Anmeldelse af Diego Marani: Tolken, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 30. oktober 2019. Oversat af Cecilia Jakobsen
Anmeldt af Emil Leegaard
Foto: Emil Leegaard
Den sidste bog i Diego Maranis tematiske trilogi om lingvistik. Da en ellers højtrespekteret tolk begynder at rable på et sprog, som ikke virker muligt for en menneskestrube, bliver tolketjenestens chefs liv vendt på hovedet. Efter at have fyret tolken, begynder han at få anfald, hvor han efterligner det fremmede sprog, og hans liv falder snart fra hinanden. I afmagt leder han efter tolken og efter svar, hvor han på rejsen kommer til at opleve lidt af hvert.
Tolken er et godt eksempel på, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Både bogens titel og dens omslag gør én klar til en tør oplevelse, men Tolken har overraskende meget action og mystik til, at det bliver en spændende og underholdende læsning.
Romanens hovedperson, Félix Bellamy, er chef for en international tolketjeneste, hvor han en dag ser sig nødsaget til at fyre en tolk, som rabler på et uforståeligt sprog. Et sprog, som for det meste ikke lyder menneskeligt. Efter fyringen forfølger tolken Bellamy, mens han prøver at overtale Bellamy til at genansætte ham, så han kan forske videre på det uforståelige sprog. Da Bellamy nægter, kaster tolken, hvad der ligner en forbandelse over ham:
Bogens spil på det overnaturlige ses tydeligt, da forbandelsen virker. Bellamy begynder at få det skidt, og oftere og oftere får han anfald, hvor det han egentlig ville sige bliver byttet ud med tolkens fremmede sprog. Sygdommen bliver kun stærkere efter hans egen fyring, da han ikke længere kan passe sit arbejde. I afmagt beslutter han sig for at finde tolken, da han er sikker på, at han dermed kan finde en løsning.
Sprogets overnaturlige rolle
Sproget har en overnaturlig rolle i Tolken, som gør bogen mystisk, og fanger ens interesse. Udover det mystiske i at Félix bliver smittet af tolkens rablende sprog, så ender han også på en klinik, hvor de bruger sprog som terapi. Det er uden tvivl min yndlingsdel af bogen:
Det er altså en sjov tanke! I denne bog, hvor tolkens sprog er en sygdom, er der andre, som prøver at bruge sproget som medicin mod forskellige psykiske sygdomme. På klinikken må Bellamy ikke snakke sit modersmål, han bliver undervist i flere forskellige sprog, der skulle have forskellige positive effekter på ham, og han kommer sågar til at gå til sproggymnastik! På klinikken finder han en midlertidig ro, men ender med at fortsætte jagten efter tolken, hvilket blandt andet udsætter ham for livet som røver og vagabond.
Mystisk for mystikkens skyld
Bogen har mange mystiske elementer, som for det meste fungerer godt og gør bogen til lidt af en page–turner. Andre gange virker det dog til, at beskrivelserne og interaktionerne i bogen kun er mystiske for mystikkens skyld. Selv i en bog, hvor hovedpersonen er blevet smittet med et fremmed sprog, er der lidt for mange ting, der ikke virker sandsynlige. Nogle af bogens interaktioner kan godt virke opstillede, hvilket ødelægger bogens troværdighed, men måske er logikken bag de opstillede interaktioner, at mystiske hændelser og personer tiltrækker andre mystiske hændelser personer. Er man enig i den logik, så fungerer det rigtig godt. Hvis ikke, så er interaktionerne, der får plottet til at udvikle sig, lidt tamme. Det havde ikke en stor betydning for min glæde ved læsningen, men det vil måske frustrere andre.
Leave a Reply