Anmeldelse af Kirstine Reffstrup: Jeg, Unica, udgivet på Gyldendal d. 16. februar
Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen
Fotograf: Camilla Engkjær Laursen
Den tyske digter Unica Zürn dukker frem fra glemslen i norske Kirstine Reffstrups debutroman, Jeg, Unica; en kunstnerroman om eksil, fortrængning og et uventet møde med en fortid præget af nazisme og et sønderbombet Berlin.
Jeg, Unica er en fiktiv roman om en historisk karakter; den tyske kunstner og digter Unica Zürn, som levede fra 1916 til 1970. Romanen foregår i 1957. Unica og hendes mand, kunstneren Hans Bellmer, har bosat sig i den franske landsby Ermenonville – langt væk fra Berlin og de tyske ruiner, som de er flygtet fra. Her lever de et stille liv med deres respektive arbejder, og deres eneste kontakt med omverdenen er den nysgerrige kroværtinde og børnene, der leger krig med hinanden: ”Tyskeren er der, han går rundt om huset, og tyskerne kommer, råbte de, gem jer, duk jer.”
Læseren får hurtigt en stærk fornemmelse af, at der er noget, der ikke bliver talt om mellem Unica og Hans, men som presser sig mod overfladen og vil ud. Da de modtager et brev fra Mr. og Mrs. Copley vedrørende et køb af et af Hans’ værker, indhenter fortiden dem. Tilbage i Berlin arbejdede Hans på en dukke, der lignede et rigtigt menneske. Problemet er imidlertid, at Hans ikke tog dukken med sig, da han flygtede til Paris. Der er ikke andet end nogle tegninger og fotografier tilbage.
Brevet bliver starten på et samarbejde mellem kunstnerparret Zürn og Bellmer, der sætter sig for at lave en ny dukke til Mr. og Mrs. Copley, men i takt med skabelsen vokser Unicas jalousi og ubehag ved dukken:
Jeg, Unica tegner et billede af to tyskere i eksil i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Deres liv forløber som ethvert andet ægtepars, men hverken de selv eller deres naboer kan glemme, hvad tyskerne gjorde for mindre end 15 år siden. Unica og Hans var ikke medlemmer af nazistpartiet og bidrog heller ikke til krigens rædsler og synder, men deres nationalitet er nok til at stemple dem som sorte får – selv over for fremmede børn. Under arbejdet med dukken kan Unica og Hans ikke undgå at se tilbage på deres tidligere liv i Berlin, og selvom det kun er for et kort øjeblik, kan de ikke lide, hvad de ser, og hvem de var dengang.
Kirstine Reffstrup har skrevet en sikker debutroman, der med et let og eksperimenterende sprog udforsker eksileksistensen og traumetilstanden set med Unica Zürns fiktive øjne. Jeg, Unica er ikke en historisk roman i klassisk forstand; den leger med fiktionen frem for at være afhængig af stenhårde fakta om historiske begivenheder og karakterer. Romanen er fortolkningen af et liv på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt i historien, og resultatet er kreativt, interessant og meget rørende.
Leave a Reply