Anmeldelse af Nana Fatou: Toubab, udgivet på Gyldendal d. 6. marts 2026.
Anmeldt af Anna Bogette Lysholm Nielsen
Foto: Anna Bogette Lysholm Nielsen
Nana Fatous debut er en hjerteskærende fortælling om længsel. Længslen efter de gambiske rødder. Længslen efter at være dansk. Længslen efter en forsvunden bror.
Toubab er en samling af digte, der dels fortæller om jegets rejse tilbage til sine gambiske rødder og dels om hendes glæde og forventninger til sin kommende lillebror, der taktvis spirer som en lille frugt i farens kærestes mave – først som en lille mango og senere som en melon, mens digtene skrider frem. På trods af denne umiddelbare harmoni, mærker jeg alligevel en ulmende uro som jeg læser digtene. Denne uro igangsættes allerede fra første digt, der ildevarslende begynder og slutter med linjen: ”det kunne have været sådan”.
En slægtsfortælling
Samlingens digte varierer både i længde, stil og rytme. Hvad de dog har tilfælles er, at de alle danner rammen for et prosaisk handlingsforløb, der fortæller jegets familiehistorie – både den danske og gambiske. Det særlige ved digtene om jegets gambiske familie er, at de enkelte familiemedlemmer træder tydeligere frem som individer sammenlignet med digtene om jegets danske familie. Jegets relationer med fætteren Omar, kusinen Haddy og bedstefaren Boy bliver det tematiske omdrejningspunkt i en række af digtene, og jeg lader mig især rive med af digtene om kusinen Haddy og den intensitet, der præger disse: ”vi går og jeg giver Haddy en lang forklaring på hvor taknemmelig jeg er for hende og at jeg lige skal lære sedlerne at kende her og at den store seddel har jeg kun til når vi skal betale en chauffør når vi skal ud og besøge Boy på landet og at det jo er vildt mange penge det ved jeg godt”. I det citerede strækker sætningerne sig lange, og linjeskiftene bliver færre. Det øger digtets tempo på en måde, hvor det kommer til at lyde som en lang talestrøm, mens man læser det. Samtidig vidner citatet også om den ømhed og beundring jeget føler overfor kusinen og den afrikanske kultur.
Toubab – en fremmed
På trods af den hengivenhed jeg mærker fra jeget overfor hendes gambiske familiemedlemmer, kan jeg undervejs i min læsning af Toubab ikke undgå at hæfte mig ved, at det indimellem virker som om jeget står uden for det familiære og kulturelle fællesskab: ”far vil oversætte det / men Boy hører mig sige sit navn / far siger at / Boy siger at / jeg må huske at jeg ikke er en af dem / der kan kalde ham Boy”. Dette ræsonnerer med, at jeget i sin tid i Gambia jævnligt omtales som en ’halv’ eller ’Toubab’, som betyder ’en hvid’ eller ’europæer’, hvilket understreger en fornemmelse af, at jeget er fremmed overfor de andre. Selvom jeget understreger overfor Haddy, at hun ikke vil være hvid, beretter hun alligevel for læseren om, at det hun ønskede sig mest til sin konfirmation var ”at vågne til / hvidt hår hvid kjole / hvid hud”. Dette vidner om, at jeget ikke kun føler sig fremmed i Gambia, men lige så meget i Danmark, hvor hun til daglig bor. Efter at have læst dette sidder jeg tilbage med en kæmpe knude i maven. Jeg mærker en ung pige, der famler efter at passe ind og finde et sted, hvor hun hører til, men ikke får en forløsning på det.
En knust drøm om en bror
I slutningen af digtsamlingen kulminerer den uro, der har bygget sig op siden det indledende digt. Et digt, der indikerede, at noget kunne have været på en måde, men aldrig blev det: ”jeg tænkte på / at vores hud blev den samme / jeg tænker stadig på vores hud / hele tiden”. Jegets drøm om en lillebror som hun kunne spejle sig, falder fra hinanden, da faren og hans kæreste går fra hinanden. Jeget mister alt kontakt til sin bror og de følgende digte er smertelig læsning, da det her beskrives, hvordan hun må nøjes med at følge hans opvækst gennem distancerede facebook-opslag.
Efter at have læst Toubab sidder jeg tilbage med en kæmpe knude i maven, der ikke bare sådan lige vil gå væk. Men jeg vil alligevel på det stærkeste anbefale alle at læse denne rørende familiefortælling og på den måde lad sig blive klogere på, hvordan sorg, kærlighed, ensomhed og systemisk racisme også kan se ud.
Leave a Reply