt. Det grimmes æstetik fører pennen, og det vinder bogen på.
Leave a Reply