• Hvad skal den historiske roman?

    Af Anne Skov Thomsen

    Den historiske roman nyder som genre stor popularitet i disse år. Bestsellere som Kim Leine og Kenn Folletts gigantromaner på mellem et halvt og et helt tusinde sider vidner om en markant interesse for og dragethed af disse fortællinger om svundne tider, hvad enten det drejer sig om kristningen af Grønland i 1700-tallet (som Leines Profeterne i Evighedsfjorden) eller borgerkrigen i middelalderens England (som Follets Jordens søjler).

    Men hvorfor egentlig, kunne man fristes til at spørge?

    Én af bevæggrundene for at læse historiske romaner vil formodentlig ofte være at ’lære noget’ om den periode, person eller begivenhed, som værket behandler. Mange kan vel godt lide tanken om, at læsningen således kan have en form for nyttigt formål udover den rene fornøjelse. Ligeledes kunne man forestille sig, at læseren af den historiske roman måske også værdsætter det realistiske aspekt i denne type bøger: at det er værker, der forholder sig til faktiske begivenheder og ikke blot til (fuldstændigt) fremmede eller opdigtede universer.

    Da jeg læste Harald Voetmanns roman Alt under månen fra 2014, der handler om Tycho Brahe og livet på øen Hven i slut 1500-tallet, syntes der imidlertid at være nogle andre forhold på spil. Voetmanns roman, der tegner et mere beskedent omfang på kun godt 150 sider, giver ikke læseren noget udpræget sammenhængende overblik over hverken perioden eller Tycho Brahes liv. Tværtimod konfronteres læseren med et labyrintisk spind af fortællerstemmer og episoder, der aldrig samles til et egentligt plot eller en overordnet pointe. Videnskaben vinder ikke over naturforfaldenhedens grundsten: dét, at vi, når alt kommer til alt, er underlagt skæbnen og tilfældigheden – og at vi til sidst skal dø. Et vilkår, der stadig er lige aktuelt i dag som på Tycho Brahes tid.
    I en kronik, netop om den historiske roman som genre, skriver Voetmann selv:

    “Når jeg skriver om Tycho Brahe eller Plinius, bliver de fiktion fra første øjeblik, og jeg gør mig intet håb om at kunne finde ind til en historisk kerne, et ægte menneske. […] De historiske rum er redskaber til at tale om verden, som jeg ser den, her og nu, men fra en skæv vinkel, med et fremmed blik på mennesket.” (Citeret efter Bukdahl, 2014)

    Og måske tror jeg, at det er i dette ’fremmede blik på mennesket’, at man skal finde den kraftigste magnetisme i den historiske roman. Vi læser også for at se verden fra en ukendt vinkel; ikke bare blive klogere på en periode eller en begivenhed, men nok så vigtigt på os selv som mennesker. Det historiske interesserer os, fordi det sætter nutiden i perspektiv. Vi spejler os i fortiden og forstår omvendt fortiden set i bakspejlet fra nutiden.

    oktober 26, 2015 • Debat • Views: 555

  • Kunst for kunstens skyld… Eller?

    Af Lisa Emilie Jørgensen

    For nylig anmeldte jeg Caspar Erics nyeste udgivelse, Nike. Og jeg var (og er stadig) meget begejstret for værket, der handler om den handicappede krop i den kropsfikserede, perfektionssøgende popkultur, som vi alle er en del af, om vi vil det eller ej.

    Mens jeg læste Nike fløj mine tanker mod den franske filosof Jacques Rancière, der beskæftiger sig med kunst og politik samt kunstens politiske potentiale. Han er især kendt for idéen om, at det genuint politiske, der faktisk kan ændre noget i verden, er tæt knyttet til det æstetiske (forstået som, hvordan vi sanser ting og tilgår ting med vores sanser). Rancière er generelt ret svær at læse og forstå, men jeg vil alligevel give mit eget, korte bud:

    Ifølge Rancière skal det ægte og genuint politiske ikke handle om konsensus, altså enighed mellem mennesker, men derimod om at tydeliggøre konflikten mellem hvis tale, der overhovedet prioriteres og værdisættes mellem mennesker. I den forbindelse introduceres begrebet ”delingen af det sanselige” (eller la partage du sensible), der som udgangspunkt er et neutralt begreb, en slags pendant til diskurs, og som omhandler en bestemt ”framing” af verden. I samfundet eksisterer en herskende deling af det sanselige, som er bestemmende for, hvordan vi opfatter og sanser virkeligheden – og dermed risikerer den herskende deling af den sanselige at undertrykke andre forståelsesformer og sansemåder. I forlængelse af dette har kunst og litteratur, ifølge Rancière, en privilegeret rolle til at bryde med den herskende forståelsesform og tilbyde nye måder at sanse verden på – og dermed kan kunsten og litteraturen agere politisk, uden at det er hensigten. Dét, som formår at bryde med den herskende deling af det sanselige, kalder Rancière for dissensus.

    Og det er netop dét, som jeg mener, at Nike kan. Da jeg læste Nike blev jeg selv præsenteret for en ny måde at opfatte verden på; en opfattelse, som tydeliggjorde, hvordan vi generelt opfatter den handicappede krop, og hvordan denne herskende tænkemåde virker undertrykkende. Det satte mine tanker i gang. Jeg vil da ikke være bleg for at indrømme, at jeg tidligere (desværre) også selv har bidraget til den herskende diskurs ved fx at bruge udtrykket ”spasser” og trække mit ene ben haltende efter mig, når jeg ”humoristisk” skulle illustrere den handicappede krop. Fremover vil tænke mig lidt mere om.

    Afslutningsvist mener Rancière, at et værk altså kan skabe denne ”æstetiske dissensus”, hvis det ikke har nogen intention om det. Men hertil kunne man fristes til at spørge, om litteratur ikke altid vil have den intention, som det er at være et produkt af sin tid – og dermed også en del af det politiske.

    Findes der overhovedet en ”kunst kun for kunstens skyld”? Bør den findes?

    Eller er al kunst og litteratur politisk? Kan man overhovedet skrive uden at forholde sig til sin omverden?

    Fik du ikke læst anmeldelsen af Caspar Erics Nike? Så læs den her.

     

    september 23, 2015 • Debat • Views: 625

  • Litteratur online

    Af Charlotte Elisabeth Christiansen

    I internettets mange kroge findes der utallige blogs, ikke mindst bogblogs, der både er af litterær og poetisk karakter. Visse blogs skrives både om og af forfattere;, de handler både om litteratur og politik, om det personlige og det offentlige. Andre blogs skrives ikke af forfattere, men skrives på en måde, ofte med udgangspunkt i dagligdagslivet, som måske nærmer sig noget, vi kan opfatte som litteratur. Den kortfattede og dagbogsagtige form, som mange blogs har, afspejles i disse år til dels i den nyere litteratur. Når sådan et overlap mellem blogs og litteratur tilsyneladende finder sted, er det oplagt at stille spørgsmålet: Er det bloggerne, der har indflydelse på litteraturen, eller er det litteraturen, der har indflydelse på bloggerne?

    De unge og spirende forfattere er selv vokset op med internetkulturen, og dermed blogs, så måske det er dette, der afspejles i deres tekster i form af det fragmentariske og sammensatte, det flygtige og det skødesløse? Der er noget ufærdigt og nonchalant ved bloggen som tekstform, og det er påfaldende, at den skødesløse og ufærdige tendens netop nu ligeledes afspejles i særligt den unge litteratur.

    At undersøge den indbyrdes indflydelse og sammenhæng mellem litteratur og blogs, som begge repræsenterer hver sin form for skriftkultur, kan umiddelbart synes at være en kompliceret affære. Det åbner op for en række andre spørgsmål, som vedrører, hvilken slags litteratur, og hvilken slags blogs, vi ønsker. Det åbner også op for en diskussion omkring, hvilken rolle litteraturen skal spille: Skal den afspejle den måde, skrift og tekst lever på online, og fungere som en forlængelse af den hurtige internetkultur, hvor den mimer øjeblikkelige, og til tider tankeløse, Twitter-opslag? Eller skal litteraturen fungere som en kontrast til dette, hvor den repræsenterer det langsommelige og eftertænksomme, og mimer den litterære skriveproces? Eller er og kan litteratur være begge dele på samme tid?

    Hvis litteraturen skal formå at fungere simultant på det hurtiges og det langsommeliges præmisser, er det nødvendigt, at vi gør os klart, hvilken rolle den langsommelige roman spiller i blogger- og internetkulturen. Kontrasten mellem det langsomme og det hurtige bliver stadigt større, og det påvirker vores måde at forholde os til litteratur på, og ikke mindst vores måde at læse litteratur på.

    Hvad betyder blogger-kulturen for samtidens litteratur? Ændres måden, forfattere skriver på som følge af internet-kulturen?

    Mister vi evnen eller koncentrationen til at beskæftige os med den langsommelige og eftertænksomme litteratur, når vi i stigende grad vænnes til at læse kortere og mindre bearbejdede tekst-stykker?

    august 29, 2015 • Debat • Views: 588

  • Skal litteratur bare være litteratur?

    Af Line Andersen

     

    Litteraturen er i konstant udvikling. Siden bogtrykkerkunstens opfindelse har oplevelsen af litteratur udviklet sig fra den traditionelle mundtlige overlevering af fortællinger til den trykte papirform. Sidenhen er den mundtlige fortælletradition langsomt mere eller mindre forsvundet, og læseoplevelsen er blevet privatiseret og dermed også individualiseret.

    Forfatter Josefine Ottesen udgav i 2014  ungdomsromanen Helgi Daner med den tanke, at læseoplevelsen igen skulle fællesgøres. Udover fortællingen om Holger Danske producerede hun derfor også en række ekstramaterialer, der skulle fungere som hjælpemidler i forhold til at samle store som små om boguniverset. Hun ville forsøge at sætte fortællingen fri gennem inddragelse af bl.a. karakterkort, sange, musik og en hjemmeside, hvor læserne selv kunne skrive videre på fortællingen om den danske konge. Hun testede bog og ekstramaterialer på sytten familier, der alle meldte tilbage, at de havde nydt at læse bogen sammen. Om det var ekstramaterialerne eller blot opgaven at læse sammen, der er skyld i projektets succes, er måske svært at sige, men det er en kendsgerning, at Helgi Daner-universet fortsat udvikles af bogens fans på hjemmesiden Boggnasker.dk. Her kan fans fortsætte fortællingen om Helgi Daner og dermed holde universet i live, selv efter bogens sidste side er læst.

    Ottesen er dog langt fra den første forfatter, der forsøger at åbne for nye læseoplevelser. Digteren Niels Lyngsø udfordrede for eksempel læseoplevelsen med sin digtsamling Morfeus fra 2004, hvor digtene i stedet for at fremtræde som betydningsopdelte linjer, som vi kender dem, i stedet udformede sig som figurer på papiret. Digtsamlingen adskilte sig desuden fra det traditionelle bogmedie, hvor man bladrer lineært fra venstre mod højre, ved i stedet næsten at antage karakter som et gækkebrev, der skulle åbnes på kryds og tværs og vendes og drejes for at få adgang til digtuniverset.

    Andre eksempler kan findes lokalt med projektet ATLAS OVER AARHUS, hvor 40 århusianske forfattere i fællesskab skaber en slags topografi over Aarhus ved produktion af tekster om konkrete steder i byen. Teksterne skal udgives på husgavle og bænke i de kvarterer, som de omhandler.
    Derudover kan man i dag iagttage en voksende udbredelse af litterære fænomener, der blander litteratur og lyd/scene, som fx i poetry slam eller digter-musikergrupper som Mouritz/Hørslev-projektet og Jørgen Leth-gruppen Vi sidder bare her.

     

    Men er det nødvendigt at udfordre læseoplevelsen, som vi kender den fra det lukkede rum omkring bogen? Kan litteratur ikke bare få lov til at være litteratur?

    Eller kan man omvendt også spørge om ikke litteraturen også er nødt til at møde os på de vilkår, som præger os i denne tid? Må den ikke gøre sig selv aktuel for os?

     

    maj 6, 2015 • Debat • Views: 774

  • Selvudgivelser – skal litteraturen kvalitetssikres?

    Debatindlæg af Stine Liberty Svenningsen

    Forlagenes gyldne dage, hvor forfattere kæmpede om at komme frem i forreste række og indynde sig hos de magtfulde forlæggere, er knap så solbeskinnede længere, efter at selvudgivelserne har gjort deres indtog på den litterære scene. Spørgsmålet om kvalitet er derfor nærliggende at stille, for hvem kontrollerer selvudgivelsernes tyngde – og omvendt; er der overhovedet behov for en kontrollerende instans?

    Jeg skriver dette debatindlæg som en opfølgning på min essayistiske anmeldelse af David G. Forés’ illustrerede udgivelse af udvalgte Poe-noveller på crowdfunding-sitet Kickstarter. Skønt fokusset for Forés har ligget på det kunstneriske, grafiske og musiske som akkompagnement til Poes udødelige noveller, er udgivelsen udelukkende lykkedes med økonomisk støtte fra udefrakommende privatpersoner. Hermed har der undervejs ikke været nogen forlægger som kvalitetsinstans og garant, men med bogen i hænderne er jeg ikke i tvivl om de gode egenskaber bag. Denne glædelige overraskelse er dog ikke en selvfølge hos hver selvudgivelse, der udkommer på markedet i dag.

    Med selvudgivelsens indtræden på det litterære marked er der nemlig mulighed for at være sin egen herre over hele udgivelsesprocessen fra idé til færdigt værk til distribution (oftest i e-bogsformat). Hermed fratager selvudgiveren forlæggeren den magt, denne traditionelt besidder som mellemmand – og som kvalitetsstempel. For hvordan kan læseren være garanteret et godt kvalitetsprodukt, hvis ikke forlagene overvåger processen og hyrer professionelle korrekturlæsere samt giver faglig vejledning og gode råd til forfatterne? Omvendt beror dette spørgsmål på en forestilling om forlaget som en berettiget magtinstans, der styrer udgivelsesverdenen og sætter standarderne for, hvad der er henholdsvis ’god’ og ’dårlig’ litteratur – hvormed de kan kvalitetsstemple én bog frem for en anden. Med selvudgivelser på populære hjemmesider, såsom Amazon.com og Kickstarter, er dette kvalitetsstempel dog oftest langtfra tilstede. En ny, selvudgivet bog kan ikke købes på basis af et kendskab til forfatteren eller forlaget ud fra en over lang tid opbygget tiltro til navnet bag. Selvudgivelsernes popularitet i dag vidner dog om, at denne usikkerhed og mangel på kvalitetsstempling ikke afskrækker læserne. Snarere tværtimod.

    Et yderst brugt eksempel er Fifty Shades of Grey-trilogien (2011-2012). Begyndende som et selvudgivelsesprojekt på hobbyplan blev bøgerne dog utvivlsomt en enorm succes med nu over 100 millioner solgte kopier på verdensplan[1] (februar 2014) og en filmatisering på vej her i 2015. At udtale, at trilogien både er hadet og elsket verden over, er vist en underdrivelse. Kritikere og anmeldere var i chok over, hvor dårligt bøgerne er skrevet, og konklusionen var fra manges side, at kvaliteten simpelthen var for elendig. Alligevel slugte befolkningen (flest af disse midaldrende kvinder) den råt. Hvad har så mest eksistensberettigelse – kvalitet eller popularitet? Burde bøgerne have undergået en kvalitetskontrol hos en forlægger – med fare for afvisning?

     

    Ligger ansvaret for ’god’ litteratur hos den magtfulde, men professionelt dygtige forlægger eller hos den egenrådige, men måske uvidende selvudgiver? Hvem sætter standarden for litterær kvalitet?

     

    [1] Flood, Alison: ”Fifty Shades of Grey trilogy has sold 100m copies worldwide”, 27.2.2014, http://www.theguardian.com/books/2014/feb/27/fifty-shades-of-grey-book-100m-sales

    marts 2, 2015 • Debat • Views: 1420