Reportage fra Jørgen Leth og Reverse på Atlas d. 1. oktober 2015
Af Sophie Dolmer
Fotograf: Sophie Dolmer
Jeg husker tydeligt dén stemme fra min barndoms somre. Fra en rigtig sommerdag, indelukket i den varme stue, med min fars tredje kop Earl Grey-te og solen, der skinner over de franske alper i fjernsynet. Min far bryder ud i et ærgrelsens brøl, da op til flere favoritryttere kolliderer og vælter på stribe. Min kedsomhed afbrydes kortvarigt, men vender lidt efter stærkt tilbage. Ikke desto mindre bliver jeg liggende, henslængt i den hærdede, brune lædersofa. Noget holder mig fanget dér. Det er stemningen af en god tradition – og stemmen af Jørgen Leth.
I takt med tiden udviklede denne blotte kommentatorstemme sig til en person af langt flere spektre. En filminstruktør, en jazz-kritiker og -connaisseur, en elsker af kokkens datter, en ”gammel gris”, en kvindebeundrer, én som mange, men ikke alle, beundrer – en efterhånden ældre herre, der godt ved, han kan noget med digte og en digter, som bestemt kan noget med digte. Intet digt undgår følgeskabet af denne enorme karisma og den stemme, der var fast inventar i mine barndomssomre.
Vi ankommer til et Atlas, der er fyldt op med sirlige stolerækker, som skal give sæde til et mangfoldigt publikum af alt fra ældre sofistikerede herrer til, ja, en fnisende flok universitetsstudiner, der i virkeligheden ikke helt ved, hvad de har befærdet sig ud i. Fadøllene fyldes til randen, og salen summer af forventningsfuld snak.
Svenskerhår, sport og kvinder
Vores ubeherskede plapren afbrydes af hujen og klap, idet Jørgen Leth pludselig, nærmest som ud af ingenting, står på scenen. Minsandten! Altmuligmanden har anlagt sig et alligevel sofistikeret svenskerhår. Hvorfor dét skulle blive min første reaktion, har jeg ingen idé om. Måske skyldes det, at dette menneskes karisma er så uhåndterbar og samtidigt beundrings-værdig, at det leder mig hen på så basal en tanke som en frisure.
Trioen, Reverse, indtager deres pladser som et trygt ryglæn for digteren, der har placeret sig ophøjet på en barstol. Jørgen Leth byder velkommen, også til tre kendte cykelryttere, der befinder sig i rummet. Alle i salen afslører sig selv i at kigge ledende rundt. Med gravalvorlig humor påpeger Jørgen Leth sit nye Armani-jakkesæt og sit bordtennismesterskab fra en svunden tid i Århus. Han åbner den enorme digtsamling – ”Bibelen” kalder han den. Således fortsætter den kølige humor koncerten igennem.
Digteren indfører os i digtsamlingen Gult lys fra 1962 med digtet ”Nær nær”. Trioen bakker op med langsomme, intense toner, og ”Længslens kinesertråd” giver genlyd i kontrabassens strenge. Kronologisk fortsætter han igennem ”Bibelen”, og når han bladrer, er der intet hastværk. Der er dog intet tomt øjeblik, for trioen fylder dem ud med lækre toner af improviseret jazz, som også aftenens hovedperson tager sig tid til at nyde. ”Vi tager det som det kommer” er hans motto, det kan enhver vel se.
I 1966 udgiver Jørgen Leth den første digtsamling om sport nogensinde. Noget, han lægger vægt på i betoningen af sine ord. Fra denne samling Sportsdigte har han sat sig i sædet som sportsmand, hvor ”Drømmen om at eje en baghånd” anbringer publikum på en tennisbane, hvad end man har rørt en tennisketcher eller ej. Leth dedikerer det efterfølgende digt til den tilstedeværende cykelrytter, Michael Rasmussen, og musikerne slår hen i en hurtigt hoppende rytme, der kækt bakker stemmen op i ”Fausto Coppi”. Jørgen Leth læser op med en hævet, forhastet og intens tone. Musikken stopper med ét ved digtets punktum, og publikum bryder endnu engang ud i et forbløffet grin. Undervejs rømmer han sig og rækker ud efter rødvinsglasset, der varmt bakker ham og hans karisma op.
Jørgen Leths beundring af kvinder er aldrig blevet holdt for skjul. I 2005 måtte Jørgen Leth udholde offentlige hetz, der kaldte ham ”en gammel gris” og tilnærmelsesvist beskyldte ham for pædofili. Dette på baggrund af beskrivelser af fantasi-forholdet til ”kokkens datter”. Han måtte gå af kommentatorstolen i Tour de France og træde tilbage som honorær konsul. Når han nu roligt læser op fra op til flere lovprisende digte om kvinder som ”Her er en kvinde” (1967) og ”Holde dine hænder fast” (1987) (som efterfølges af flere siders digte om kvinde-beundring), forundres jeg over, hvordan en så fin kærlighed til kvinder kan blive opfattet som værende nærmest skamløs vulgære. Som han sammen med den rolige rytme reciterer ”… noterer mig hele arrangementet og elsker dig sagligt og detaljeret”, stikker min respekt for dette menneske kun dybere, for at holde fast i sin kunst.
Øjebliksbilleder
Han skaber øjebliksbilleder. Det er dét, han kan. Jeg husker ikke musikken og dens lyd ved hvert et digt. Jeg husker, hvordan Terkel Nørgaard med en spidsfindig lethed fører piskeriset henover trommesættets forskellige dele. Jesper Thorn på kontrabas har konsekvent tungen ude af munden for ligesom at smage sig frem til den perfekte lyd. Søren Gemmer fører nærmest kælent fingrene rundt på klaveret, der tilføjer de sidste vigtige dele til trioens musikalske helhed.
Det er ikke melodierne eller rytmerne, man husker bagefter; det er den stemning, musikken bidrager med. Den bliver en del af digtet i øjeblikket, der i kombinationen af Jørgen Leths ord og tonerne danner et fuldkomment sanseligt udtryk. Det er netop dét, der gør, at man kan befinde sig i en helt speciel stemning i et ”simpelt” digt som ”Lige nu ønsker jeg” fra digtsamlingen Glatte hårdtpumpede puder fra 1969. Dette handler primært om, at digteren snuser til sin arm, for så at have skrevet et digt. Eller når han reciterer ”Det er et hårdkogt æg”, udbryder ”hva’ så hest” eller uventet afslutter hele showet med ”Gå en tur” (2012), hvor han ligger på gulvet, fordi han intet andet gider. Alle sammen digte, der ville virke umiddelbare, næsten meningsløse, uden stemmen fra min barndom, uden kendskabet til dette menneskes karisma og, i aften, uden trioens improviserende bidrag til øjebliksbilleder, der tager dig med helt ind i digtene, som var det din egen behårede arm, du snuste til. Digte, der opsluger dig og husker dig på at tage det, som det kommer.
Ved showets bratte ophør efterlades jeg med en følelse af brutalt at være blevet skubbet ud i verden igen. I en time har jeg nærmest været ét med Jørgen Leth, der har ført mig gennem et virvar af forskellige øjeblikke, der ellers aldrig havde været en del af mit eget liv. Jeg vågner op fra ekstasen og husker pludselig på, at jeg igennem stort set hele koncerten har skullet tisse pga. den obligatoriske fadøl. Jeg har ganske enkelt ikke kunnet slippe sædet.
Leave a Reply