Voksenlege

Anmeldelse af Miranda July: Den første onde mand, udgivet på Politikens Forlag d. 27. august

Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen

Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk

Mirandy Julys roman er på én gang let, elegant, sort og forfærdeligt humoristisk. Samtidig behandler den tunge temaer som moderskab, kvindelighed og kærlighed. Det er ikke nemt at være voksen, slet ikke for Cheryl Glickman, hvis drømme og ønsker for livet endnu ikke er gået i opfyldelse – måske fordi livet er en leg, og hun ikke kender de avancerede spilleregler?

Wonderchild Mirandy July har mange talenter: filminstruktør, kunstner og forfatter. Den første onde mand er hendes første roman, og jeg vil allerede her give den mine varmeste anbefalinger! Bogen handler om den excentriske 44-årige kvinde Cheryl, der imod sin vilje giver husly til sine to chefers fælles datter Clee, imens hun drømmer om det lidt ældre bestyrelsesmedlem og ven, Philip, og går til terapi for at komme af med sin globus hystericus (en psykisk lidelse, der forhindrer hende i at give udtryk for sine følelser – i stedet samler de sig som en hård klump i halsen, der gør det besværligt at spise og drikke).

Ved første øjekast minder Cheryl meget om Bridget Jones-karakteren, men det er hun langt fra. Hun er ensom, ja, men hendes voldelige og kærlige forhold til Clee og hendes distancerede omgang med andre mennesker gør hende til en meget sjovere og ganske interessant hovedperson at følge. Som læser ved man aldrig, hvor man har bogen, eller hvor man har karaktererne – især ikke Clee, der er både voldsom og omsorgsfuld, simpel og dyb samt feminin og maskulin.

Den første onde mand er en klog roman, der analyserer forholdet mellem voksne mennesker, som terapeuten Ruth-Anne Tibbet kalder for ”voksenlege”, der i Cheryl og Clees tilfælde antager en meget voldelig karakter: ”Jeg blev så befippet, at jeg i et kort sekund glemte, det var en leg. (…) Hun var lige bag mig. Så snart jeg var gennem døren, pressede hun mig op ad køkkenvæggen, på samme måde som sidst. Presset begyndte, der gik panik i mine knogler, og så begyndte en slags rytme at nynne i blodet på mig, det mindede om en vals – så jeg valsede.”

Det er en smuk roman om at være kvinde, om moderskab og om to umage kvinder, der for en tid bor under samme tag. Volden imellem Clee og Cheryl virker først brutal og irrationel, men de lader kun som om og ønsker ikke at volde hinanden alvorlig skade. De mange slåskampe er udtryk for nogle følelser, de ikke kan udtrykke uden for hjemmets fire vægge: de kan ikke blive irrationelt vrede og begynde at slå på folk; de kan ikke bare lade sig styre af deres følelser, men må handle efter de sociale normer og efter fornuften. Men hvad så med alt det, der hober sig op? Hvad med alt det, man holder inde, og som brænder under huden?

Den første onde mand er en rørende, sjov, poetisk og smuk fortælling, og jeg ville ikke have været foruden denne læseoplevelse.