Essay over digt uden titel af Mikkel Roosevelt Hertz fra tidsskriftet Henfald 1/2016
Af Imone Dahl
Fotograf: Bio af Mijo Sandvej / udstillet i tidsskriftet Henfald 1/2016
Tankerækker, associationer, sansninger; disse tre ord er klassisk inventar i kritikerens ordforråd. De er begreber der dækker over nogle dejligt abstrakte størrelser, og det er måske især derfor, at de nærmest er buzzwords inden for digtanalyser. Poesi kan være svært, fordi det fremstiller en slags underliggørelse af virkeligheden. Dette kan karakteriseres som et klassisk digtergreb, hvor man gennem underliggørelse af nogle helt almindelig fænomener får læseren til at se på verden med nye øjne. Det er netop dette som digterkunsten kan – at åbne folks øjne for alle mærkværdighederne inden for det fuldstændig normale.
Mikkel Roosevelt Hertz viser i sit digt uden titel, hvordan denne underliggørelse for eksempel kan se ud, idet han sætter genstande sammen, som læseren umiddelbart ikke selv ville have set sammenhængen imellem: ”denne oktoberdags stemning/ er tung og grå/ som en hval” og ”eftermiddagens sammenkrøbne lys/ har farve som mellemlægspapir”, eller en af mine personlige favoritter: ”mørket drypper ud/ som en stærkere og stærkere/blanding af ribenasaft”. I disse tre eksempler ses en form for underliggørelse, hvor fænomener bliver inddraget til at sige noget om genstande, som de ikke umiddelbart har en logisk kobling med. Men det er netop dette som digterkunsten kan – at sige fra over for logikkens slavearbejde, og påvise meningen i alle disse vilde og til tider vanvittige forbindelser. Det er her kun kreativiteten der sætter grænser. Sammenhængen mellem mørke og Ribenasaft havde jeg ikke selv tænkt på, og dette viser også digterens vigtige rolle, der gennem sin nytænkning og kreativitet skaber denne underliggørelse. Idet mørke og Ribenasaft sættes sammen i dette digt, får jeg pludseligt et nyt syn på både mørke og Ribenasaft. Det kan sammenlignes lidt med, at man pludseligt får et par nye briller i en anden styrke, der enten vil fungere som zoom, skabe distance eller give en voldsom forvrængning. Synsforstyrrelserne gør, at man ser omgivelserne fra et helt nyt perspektiv, og at man derfra skal prøve at forstå essensen af de sammenbragte fænomener, som her er mørke og Ribenasaft. Forfatteren må have en grund til at lave den mærkelige kobling, og denne grund kan være svær at se med det blotte øje, men dette gør til gengæld, at læsningen af digtet bliver en endnu større succes, når man så formår at knække koden.
Mikkel Roosevelt Hertz’ digt har ingen titel, der kan hjælpe med afgrænsningen af digtet. Det er således ikke tydeligt, hvorvidt der er tale om ét langt digt, med nogle ekstra lange mellemrum mellem nogle af stroferne, eller tre separate digte. Stilistisk er digtene meget ens da de bruger denne underliggørelse, som jeg har beskrevet, men det indholdsmæssige taler for, at man skal se på dem som tre forskellige størrelser. Der er blandt andet er nogle nuancer rent stedsmæssigt, i forhold til, hvor digtene foregår. Mine tidligere eksempler er fra det første digt, der beskriver en oktoberdag med regn og mørke, hvor sansningerne er mange. Det næste har en stil, der minder om det første digt. Her også er en underliggørelse, der er en anden af mine favoritter: ”et blåbær indeholder/ nogle af livets/ vokaler”. Gennem associationer kobles ”vokaler” straks til alfabetet, og dermed bemærker jeg hurtigt, at to af vores danske vokaler lige præcis er til stede i ordet ”blåbær” Gennem koblingen og min associationsrække tænker jeg, at det er fuldstændig rigtigt at blåbær indeholder nogle af livets vokaler, da jeg her kobler livet sammen med ”å” og ”æ” og dermed forbinder det med det danske og det liv, som leves her. Fortolkningerne kan være mange, men det er lige præcis gennem digtformen, at der er plads til denne tanke- og associationsleg, fordi vi får så lidt præsenteret i poesien. Det vil sige, at det der er til stede er ladet med masser af betydning og det er gennem læsningen, at digtet åbner sig.
Det sidste digt i rækken vil jeg også kort nævne. Scenen er sat på en strand med en bro over vandet, og digtet sætter en stemning og en atmosfære op mod det uendelige: ”ja, det hele føles for stort/ det uendelige vægmaleri/ som øjnene rører”. Her finder underliggørelsen også sted, i hvilken forbindelse jeg gerne vil fremhæve dette citat: ”der må findes noget/ drivtømmer i sandet/ tømt for indhold”. Her bliver drivtømmer koblet med ”noget uden indhold”. Det er ikke en ualmindelig kobling, men det efterladte drivtømmer, der som sådan ikke har noget formål længere, fordi det bare flyder på havet, italesættes her så det får en betydning i stedet; nemlig betydningen af ikke at have nogen.
Det er disse små ting, som gør poesien til noget helt specielt. Gennem de mindste nuancer og sansninger, kan man pludselig læse større ting og sammenhænge frem. Det er dermed igennem poesien som medie og dens underliggørelse, at man får åbnet øjnene for alt det potentiale, der ligger i det helt normale og hverdagsagtige.
Leave a Reply