Anmeldelse af Johanne Lykke Naderehvandi: Rød sol, udgivet på Gads Forlag d. 22. september 2023.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Svenske Johanne Lykke Naderehvandis (tidligere Holm) roman Rød sol emmer af en krybende uhygge mellem linjerne på den ellers tunge atmosfære af kys, kærtegn og kærlighed. For hvad stiller man op, når tre forældreløse børn dukker op foran ens dør? Det er præmissen for det besynderlige plot i Naderehvandis kirsebærfarvede roman.
Parret, India og Kallas, er dybt forelskede og lever et harmonisk liv i deres fælles lejlighed. En dag vælger de at tage på besøg hos Kallas’ barndomsveninde, Desma, og hendes kæreste, Lafayette. Besøgets ro og gensynsglæde skifter dog hurtigt karakter, da det banker på døren, og de står ansigt til ansigt med tre fremmede drengebørn. Selvom det blot er børn, kryber en instinktiv uro gennem India og Desma, da de lukker de forsigtige og tavse drenge ind:
“Desma genner børnene foran sig hen til bordet, og de sætter sig, ranke i ryggen og med hænderne i skødet, som om de venter på at det hele skal vise sig at være en fælde. Hvordan skulle man kunne vide hvem der er ulv og hvem der er mor.”
Ingen vej tilbage
Alexander, Domenico og Grimaldi. Det er navnene på de tre drenge, der langsomt og varsomt åbner sig for de fire voksne, de er landet hos. Men ingen kan få ud af drengene, hvor de kommer fra, eller hvem deres forældre er. Det eneste, der står tydeligt frem, er, at Alexander som den ældste er meget beskyttende overfor de to mindre samt skeptisk og mistroisk overfor de voksne. Hverken India, Kallas, Desma og Lafayette ved, hvad der er det rigtige at stille op med drengene – men da en voldsom brand bryder løs i en nærliggende bjerglandsby, tvinges de til at tage stilling. India og Kallas tager drengene med sig i bil, væk fra brandfare og uro, hjem til deres lejlighed:
“Det er en dæmonisk morgen. Ved daggry stiger solen op af havet og drukner alt i et ubarmhjertigt lys. I bjerglandsbyerne er gaderne dækket af et tykt lag sod. Overalt katastrofer og ruiner.”
Uden helt at have ænset det står India og Kallas altså med ansvaret for tre børn, der ikke tilhører dem. Da de beslutter sig for at inddrage myndighederne, begynder sandheder om drengenes baggrund at pible frem, og skænderier mellem India og Kallas bryder løs.
Magthierarkier og moderskab
Naderehvandi skriver med en tung, poetisk og billedskabende stemme, som lægger et passende stemningsfuldt slør over den aparte fortælling. Situationen, som India og Kallas står i, er ikke både vanskelig og uoverskuelig. For hvem kan gøre sig til dommer overfor fremmede børn? Hvem tilhører børnene? Tilhører de overhovedet nogen, eller er de i virkeligheden deres egne, autonome individer, hvis selvstændighed de voksne ikke anerkender? Gennem India portrætteres det etiske dilemma i ønsket om at imødekomme sine indre, moderlige følelser over for børn, hun egentlig ingen magt har over:
“I det ene øjeblik kan det falde hende ind at de er svindlere alle tre, bittesmå blufmagere, og i det næste løber skammen over hende som tyk sirup, når hun husker at de kun er børn, at blufmageren er hende selv, en voksen som spiller mor fordi det passer hende.”
Rød sol er en roman, der ikke minder om noget, jeg har læst før. Den lægger sig et sted i skellet mellem kærlighed og krimi, tryghed og trøstesløshed. For mig at se er den, med sin alternative vinkel, et forfriskende bidrag til samtidslitteraturens bølge af moderskabslitteratur. Der stilles vigtige spørgsmål til ikke bare rollen som forælder, men også forholdet mellem børn og voksne, mellem privatliv og myndigheder.
Leave a Reply