Anbefaling af Christina Hesselholdt: Gennem et filter af rødt, udgivet på Vinter Forlag d. 6. september 2024.
Anmeldt af Stinne Bjerre
Foto: Stinne Bjerre
I romanen Gennem et filter af rødt får læseren et intimt indblik i to søskendes tilværelse – en tilværelse, der er gået i stå. I et lille hus nær en skov lever de sammen trygt og forudsigeligt, isoleret fra omverdenen og dets mange påbud. Til gengæld svælger de i mismod og meningsforladthed. For hvor længe kan man gå rundt i andres boksershorts, leve af andres penge og ikke engagere sig i andet end sit eget selvdestruktive sind?
Gustava er flyttet ind til sin bror, Mikael, mere eller mindre mod hans vilje. Hun har tidligere arbejdet som psykiater, men er nu arbejdsløs. Broren lider af en psykisk lidelse, som blandt andet gør, at han isolerer sig og trives bedst alene – en tilstand, der forstyrres af Gustavas tilstedeværelse. Søskendeparret har levet sammen et år – Mikael tilbagetrukket i sit soveværelse, og Gustava henvist til sofaen i stuen. Begge er de forstenet i passivitet. Deres hverdag foregår inde bag husets fire vægge, hvor de går rundt i pyjamas med uredt hår og (for Gustavas vedkommende) ser fjernsyn, selvom hun er klar over, at det er den direkte vej mod den dybe afgrund. Det eneste, der synes at kunne udfordre deres apatiske tilstand, er de to ugentlige besøg af hushjælpen Bruno, som udover at hjælpe til med det praktiske i huset forsøger at minde søskendeparret om, at der eksisterer en verden uden for dem selv, der kalder på dem.
Lammet af sorg
Størstedelen af romanen er fortalt gennem Gustavas perspektiv. Hun er i sorg over at have mistet sin mor, hvis nylige død bliver katalysator for Gustavas forfald:
”Hvorfor søger jeg ikke arbejde? Min modvilje er stor – ethvert krav får mig til at rulle mig sammen på pindsvinevis med strittende pigge. Hvis nogen vil have mig ud af røret, må vedkommende gribe om denne stikkende uniform. Men at tage et pindsvin op kan stresse det så det dør.”
Det plager Gustava, at hun ikke kan tage sig sammen; rejse sig fra sofaen og tage del i verden. Noget i hende stopper hende, og hun kan ikke få greb om hvad. Hun er larmende bevidst om og skamfuld over sin selvforskyldte undergang, men magter ikke at gøre noget for at ændre det:
”Jeg henter energi i køleskabet som jeg næsten er nabo til på min sofa. En farlig nabo at have. Jeg læser som sagt ikke længere. Jeg ser film det meste af døgnet (…) Når jeg tænker på min bevidsthed, ser jeg for mig et sammenfiltret fiskergarn. Film: spilde mit liv. Læse: bruge min tid godt. Det er stemplet på indersiden af mit kranium (…) Jeg må være blevet dummere. Og jeg har spildt så megen tid, jeg holder ikke ud at tænke på det.”
Kollektivt forfald
Som læser undres man over, at Gustava bor hos Mikael, som umiddelbart ikke ønsker hendes selskab:
”Jeg har hægtet mig på min bror. Han lever et afsondret liv. Det vidste jeg godt i forvejen, men det er noget andet at bevidne det. Jeg har nu observeret ham i over et år mod hans vilje (…) Før jeg kom, holdt han sig på afstand af verden uden for haven, jeg er verden der er trængt ind på ham. Jeg er iglen på eremitten.”
Mikael og Gustava går hinanden på nerverne, og som søskende ved de, hvilke knapper de hver især skal trykke på for at fremprovokere en reaktion hos den anden. Alligevel er der ingen af dem, der gør noget for at ændre situationen. Det er, som om de fastholder hinanden i mismodet – trækker hinanden ned i det depressive dyb. Det faktum, at de bor sammen som voksne mennesker, leder til fornemmelse af, at de ikke blot er gået i stå, men måske ligefrem befinder sig i en form for retræte fra voksenlivet mod barndommen, hvor ingen af dem formår at sætte grænser for sig selv. Hjælpen skal hentes udefra.
Når verden kalder på os
Det, der skaber opbrud i Gustava og Mikaels handlingslammede og formålsløse tilværelse, er de ugentlige besøg af hushjælpen Bruno, som også er Mikaels barndomsven. På omsorgsfuld vis påtaler han de to søskendes ugidelighed, selvynk og ansvarsløshed og opfordrer dem til at engagere sig i verden. Han bliver på den måde søskendeparrets ”overjeg”, deres dårlige samvittighed over at melde sig ud af verden – som Gustava selv beskriver det: ”Han er (…) det sted vi gerne vil hen, men ikke kan komme.” Alligevel synes Bruno at have en eller form for indvirkning på både Gustava og Mikael. Ud af det blå dukker en mystisk sø op tæt ved Mikaels hus samtidig med, at han modtager en regning fra Vandværket på flere 100.000 kr. Det sætter Mikael i bevægelse. Hvad angår Gustava sniger en begyndelse forelskelse sig ind på hende og farver tilværelsen anderledes end hidtil. Noget tyder på at være i forandring.
På trods af det stillestående, som præger meget af fortællingen, opstår der altså alligevel en bevægelse i karaktererne hen mod romanens slutning. Som læser blev jeg særligt ramt af beskrivelserne af måden, hvorpå søskendeparret mere eller mindre ufrivilligt melder sig ud af livet og – på meget menneskelig vis – hengiver sig til forfaldet, som de ikke af egen kræft kan overkomme. Der er en sorgfuldhed over karakterernes opgivelse og mismod, og samtidig aner man en styrke i deres gensidige forpligtelse på hinanden og ikke mindst hjælpen og omsorgen udefra. Jeg oplevede Gennem et filter af rødt som en rørende og eksistentiel roman om, hvordan der selv i menneskets dybeste håbløshed og uundgåelige kriser kan findes veje tilbage til livet – og at det er svært, om end umuligt, at leve et afsondret liv, når der er mennesker i verden, der kerer sig om en.
Leave a Reply