Af Kristin Vego
Den litterære foredragsforening Kakofoni på Aarhus Universitet havde torsdag besøg af den norske forfatter Tomas Espedal. Kristin Vego rapporterer fra arrangementet.
På trods af det utiltrækkende novembervejr er der et flot fremmøde i Nobelsalen denne torsdag aften, hvor Kakofoni har inviteret den norske forfatter Tomas Espedal til en litterær samtale med lektor Dan Ringgaard. Arrangementet har naturligt nok tiltrukket en del litteraturstuderende, men også publikummer uden for universitetet har fundet vej hertil. Aftenens gæst præsenteres af instituttets norske lektor Morten Auklend, som identificerer sig med den lille skare af dedikerede fans, der læste Espedal inden gennembruddet med bogen Gå – eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv i 2006. Herefter går Espedal selv på scenen for at læse fra sine seneste værker, inden samtalen med Ringgaard indledes.
På de sorthvide forfatterportrætter, man kender af forfatteren, ser han vejrbidt og alvorlig ud. Når han er på scenen – overraskende lav af højde og med den karakteristiske bergenserdialekt – er han lidt som et lille barn; ivrig, indigneret. Han bryder skiftevis ud i høj latter og et væld af skældsord.
Det selvbiografiske ’jeg’
”Jeg lægger ud med det centrale spørgsmål,” starter Dan Ringgaard, ”og lad os så få det overstået: Hvorfor skriver du udelukkende selvbiografiske noter frem for fiktive fortællinger?”
Espedal er lige nu aktuel i Norge med fotografi-bogen Mitt privatliv. Hans forfatterskab er et godt eksempel på, at den selvundersøgende prosa bestemt ikke er noget nyt fænomen i nordisk litteratur. Som det fremgår af titlerne på Espedals bøger udgivet omkring årtusindskiftet – Biografi (1999), Dagbok (2003) og Brev (2005) – arbejder han med en systematisk undersøgelse af de selvbiografiske genrer. Projektet er ”et forsøg på at føre det ’fredede jeg’ fra lyrikken over på romanen,” forklarer Espedal. I digte bliver der aldrig stillet spørgsmålstegn ved tekstens ’jeg’. I prosaen, derimod, bliver ’jeg’et stillet til ansvar: Der bliver uundgåeligt spurgt ind til tekstens ærlighed, dens virkelighed. Espedals prosa er et forsøg på at tage realismen et ekstra skridt. Det er, som Auklend siger i sin introduktion af Espedal, ”en litteratur som både afslører og tildækker i én bevægelse”.
Arbejdet som forfatter består også i at læse. For Espedal er læsningen et studie, en slags forskning i litteraturen; han læser for at afkode bøgerne deres metode. Han fremhæver Marguerite Duras og Peter Handke som forfatterskaber, han har taget særligt ved lære af: ”Al litteratur gentager anden litteratur”.
Tingenes værdi
I modsætning til hans vandrekammerat, der river siderne ud af bøgerne efterhånden, som han læser dem, for at lette vægten, når de går, er Espedal optaget af bogen som materiale. I hans værker sammenligner han forfattervirket med manuelt arbejde: Han skriver udelukkende i notesbøger og på skrivemaskine. Han interesserer sig for bøgernes layout og opsætning. Som en af publikummerne påpeger under spørgsmålsrunden, er der et særligt nærvær i Espedals tekster, en læserhenvendelse, som måske er forbundet med bogens materialitet.
Mitt Privatliv er fyldt med billeder af Espedals skriveborde og arbejdssteder fra de seneste 15 år. Ifølge ham selv er han ’sygeligt’ optaget af orden – som det også fremgår af de sirligt opstillede fotografier i bogen. ”Det er vakkert!” udbryder han. Men de smukke ting kan også distrahere: ”Engang havde jeg det perfekte skriveværelse,” siger han, ”men jeg skrev ingenting. Sad bare og røg og så på mine ting.” Da han derimod havde en kaotisk hverdag som alenefar til to døtre, fik han skrevet som aldrig før.
Undervejs i samtalen bliver Espedal ved med at lægge hånden på den grønne lampe, som står på bordet imellem ham og Ringgaard. ”Ting får en særlig værdi, når man bor alene,” siger han skælmsk, mens han på det nærmeste kærtegner lampen. ”Man omgiver sig med smukke ting, som får en historie: De tomme møbler, som har tilhørt bedsteforældrene.” I huset i Bergen har Espedal over tyve lamper, som han hver aften går og slukker én for én. Han var ikke begejstret, da hans svoger engang tilbød ham at installere en fælles afbryder for alle lamperne: ”Holder du på at tage livet af mig?” Espedal har fundet sig til rette alene i sit store hus: ”Jeg tror, det er muligt at bo alene”. Her har han en fast arbejdsuge med skrivning og læsning. Fredag aften står i alkoholens tegn – ”så skriver jeg som en satan!” Næste morgen opdager han, at nattens produktion er et makværk. Men, som han siger: ”Så er man sluppet af med dét.” Skrivearbejdet er også en renselse.
Det samme gælder vandringen, som Espedal løbende vender tilbage til i sine værker.
”I Norge vokser man op med at gå,” siger han. ”Man vandrer i fjeldet, står på ski. At gå er en form for dannelse. Man ser landskabet. Man oplever at gå ind af en by og ud på den anden side.” Når man vandrer langt som Espedal, bliver man ydmyg, fordi man er afhængig af andres gavmildhed for kost og logi. Espedal fortæller om mødet med sigøjnere på landevejen i Rumænien. Om hvor dårligt, man bliver behandlet, når man lever som omstrejfer. ”Man bliver vred af at gå”, siger han. ”Man bliver politisk af at gå. Man bliver radikal af at gå.”
Litteraturens grænser
Espedal skriver ikke med litteraturindustrien for øje, eller for den sags skyld læserne.
”Den eksperimentelle litteratur er nødvendig,” siger han. I denne forbindelse roser han den nye danske litteratur, som er optaget af politik, krop og seksualitet. ”Der er sket en eksplosion de seneste år. Der sker noget vildt i Danmark lige nu, som man ikke ser i Norge på samme måde.”
I dag er begrebet ’selvbiografisk’ blevet en anstrengende kategori, som Espedal på den ene side er træt af og på den anden side ikke kan undslippe – flere gange under samtalen må han modvilligt bruge ordet om sig selv. Det er blevet en kategori, som de norske læsere og litteraturkritikere er ved at være trætte af. Som om det har været en kort trend, der nu er ved at passere. Men Espedal og hans kolleger har været optaget af emnet længe – ”og vi er for helvede ikke færdige endnu!”
Et afsluttende spørgsmål fra salen: ”Er der noget, man ikke kan skrive om?” Espedal nikker. ”Absolut,” siger han. ”Absolut. Absolut.” Efter en lang pause drister Ringgaard sig: ”Får vi mere ud af det spørgsmål?” Espedal har svært ved at sætte ord på, hvad det er, som sætter grænser for litteraturen. ”Når man skriver selvbiografisk får man færre og færre venner,” siger han til sidst kryptisk. ”Man skal passe på.”
Leave a Reply