Anmeldelse af Arthur Schopenhauer: Imod universitetsfilosofien, udgivet på Forlaget Klim d. 19. februar 2026. Oversættelse og efterskrift ved Martin Pasgaard-Westerman.
Anmeldt af Thomas Møberg Thorsen
Foto: Thomas Møberg Thorsen
Schopenhauers skarpe krav om at søge sandheden for dens egen skyld er kærkomment i en tid, hvor den selvstændige tænkning er på tilbagetog.
Det kan sommetider se ud som om, at den tid, Schopenhauer frygter, hvor meningsløsheden har fortrængt indsigten og forstanden, for alvor er indtruffen i netop disse år. I 2024 kårede Oxford ”brain rot” som årets ord, og på internettet cirkulerer allerede de første manipulerende AI-genererede Holocaustbilleder, hvis ophavsmænd ganske tydeligt ikke er interesserede i andet end opmærksomhed (altså penge). Men allerede Schopenhauers samtid bar præg af en tænkning, der – ifølge ham selv – var yderst fordrejet og undlod at tjene den egentlige sandhed. Kritikken heraf har han samlet i det værk, der netop er oversat til smukt dansk: Imod universitetsfilosofien.
Kritik af ”katederfilosofien”
Det boglange essay Imod universitetsfilosofien er oprindelig en del af et endnu større værk, Parerga og Paralipomena, som den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860) fik udgivet i 1851 og blev startskuddet til hans længe ønskede berømmelse. Schopenhauers ærinde med sit værk er tvedelt; dels vil han vise, hvordan samtidens mest populære filosoffer – særligt Hegel, Fichte og Schelling – fordærver filosofien med deres dunkle og alt for teologisk inspirerede tænkning; dels at afskrive netop disse ”katederfilosoffer” fordi de som antikkens sofister driver erhverv med filosofien og i virkeligheden – lyder kritikken – kun er motiverede af økonomiske og personlige interesser.
Schopenhauer er lærd til fingerspidserne, og hans stil emmer af filosofihistorisk overskud. Han er i sin kritik heller ikke uden humor, hvorfor han i beskrivelsen af den seneste tyske filosofis ”dunkelhed” bemærker, at englænderne har en talemåde for netop uklart og indviklet sprogbrug: ”It is like German metaphysics!” Den vittige bemærkning rummer imidlertid en dyb pointe. Schopenhauer mener, at dén, der tænker klart, skriver klart. Med andre ord: Hvis man mener at have noget afgørende at meddele, da vil man samtidig være omhyggelig med at formidle dette på en modtagelig måde over for læseren. Heroverfor står altså de dunkelt skrivende universitetsfilosoffer, hvis stakkels elever uvægerligt kommer til at forveksle indvikletheden med skarpsindighed.
Filosofi og religion
I Imod universitetsfilosofien finder man også Schopenhauers egne bud på, hvad filosofi er, og hvad den filosofiinteresserede burde beskæftige sig med. For ham er filosofi ”fornuftens forsøg på af egne midler og uafhængigt af enhver autoritet at løse eksistensens problem”. En sådan autoritet kunne eksempelvis være den herskende religion, men selv om Schopenhauer er ateist, afskriver han ikke religionen som sådan. Det drejer sig blot om at kunne skelne mellem videnskab og religionskundskab – mellem viden og tro: ”Selv i det tilfælde, at dette [det, som lader sig vide, red.] nu skulle vise sig at være noget helt andet end det, som man skal tro, så ville troen ikke været hæmmet herved, thi den er netop tro, fordi den indeholder det, som man ikke kan vide.” Religion fungerer som ”folkets metafysik”, mener Schopenhauer, men blander den sig med filosofien, fordærves denne. Derfor opfordrer Schopenhauer flere steder til at læse Kant, der har leveret vigtige kritikker af den metafysiske spekulation.
Imod universitetsfilosofien er et fortrinligt værk at få forstand af. Man er i godt selskab – ikke blot sammen med Schopenhauer og de filosoffer, han anbefaler (vigtigst heriblandt er Platon og Kant), men også med Martin Pasgaard-Westerman i kraft af hans klare oversættelse og oplysende efterskrift (det eneste, der her skal indvendes, er, at efterskriftets sidehenvisninger til Imod universitetsfilosofien konstant refererer 2-3 sider forbi). Værket er en relevant påmindelse om, at hensigten (økonomi, forfængelighed mm.) ikke må fortrænge indsigten, når der kommer til at udgrunde livets mening. I filosofien må man løsrive sig fra bagtankernes lænker, for ”frihedens atmosfære er uundværlig for sandheden.”
Leave a Reply