Vi er sat i verden for at opdage

Anmeldelse af Josefine Dahl Olsen: Ingen af os blev, udgivet på Gutkind d. 8. april 2025.

Anmeldt af Andrea Sif Bragadóttir

Foto: Andrea Sif Bragadóttir

Josefine Dahl Olsens debutroman, Ingen af os blev,  inviterer os med på udveksling til Istanbul sammen med hovedkarakteren Sophie. Romanen byder på forvirrende kærlighed, tumultariske venskaber og navigeringen af 2016-kupforsøget mod landets korrupte regering og præsident Erdogan, hvilket vender Sophies verdensopfattelse på hovedet.

Jeg vil gerne starte ud med at sige, at der gennem min læsning var noget, der blev ved med at plage mig. Der var en disconnect til stede, men jeg kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det var. Da jeg havde læst lidt over halvdelen af romanen, gik det pludselig op for mig, at jeg grundlæggende ikke kunne lide hovedkarakteren. Alle de beslutninger hun traf, den måde hun agerede på og positionerede sig i sine relationer, går imod alt det, jeg selv ville gøre. Den måde hun kritiserer kunstnermiljøet, som hendes venner er en del af, men som hun alligevel længes efter adgang til, og måden hun gør sig selv lille på i mødet med nye eller intimiderende mennesker, var, kort sagt, utrolig frustrerende at være vidne til.

Unge kvinders eventyrlyst leder os væk fra det genkendelige

Men så begyndte jeg at overveje, hvad det var ved Sophie, der frembragte disse følelser i mig. Er det måske, fordi vi i virkeligheden ligner hinanden ret meget? Jeg tror nemlig, at vi deler en hel del karaktertræk, og hvis vi havde kendt hinanden i virkeligheden, kunne vi endda have været veninder. Fordi jeg, ligesom Sophie, er en slags udvekslingsstuderende i et fremmed land med fremmede mennesker, begrænset netværk og et bagland der virker meget fjernt. Bortset fra at jeg kommer fra Island og ikke flyttede længere væk, end blot til vores naboland. Det er lignende oplevelser, men alligevel ikke helt, fordi Sophie oplever sin udveksling på en helt anden skala, end jeg gør her i Aarhus. I det travle Istanbul læser Sophie en kandidat i sociologi, hun går i byen med sin intimiderende tyske roomie Martina, og hun bliver forelsket i Ali. Sophie er på en slags selvopdagelsesrejse, hun skal ud at opleve verden og komme så langt væk fra det behagelige København som overhovedet muligt.

En blandet oplevelse af storbyen Istanbul

Sophies historie er også en kærlighedshistorie om Istanbul; om alle de hjemløse gadekatte, om det mørke og mystiske Bosporusstræde, om at drikke raki med fremmede og spise på eksotiske restauranter sammen med venner. Vi lærer Sophie at kende, samtidigt med at hun lærer byen at kende. Vi lærer byen at kende gennem hendes øjne, hun er forvirret og udtrykker en længsel efter eventyr og at finde sin plads i verden. Men storbyen er ikke udelukkende sjov og ballade, den er også barsk og ustabil, og Sophie skal virkelig gøre sig umage for at føle sig til rette og gøre den til sit hjem. Hun navigerer ofte alene rundt i den store by, hun går på sprogskole og melder sig til tai-chi i en søgen på et fællesskab. På trods af al hendes umage, ender Sophie tit med at føle sig som et meget lille menneske i en vældig stor by. Hun lykkedes dog til dels med at få et fællesskab op at køre sammen med Ali, Günez og Martina. Men lige da vennegruppen er ved at falde på plads, har livet andre planer, og ingen af dem ender med at blive i Istanbul.

”Her har boet mennesker og familier i hundrede år, det hele er bygget af nogle andre, til nogle andre, og alligevel er jeg her også, måske kan man endda sige, at jeg bor her”

Politisk korrekthed, hipsters og performativ aktivisme

Romanen løber fra februar til november 2016, hvilket ikke havde nogen særlig betydning for mig ved første øjekast. Men som fortællingen skrider frem, tydeliggøres det, hvilken historisk og kulturel kontekst, vi befinder os i. I Olsens Istanbul fra 2016 bliver man konfronteret med hipsters, kunstnerkollektiver, flygtningekrisen i Syrien, den kurdiske frihedsbevægelse og et kupforsøg. Romanen rummer mange problematikker om vesten og demokrati, om ’white saviour complex’,  aktivistisk arbejde, og et behov der består i; at placere sig i en historie eller en tid – at have levet og oplevet, udelukkende for at kunne genfortælle det til andre:

”Jeg spørger, hvad en art director helt præcist laver, han kigger kort på sin store telefon, før han siger noget om kreativ ledelse, konceptudvikling og branding […] hvis bare han ville indrømme det: JA, jeg lægger digitale røgslør ud over unødvendige produkter, der skader miljøet, folk har ikke brug for dem, men jeg får dem til at føle det modsatte”

En universal erfaring

Ingen af os blev  har været en øjenåbnende oplevelse for mig. Jeg har overvejet de egenskaber, som jeg deler med hovedkarakteren, Sophie. Vi er begge dramatiske, urolige, eventyrlystne og mest af alt, ekstremt forvirrede og oveni det på fremmed grund. Sophies historie er nemlig en historie, som jeg tror, de fleste kan relatere til. I sin evige søgen på tilfredsstillelse, kærlighed og mening i livet, ender hun med at forvirre sig selv og bliver slået ud af kurs. Det er en historie der føles genkendelig, fordi jeg også selv har været der. Det er en universal erfaring, som alle oplever på et eller andet tidspunkt. For at nå hen til de gode ting i livet og finde sig selv, skal man igennem en masse oplevelser, som ikke altid er så pæne og positive. Igennem romanen får Sophie en form for forløsning – hun nærmer sig der, hvor hun gerne vil hen, hun realiserer sine drømme og giver læseren modet til at gøre det samme.