– om Pablo Llambías’ ”Hundstein” (2013)
Essay af Nicoline Thoning.
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Hundstein, var til arrangementet Kærlighed på Godsbanen den første februar, som ligeledes var udgivelsesdatoen for denne digtsamling. Her blev jeg langsomt revet ind i samlingens depressive rum, der uden blu fastholdt mig med sine nøgne bekendelser. Værket virkede både ærligt og påtrængende – og jeg hadede det med samme begejstring, som jeg elskede det.
Det var samme følelse, der ramte mig, da jeg læste samlingen, fra ende til anden, flere måneder senere. For der er noget befriende ved at disse sonetter er så direkte og blotlæggende, samtidig med at jeg provokeres, når de ikke altid handler om noget. Der er noget interessant ved den dragende kraft i samlingen, der fordrer, at jeg nysgerigt vender siderne, mens jeg har lyst til at lukke øjnene i foragt.
Stilen er meget enkel, og siderne fyldes med parataktiske sætninger, som med en tør tone behandler emnerne: ”Kunst, angst og kærlighed”, som det lige så nøgent og rammende forlyder på bogens bagside. Der siges hverken for meget eller for lidt, hvilket for mig er kendetegnende for denne samling, hvor tingene siges, som de er.
I samlingen finder man et kommenterende og reflekterende plan, som fylder meget, idet sonetterne er små tankestrømme om et af de ovenstående emner eller en situation i henhold til disse. Men af og til er det som om, refleksionen trækkes op på et endnu højere niveau, hvor jeg personlig føler, at samlingen lykkes rigtig godt. Et eksempel på dette er, når digterjeget påpeger nogle af sine stilistiske virkemidler, som den opmærksomme læser allerede har opdaget flere sider tideligere. Dette er medvirkende til at påpege læserens rolle i receptionen af dette værk, og endnu vigtigere værkets bevidsthed om dette. Hele tiden prikkes til læseren og den pagt, ethvert værk uundgåeligt må indgå:
”Læseren kender mig efterhånden. Hvad tror du, kære læser, ville det være positivt eller negativt.”(s.79)
Men denne hyperbevidsthed omkring værkets interaktion med læseren, gør det samtidigt meget tydeligt, hvorledes læseren manipuleres rundt i manegen – holdes lidt for nar. For værket har, så at sige, læst læseren først.
Ydermere er det et dybt turbulent og selvmodsigende værk. Hele tiden bliver læseren trukket mellem mørke depressive fraser og fraser af spæde håb, for blot at bliver trukket tilbage i mørket igen. Således efterlades der intet håb om bedring af det skrivende jeg, som er tynget af angst i alle begrebets afskygninger. Her optrævles et plaget sind, og det er med denne malstrøm af modstridende følelser, at læseren tvinges ud på en færd, hvor et hav af reaktioner genereres. Og det er netop det fine ved denne digtsamling, at forargelse og fascination bestandigt flyder sammen i læsningen.
Leave a Reply