Vanvidswestern

Vanvidswestern

Vanvidswestern

Anmeldelse af Dorothy Scarborough: Vinden, udgivet på forlaget Escho d. 24. april 2022, oversat fra engelsk af Hans Peter Madsen.

Anmeldt af Shannon Færch

Foto: Shannon Færch

Vinden er en usædvanlig og halvglemt westernklassiker fra 1925. Den unge kvinde Letty må i 1880’erne rejse fra sit hjem i det grønne og fredelige Virginia, til en udørks ranch i det forblæste Texas. Men Letty er romantisk, barnlig og uerfaren efter sin idylliske opvækst i Virginia, og passer slet ikke ind i det barske, texanske pionerliv på prærien.

Romanen selv passer heller ikke ind i sin egen genre. Det er en westernroman uden mandlig hovedperson, hvilket var uhørt på den tid, bogen originalt blev udgivet i. Det er i stedet kvindernes lod i et forblæst land, der står i centrum. Den indeholder derfor både køns- og økokritik, samtidig med, at den tegner et heftigt billede af det langsomme fald ned i vanviddet. De høje forventninger til en pionerkvinders kunnen er mere, end Letty kan udholde. Samtidig truer præriens voldsomme vind, der med ét kan tage form som en cyklon, konstant med død og ødelæggelse.

”Hvordan skulle en skrøbelig, sart kvinde kæmpe mod vinden? Hvordan skulle hun sætte sig op mod en vild, råbende stemme, som aldrig lod hende kende stilhedens fred – en uimodståelig kraft, som pressede mod hende dagen lang, en nøgen, kropsløs vind – ligesom et spøgelse des mere grufuld på grund af sin usynlighed – som hylede ad hende tværs over de øde egne om natten, kaldte på hende som en dæmonisk elsker?”

Vinden

Som sendt fra helvede nedbryder vinden langsomt præriens kvinder, ødelægger deres hud, hår og sind. Den sammenblandes med texanske myter om ”en hingst”, der farer over prærien, ”ufanget og ufangbar”, ”et væsen med en djævelsk visdom”. Lettys vanvid tager også langsomt form som en personliggørelse af vinden, der tilsyneladende har bevidsthed, og er ude efter at knuse hende. Vinden er på én gang en overnaturlig repræsentation af patriarkatets og naturens nådesløse kræfter over for en forældreløs ung kvinde.

”Den kan meget ofte ødelægge en kvindes udseende og nerver. Den tørrer hendes hud ind, til den bliver brun og sej som læder. Det er lige ved, at den stikker hendes øjne ud med alt det sand, den blæser ind i dem dagen lang. Den går hende på nerverne med sin konstante blæsen – gør hende irritabel og nervøs.”

Prærielivet

Udsat og ensom lever Letty først med sin onkel, der er gift med en af præriens stærke, arbejdsomme, men også krigeriske kvinder, og siden med den unge kvægdriver Lige. Ud af desperation gifter hun sig med ham, for at søge beskyttelse fra onklens furie af en kone og den uhyggelige vind. Situationen bliver dog ikke meget bedre for Letty, der samtidig må udholde en uset tørke, som langsomt dræber kvæget og kvæler alt grønt liv. Alle de opgaver, en kvinde skal kunne med meget få remedier langt ude på prærien, er ikke noget Letty har lært, og hun må famle sig frem som i blinde.

”Åh, hvorfor lærer piger ikke at tjene til føden og klare sig selv, præcis ligesom mænd?”

Der vokser ingen kærlighed op i Letty for hendes nye liv eller land. Når hun ikke slider og forsøger at holde sandet ude af huset, synker hun ned i minder om det smukke, frodige Virginia og alt det grønne liv, som mødte hende der. Kontrasten er skarp og gentages næsten måned for måned, en vedvarende understregning af præriens måneagtigt tomme landskab og naturens mange sider. Hører mennesket overhovedet til på prærien? Letty synes det ikke, og måske gør vinden det heller ikke.

”I gamle dage var vindene kvindernes fjender. Hadede de dem, fordi de i dem så symbolet på den civilisation, som langsomt måske ville mindske deres egen magt? Fordi det var for kvindernes skyld, at mændene byggede huse, ligesom de engang havde lavet jordhuler? – for kvindernes skyld, at mændene øgede deres besætninger, omskabte de uindhegnede græsningsarealer til farme, lavede furer i den jord, der ikke havde set en plov siden tidernes morgen? – for kvindernes skyld, at mændene stjal sandet fra vindene?”

Skandaleudgivelse

Originalt udgivet i 1925, var romanen en skandale. Texanerne brød sig bestemt ikke om det billede, der blev tegnet af dem og deres liv, og de var overbeviste om, at nogen fra nordstaterne måtte stå bag. Romanen udkom nemlig først anonymt, men snart blev det klart, at forfatteren var kvinden Dorothy Scarborough, som selv havde boet i Texas. Vinden er da også en grænsesøgende fortælling, både om kvindens rolle i det patriarkalske samfund, og om det vestlige menneskes indtog på de amerikanske vidder.

Jeg læste bogen på få dage, og vil kalde det en intens oplevelse – den er både medrivende og frustrerende, med Lettys langsomme nedbrydelse og karakterernes livagtighed. Den gemmer dog også på stor skønhed, både i de detaljerede beskrivelser af naturen i Virginia, og af de særlige fænomener i Texas som vidunderet ved solnedgang og solopgang. Selv den uhyggelige, knusende vind er der noget magisk og dragende ved.