Et glemt mesterværk

Anbefaling af Marlen Haushofer: Væggen, udgivet på Gyldendal d. 26. november 2021, oversat fra tysk af Anneli Høier

Anbefalet af Shannon Færch

Foto: Shannon Færch

I Væggen fra 1963 er civilisationen gået til, stivnet bag en usynlig væg. En navnløs, midaldrende kvinde står på den anden side, og det, hun troede skulle være en ferie i en jagthytte i bjergene, bliver til et helt nyt liv, hvor overlevelsen og samlivet med en kat, en hund og en ko fylder alt. Imens skriver hun sin beretning ned på løst papir.

”I dag, den femte november, begynder jeg på min beretning. Jeg vil skrive alting ned så nøjagtigt som muligt. Men jeg ved ikke engang, om det virkelig er den femte november i dag.”

Man skal lede længe efter en læseoplevelse som Væggen. Man skal også forberede sig på en mulig bogsorg efter sidste side er vendt. Før jeg overhovedet selv fik bogen i hænderne, hørte jeg fra flere andre, at de var fuldstændig opslugte af den sære roman, skrevet af en herhjemme stort set ukendt, men prisbelønnet, østrigsk forfatter. Den gjorde noget ved dem. Så hvad er Væggens særlige magi?

En økofeministisk dystopi

Kvinden har indtil væggens opdukken boet i byen og levet ligesom de fleste andre mennesker. Med ’kun’ dyrene som selskab, nogle landmandsalmanakker i skabet og en del udstyr i jagthytten, må hun lære at klare sig i bjergene nærmest fra bunden. Intet af det, hun har lært i skolen eller arbejdet med det meste af livet, nemlig logaritmer, kan bruges. Hun er ”dårligt udrustet til det virkelige liv.” I hendes nye liv bag væggen holder meget af det, som før var så vigtigt, nemlig hurtigt op med at være det. Også spørgsmålet om køn bliver flydende og formløst:

”Samtidig mistede jeg bevidstheden om at være en kvinde. Min krop, der var klogere end jeg selv, havde tilpasset sig og indskrænket besværet ved at være kvinde til et minimum. Jeg kunne roligt glemme, at jeg var en kvinde. En gang imellem var jeg et barn, der ledte efter jordbær, så en ung mand, der savede brænde, eller, når jeg sad på bænken med Perle på mine magre knæ og så solen gå ned, et meget gammelt, kønsløst væsen.”

Jeget ”ligner mere et træ end et menneske”, og alle bekymringer om udseende bliver overflødige. Alene i bjergene kan hun reflektere over sit tidligere liv og samfundet som helhed fra et helt nyt perspektiv, der er både dystert, fascinerende og øjenåbnende:

”Man kan leve i årevis i nervøst hastværk i byen, det ødelægger ganske vist nerverne, men man kan holde til det i lang tid. Men i nervøst hastværk kan intet menneske bestige bjerge, lægge kartofler, hugge brænde eller slå hø mere end et par måneder.”

Væggen er skrevet i et nøgternt sprog, der sjældent afspejler nogen emotionel intensitet, selvom der er store og dybe følelser i spil. Hvis man leder efter et romantisk billede på ensomhed i vildmarken eller landlig idyl, bliver man skuffet. Overlevelse er en kamp, og jeget er ikke alene. Hun har alle sine dyr at kæmpe for, og nogle gange rammer katastrofen. Alligevel er bogen også fuld af stor skønhed. Langsomt forvandler jeget sig til en anden, hendes tidligere jeg er dødt sammen med væggens fremkomst – hun bliver mere og mere en del af skoven og livet i bjergene.

Et forsvar for dyrene

Væggen kan også læses som et forsvar for dyrs rettigheder, eller i hvert fald for sympati med alle de ikke-menneskelige væsener, vi kender så godt, men ofte tager for givet eller udnytter grænseløst i det moderne kapitalistiske samfund. I kampen for overlevelse, og i manglen på menneskelig samkvem, svinder grænserne mellem dyr og menneske hurtigt ind:

”Skrankerne mellem dyr og menneske falder meget let. Vi er én stor familie, og når vi er ensomme og ulykkelige, tager vi også gerne imod vores fjerneste slægtninges venskab. De lider som jeg, hvis de påføres smerte, og som jeg har de brug for næring, varme og en smule kærlighed.”

Mange passager beskriver dyrenes personligheder og finurligheder; hendes hund Luchs, kattene og koen har deres eget indre og ydre liv, som mennesket ikke altid kan forstå sig på. Selvom det er et hårdt liv, er der også glæde at finde netop fordi jeget jo faktisk ikke er alene. Kan vi være mennesker uden dem? Det ser ikke sådan ud. Jeget overlever primært, fordi hun har sine dyr, og fordi der er liv omkring hende:

”Jeg undrer mig over, hvordan hun kan holde ud at være alene dag og nat i sin mørke stald. Jeg ved så lidt om hende. Måske drømmer hun somme tider, flygtige minder, sol på ryggen, saftigt græs mellem tænderne, en kalv, der varm og duftende trykker sig ind til hende, ømhed, endeløse stumme samtaler fra forgangne vinterdage.”

Alt i alt er Væggen en fantastisk roman, der har fortjent sin egentlige status som en moderne klassiker, og som bør læses meget mere herhjemme. Man er ikke helt den samme igen bagefter.