Anmeldelse af Søren R. Fauth: Du skal leve, jeg skal dø, udgivet hos Det aarhusianske forlag Herman & Frudit d. 24. oktober 2025.
Anmeldt af Johannes Møberg Thorsen
Foto: Johannes Møberg Thorsen
Du skal leve, jeg skal dø er Søren R. Fauths seneste digtsamling til minde om hans afdøde søster, Mette. Værket skildrer sorgens modsætningsfulde natur i en eksperimenterende og desorienterende form, der både taler i tomrum og pauser, og som forbinder kosmiske proportioner med tilværelsens gådefulde sammenhænge.
Du og jeg
Et “du” over for et “jeg”, at “leve” over for at “dø” sammenkædet og parallelført af et bydende “skal”. Alene af titlen på værket hensættes man i en tilstand af alvor, eftertænksomhed og sorg. Modsætningsforhold som disse løber i en klar linje igennem digtsamlingen, og man fornemmer, at de er sammenholdt af en indre nødvendighed. Det er gådefuldt at være til som menneske, ligesom det er gådefuldt at miste sine elskede, og modsætningernes sameksistens er i dette værk Fauths primære udtryksform. Det er et forsøg på at fastholde selve eksistensens grundvilkår: usikkerhederne i livet, sikkerheden i døden. Modsætningerne viser sig på forskellige måder med forskellige virkninger værket igennem. Enkelte er næsten naive og tangerer det floskuløse, såsom linjen “er solens varme kun en form for kulde?” Andre er tankevækkende og sætter spørgsmålstegn ved selve forudsætningerne for det værende og det ikke-værende som adskilte størrelser: “du er død/ du er ikke død// jeg lever/ jeg lever ikke// om lidt dør mor/ om lidt dør mor ikke”. Rørende er dog de modsætninger, som blander dødens abstrakte form med noget konkret eller materielt, og som lader denne afstand dissonere og vibrere i den mellemliggende tid: “Afstanden mellem din død/ og vores nye pizzaovn i gårdhaven”.
Kosmos og kaos
Et andet tematisk spor i værket er den opadskuende og kosmiske søgen efter søsteren i universets yderpunkter: “bag superkæmpen”, til en “hypernovafest” eller i et “sort hul”. I astronomiske fænomener, der betegner forskellige stadier af en stjernes død. Særligt sorte hullers forvrængning af rumtiden tillader det lyriske jeg at drømme om selve tidens opløsning eller astrofysikkens teoretiske mulighed for et gensyn med søsteren: “hvis du tager en masse og konverterer den til energi :/ lysets hastighed gange to/ måske/ hvis du begyndte din rejse nu?”
De astronomiske indsigter bliver dog, fornemmer man, let ironiserede; eksempelvis i forestillingen om, at man med naturvidenskabens målinger kunne mene, at “alt er inden for rækkevidde.” Man kan nemlig ikke måle døden. Selv de kosmiske proportioner kommer til kort i mødet med dødens uendelige uforanderlighed og uforståelighed. Astronomisk fakta preller med andre ord af på det lyriske jeg, som i forvejen er følelsesmæssigt bekendt med størrelsesordener hinsides den menneskelige forstand:
”så vi indeholder altså stjernestøv/ det vil sige/ det betyder med andre ord/ det er ikke fordi jeg ikke vil ud med det/ det er bare fordi jeg bliver ved// det har krævet så meget/ faktisk en hel del at lave os// stjernekollisioner/ det er bare det// ikke at det siger dig så meget nu”.
Antiform
Ved første øjekast ligner digtsamlingens formudtryk Fauths signatur: grafiske formeksperimenter med ekspressive linjeskift og tabuleringer. I tillæg hertil er siderne i digtsamlingen nu uden sidetal, hvilket svækker orienteringsevnen i værkets storform. Som et enkelt pejlemærke i midten af bogen er trykt en tegning lavet af nevøen Anton (et kubistisk hjerte). I stærk kontrast til denne illustration står de øvrige sider næsten tomme tilbage. Fauth har i værket sparet på ordene og taler i stedet pausernes sprog på larmende hvide sider. Det er næsten, som om bevidstheden løber panden mod muren i sit forsøg på at begribe døden, der både er desorienterende, tavs og omskiftelig:
”så er døden kvadratisk/ så er den oval/ så sikker/ så fast/ så lang og langsom/ så halv/ så hel// så stor som din// en eller anden idiot bliver ved med at ændre betingelserne”.
Sorgen i verdensaltet
Du skal leve, jeg skal dø er en kort og ordknap, men mættet og tankevækkende digtsamling, der viser sorgens tilstedeværelse og rækkevidde udspændt mellem sorte huller og barndomsminder. Fauth tegner et billede af sorgen som noget uigennemsigtigt, igennem hvilket tilværelsens forunderlige og modsætningsfulde fortsættelse alligevel må betragtes. Som når søsteren endnu kan sanses i alt det, hun har efterladt: ”nejende nerier, milde narkose/ er det dig der lander som kys på kinden?/ er det dig der blæser forbi i vinden?” Det er i passager som denne, at Fauth tegner sorgens konturer med en særlig, smuk tyngde: Når tankerne og sprogets stræben efter mening må give fortabt, og følelsen af savn står hjælpeløst tilbage – spinkelt som et rim.
Leave a Reply