Anmeldelse af Louise Juhl Dalsgaard: Skyggehjerte, udgivet på Grønningen 1 d. 21. april 2026.
Anmeldt af Dagmar Elisabeth Kristensen
Foto: Dagmar Elisabeth Kristensen
Med nøje udvalgte ord formår Louise Juhl Dalsgaard at tage os med ind i skyggesiden af kærligheden. Jeg sidder og venter på, at volden skal tage over, men problemet er, at den gennemsyrer alt. Det er ikke i én sætning. Den har hele tiden været dér: i tonen, i bevægelserne og i kærligheden.
”Det værste er ikke at elske et monster, men at elske et menneske af kød og blod, et menneske, der græder og kalder dig Elskede elskede, aer din kind”.
Manden der ikke vil fedte med kærligheden
I romanen bliver vi introduceret til en kærlighedsrelation, som starter ved et busstoppested. Den er mellem manden Martin og den kvindelige jeg-fortæller. Allerede ved første møde er kvinden forelsket, og Martin fører hende ind i en eventyrlig verden. Deres kærlighed er stor, og det virker for godt til at være sandt. Martin inviterer på japansk madlavningskursus, køber billetter til London og køber ethundredeogtoogtres pæoner fordi, at de har kendt hinanden i ethundredeogtoogtres dage – måske lidt for cheesy? Martin vil ikke fedte med kærligheden. En ret udansk egenskab, som jeg godt kan blive lidt misundelig på – evnen til at være til stede, og tillade sig selv at elske og leve fuldt ud. Min misundelse går dog over, og den bliver erstattet af et ubehag om Martins karakter:
”Så ændrer han pludselig tonefald, kommer mig i møde. Måske, siger han, er det, jeg i virkeligheden husker, at han bøjede sig ned over mit ansigt og spurgte til mine smerter. Hvor de kom fra, om jeg kunne pege dem ud? Men jeg holdt ikke om din hals, elskede. Hans stemme er fuld af omsorg”.
Sammenflettet historie på tværs af generationer
Et sidespor i romanen er tilbageblikket på kvindens barndom. Der opstår en hjerteskærende parallel mellem hendes forhold med Martin, og de øjeblikke hun har som barn. Hun får foræret et leksikon om planter af sin mor, hvor der er blevet sat kryds ved alle de planter, hun skal holde sig fra. Hun lærer at skelne mellem farligt og ufarligt, og hun gør sig umage med det. Desværre er mennesker ikke som blomster, og kvindens mor kunne ikke forberede sin datter på denne relation:
”Hver dag huskede jeg mig selv på, at bare fordi noget, som for eksempel guldregnens fang, var smukt, kunne det godt være farligt”.
Romanen sammenfletter kvindens historie med sin mors og mormors. Beretningerne om minderne fra barndommen står i kontrast til livet med Martin. Kvinden begynder at tvivle på sine minder og sin nuværende virkelighed. Der er så meget kærlighed i barndomsminderne, som bliver fjernet i relationen med Martin. Det åbner op for et liv før og efter Martin. Den navnløse kvinde bliver menneskeliggjort og jeg forstår, at det kan ske for alle.
“Græder vi over det samme, min mor, min mormor og mig?”
Med klump i maven
Igennem romanen kan jeg ikke undgå at få kvalme over manipulationen. Det er hårdt at læse om, hvordan et menneske kan komme til at tvivle så meget på sig selv, sin virkelighed og fortid. At et andet menneske kan have så stor en kontrol og komme til at fordreje hele virkeligheden.
Det føles næsten forløsende, når der foregår fysisk vold. Det fysiske er til at forstå og endelig kan vi tro på alle de ”røde flag” Martin udviser igennem romanen. For jeg har lært at tro på det bedste i folk. Jeg har siddet med en klump i maven lige fra begyndelsen. For jeg vidste det jo godt. Ingen kan være så gavmilde uden, at der er en konsekvens. Eller er det en indbildning fra mit eget liv? Dalsgaard lader ikke meget være op til læseren. Dette kan være en pointe i sig selv. Der skal ikke opstå tvivl hos læseren i forhold til hvor skylden ligger. Det er nok at kvinden i romanen tvivler på virkeligheden.
Skyggehjerte rammer plet i sin skelnen mellem omsorg og svigt. Mellem at huske og tvivle på hukommelsen. Mellem kærlighed og vold. Det er både skrækkeligt, men også vigtigt ikke at fortie denne vold. Dette er mit første møde med Dalsgaard, men det bliver ikke mit sidste.
Leave a Reply