Anmeldelse af Lasse Raagaard: Slip udgivet på Gyldendal d. 6. februar 2026.
Anmeldt af Asta Birkler
Foto: Asta Birkler
Jeg er fyldt af en vandig fornemmelse af altings uløselige sammenhæng efter at have læst Lasse Raagaards sanseligt smukke roman Slip.
Der synes at være en samtidslitterær interesse for vores præindustrielle fortid blandt danske forfattere. Olga Ravn vender tilbage til trolddomsprocesserne i romanen Voksbarnet, Jonas Eika besøger beduinkvinder i murstensromanen Åben himmel og Rasmus Daugbjerg undersøger fortidige troldeforestillinger i sin kapitalismekritiske roman Trold. For blot at nævne få eksempler. Nu vil den prisbelønnede forfatterspire, Lasse Raagaard, være med.
I Raagaards sanselige romandebut, Slip, som udkom på Gyldendal i februar, følger vi to sørgende kvinder, Lea og Rea, som lever i hver sin tid og spejler hinanden. Lea lever i vores nutid, mens Rea lever i den danske bondestenalder femtusind år tilbage. Tilfælles har de kærligheden og sorgen. Kærligheden til et menneske, de har mistet og sorgen herved.
Vævet af stjerner
Romanen indledes af Lus død. Lu ligger på Center for erhvervet hjerneskade kun få årtier inde i sit liv, uhelbredeligt syg. Her får han besøg af Lea, som ruller hans kørestol ud i regnen og kalder ham smukke:
”Hun mærker sin T-shirt blive våd over skuldrene. Hun bøjer sig ned over ham og lægger munden mod hans hals. Hans lidt uforklarlige lugt af Centeret blander sig med regnen, Lu synger, nynner. (…) Hun mærker Lus lyst til at forsvinde, måden han lukker øjnene på, nogle gange glider deres tanker gennem hinanden, sådan føles det.”
Det er gåsehudsfrembringende scener som denne, som står stærkt i romanen. Sansende, konkrete og våde. Og vand er da også et gennemgående tema i romanens ydre og indre.
I romanens andet tidspor svømmer Rea ligeledes ud i fjorden, hvor hun ”mærker vandets enorme omgive sig. Vævet af stjerner.”
Det er jo poesi!
Hydrofeministisk
Som nordiskstuderende er det svært ikke at skele til Astrida Neimanis teori om hydrofeminisme, mens jeg læser Slip. Den feministiske forsker og forfatter påpeger med hydrofeminismen, hvordan mennesker hovedsageligt består af vand, og på den måde ikke er adskilt eller isoleret fra sine omgivelser, som ligeledes består af vand, men derimod flydende forbundet hermed. Og ja, det kan være strengt at lede efter en forfatters intentioner bag et værk, men jeg kan alligevel ikke dy mig for tanken om, at Raagaard har haft hydrofeministiske intentioner, da han lod Lu og Leas tanker glide gennem hinanden lige dér i regnen.
Kropslighed og sanselig fortabelse
I forlængelse heraf virker det ikke tilfældigt, at Lu med sit navn henviser til den kinesiske tankeretning, daoisme, hvor man mente at kunne opnå udødelighed ved at skabe forbindelse mellem krop og univers. En sådan forbindelse er også til stede i Slip i kraft af både det kropslige og det universelle. Eksempelvis er kropsligheden knyttet til stenalderkvinden Harjas død velbeskrevet:
”Forrådnelse lugter ikke længere så kraftfuldt, at den overvælder Rea. Harja ligger på et leje af flettede grene, der løfter hende over jorden. Rea går tættere på og bøjer sig ind over Harja. Hendes øjenlåg er størknede til en tynd overflade og buer ind i øjenhulerne. (…). Hendes kindben og hage stikker frem, læberne er forsvundet, tandkødet næsten også, munden har åbnet sig og blotter tænderne, gullige, lyse.”
I romanens poetiske og svævende struktur udgør de mange konkrete sansninger et anker, et sted at opholde sig. Det er modigt at betragte den døde krop med så nærgående øjne. Og Raagaard lykkedes med at balancere både forrådnelsen forbundet med en død krop og de mere filosofiske og mystiske sider af døden på den anden.
Efterladt med en abstrakt undervandsfornemmelse
Det er tydeligt, at Raagaard har tænkt sig om. Slip er en roman med filosofiske ambitioner om at fabulere over liv og død, både fra de dødes og de sørgendes perspektiv. Og tankerne er interessante, bestemt. Men da Lu et sted i romanen stirrer ned i en grusgrav, hvor ”vandet på bunden af grusgraven giver ham en abstrakt undervandsfornemmelse” bliver det alligevel for tænkt til min smag. Undskyld mig, men hvad betyder det overhovedet? En abstrakt undervandsfornemmelse? Det er i passager som denne, at romanen vil sine filosofiske fabuleringer mere end sine scener. Og det er ærgerligt, når Raagaard tydeligt udviser sanseligt fingerspitzgefühl.
Leave a Reply