Anmeldelse af Christoffer Thunbo Pedersen: Hekseløbets blommetyder, udgivet på Det aarhusianske forlag Herman & Frudit d. 25. august 2023.
Anmeldt af Viktor Woetmann Olsen
Foto: Viktor Woetmann Olsen
Christoffer Thunbo Pedersens blot anden digtsamling cementerer ham som en af Danmarks mest lovende forfattere (og uden tvivl dansk samtidslitteraturs bedst bevarede hemmelighed). Hekseløbets blommetyder spænder vidt i både form, indhold og kvalitet, og bør uden tvivl læses af enhver, der interesserer sig for dansk poesis fremtid, da Thunbo atter viser sig som en af de mest originale stemmer, vi har.
Hekseløbets blommetyder består af fire vidt forskellige dele, hvoraf de to første, en unavngiven og ”Vågeblæk”, er så rolige og ordknappe, at de fungerer som opvarmning til den tredje, ”Skitser til undergang”, og ikke mindst den fjerde og særdeles bombastiske ”Hekseløbets blommetyder – Glossolalia for vor Drue i 7 satser”. Digtsamlingen spænder vidt, ikke kun i stilleje, men også i indholdet, der bevæger sig fra vage beskrivelser af det guddommelige til dommedagssyner. Der er blevet plads til imponerende meget på samlingens beskedne 57 sider.
Vis og vag
Hele første halvdel af Hekseløbets blommetyder ligner mere en oldkinesisk visdomstekst, end den ligner et stykke moderne dansk poesi. Den virker som en slags moderne slægtning til Dao De Jing (daoismens grundskrift). Men hvor vismanden Lao-tse, der stod bag Dao De Jing, betegnede det uforgængelige i verden som ”Dao”, beskriver Thunbo et ”Det” og et ”En”, dog stadig med den samme minimalistiske vaghed som sin 2500 år gamle kollega i mystisk digtning. Læs blot følgende strofe fra første del:
”Det er noget som modtager / Man kan ikke slå det i stykker / Hvis nogen søler det til / hvis nogen forbander det eller brænder det / hvis nogen gør skade på det / Sørger det først / og tager senere angrebet ind i sig som næring / som ansatser til omsorg og visdom”.
I anden del dukker det førnævnte ”En” op og beskrives ligeledes som indehaver af overmenneskelige egenskaber – og er vel nok en personificering af ”Det”:
”En som kan se uden at se / som hører uden lyd / som mærker på tværs af umulige afstande”.
Strubesangervildskab
Beskrivelserne af ”Det” og ”En” bliver dog gentagende, men ved tredje del tager intensiteten til, og Thunbo udfolder for alvor sin sproglige og billedskabende kraft, som det blandt andet ses i ”Tredje skitse”:
”Brakstjerneyngel / I krogene af en blåsværtet mund / spisende af tidens indvolde / drikkende den blå fråde / som gærer i nattens pisrender”.
Noget så mærkværdigt som en strubesanger formår Thunbo også at finde plads til i ”Syvende kys”:
”Ni efterår har løsnet sig fra grotten / hvor strubesangeren sidder / og gnider sit jeg med fedt // Se, billerne med skjolde af rust / krydse det efeubeklædte gevær / år trille ned ad en sten”.
Som navnet på tredje del, ”Skitser til undergang”, angiver, er de skitser, og den endelige undergang, ikke bare billedligt, men også formmæssigt, påbegyndes i sidste del. Det anarkistisk legende navn ”Hekseløbets blommetyder – Glossolalia for vor Drue i 7 satser” er meget passende for teksten, der sandeligt flyder ud i glossolali. Det indledes blandt andet med et viltert citat af Peter Laugesen: ”Du børster tænderne med spansk pis”. Og det er også Laugesen, tankerne ledes hen på, når man læser sig gennem det automatskriftslignende afsnit.
I fjerde del formår den ellers unge Thunbo også at fornye sig selv. Det står i hvert fald i skarp kontrast til de tre forrige dele af bogen (især de to første) og hans debutdigtsamling Gennem dage af hyld og tjørn, der var præget af en sproglig elegance, som ikke ses i disse sprængfarlige vers. Således beskriver Thunbo livets grundvilkår:
”I denne verden / er der / Kaneldrys / Karbad / og Astarte // Ja marker af venskab hvor hundene logrer / En kæmpe salat af Jean D’Arc / Men øv bøv for det der er også agre af Ak / En suppe af Veråb som skal spises med gaffel / Der er kroge og afkog af mørket / hvor forskerprinsesser med himmerigs glans / smeder regler der gælder for hvert et sekund / hvor leg kun er vejen så længe man udhuler dens indre”.
Thunbo opfølger dette desperate afsnit med følgende legesyge linjer:
”Jeg / kan / ik / li / det // Jeg vil meget hellere have Coca-Cola og is / mens de der står på universet kun drikker tis”.
Hekseløbets blommetyder bevæger sig altså fra det, der ligner østlig mysticisme, over til en glødende smuk (og sjov!) sproglig anarkisme, som vel kun Peter Laugesen kan vove at måle sig med, og hvis højder ikke er nået siden Simon Grotrian. Thunbo finder mening og harmoni i en verden fuld af lidelse og er, som det hedder i bogens sidste vers: ”Tusmørkets Kolbøttefisker” – og hvilke kolbøtter, der fiskes op i denne lille bog! Det er ikke bestseller-litteratur, men udødelig poesi, som fortjener meget mere opmærksomhed, end det har fået. For Hekseløbets blommetyder er, sammen med Thunbos debut, ifølge mig en af de mest originale og visionære danske digtsamlinger fra dette årtusinde. På trods af manglerne i første halvdel, når den op på et sublimt niveau, man ikke kan andet end bøje sig for.
Leave a Reply