Skjulte hemmeligheder og sammenvævede tilfældigheder

Anmeldelse af Erik Valeur: Logbog fra et livsforlis, udgivet på Politikens Forlag d. 26. september 2015

Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen

Foto: Bogens omslag / politikensforlag.dk

En gammel enkefrues forsvinding. Et politisk spil om magten i Danmark. Et fyrtårn i Helvedesdybet og dets eremitbeboer. Erik Valeurs anden roman, Logbog fra et livsforlis, handler om forskellige skæbner, der via en fælles fortid med dybe hemmeligheder er vævet ind i hinanden med omfattende konsekvenser for nutiden. Valeur skuffer ikke – trods enkelte smuttere.

Continue Reading

Når kvinder forsvinder – og mænd er alene

Anmeldelse af Haruki Murakami: Mænd uden kvinder, udgivet på forlaget Klim d. 8. september 2015

Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen

Foto: Bogens omslag / klim.dk

For ikke så længe siden anmeldte Littunas skribent, Anne Skov Thomsen, Ahrensbøll Hansens novellesamling Danny scorer iført bowlingsko og glædede sig over, at novellen, trods sine kampe for at blive set på den roman-dominerede litterære scene, er ”back in business”. Det samme gør sig absolut gældende for Haruki Murakamis nyeste udgivelse, Mænd uden kvinder, der med sine syv noveller er et kraftslag for novellens overlevelse, fortalt overbevisende og med et omdrejningspunkt omkring ensomhed og isolation hos mænd, der alle er blevet forladt af en kvinde på den ene eller den anden måde. De er mænd uden kvinder.

Continue Reading

#sortlitterærsamvittighed

Et essay om at hengemme og om at synde – litterært.

Af Stine Liberty Svenningsen.

Foto: Mia Nikander

Måske kender du hashtagget #sortlitterærsamvittighed, der ofte er anvendt af Forlaget Gyldendal på de sociale medier, hvor deres medarbejdere med stor skyldfølelse holder en bog op foran ansigtet, sådan at kun de nedslåede øjne titter frem. De bekender deres litterære synd med et hashtag, der indebærer en tilståelse af, at de ikke har færdiggjort netop denne bog – eller måske slet ikke er kommet i gang med den, på trods af at bogen ofte er vidt anerkendt som en ”must-read” eller er anbefalet af alle deres kollegaer.

Continue Reading

Selvudgivelser – skal litteraturen kvalitetssikres?

Debatindlæg af Stine Liberty Svenningsen

Forlagenes gyldne dage, hvor forfattere kæmpede om at komme frem i forreste række og indynde sig hos de magtfulde forlæggere, er knap så solbeskinnede længere, efter at selvudgivelserne har gjort deres indtog på den litterære scene. Spørgsmålet om kvalitet er derfor nærliggende at stille, for hvem kontrollerer selvudgivelsernes tyngde – og omvendt; er der overhovedet behov for en kontrollerende instans?

Jeg skriver dette debatindlæg som en opfølgning på min essayistiske anmeldelse af David G. Forés’ illustrerede udgivelse af udvalgte Poe-noveller på crowdfunding-sitet Kickstarter. Skønt fokusset for Forés har ligget på det kunstneriske, grafiske og musiske som akkompagnement til Poes udødelige noveller, er udgivelsen udelukkende lykkedes med økonomisk støtte fra udefrakommende privatpersoner. Hermed har der undervejs ikke været nogen forlægger som kvalitetsinstans og garant, men med bogen i hænderne er jeg ikke i tvivl om de gode egenskaber bag. Denne glædelige overraskelse er dog ikke en selvfølge hos hver selvudgivelse, der udkommer på markedet i dag.

Med selvudgivelsens indtræden på det litterære marked er der nemlig mulighed for at være sin egen herre over hele udgivelsesprocessen fra idé til færdigt værk til distribution (oftest i e-bogsformat). Hermed fratager selvudgiveren forlæggeren den magt, denne traditionelt besidder som mellemmand – og som kvalitetsstempel. For hvordan kan læseren være garanteret et godt kvalitetsprodukt, hvis ikke forlagene overvåger processen og hyrer professionelle korrekturlæsere samt giver faglig vejledning og gode råd til forfatterne? Omvendt beror dette spørgsmål på en forestilling om forlaget som en berettiget magtinstans, der styrer udgivelsesverdenen og sætter standarderne for, hvad der er henholdsvis ’god’ og ’dårlig’ litteratur – hvormed de kan kvalitetsstemple én bog frem for en anden. Med selvudgivelser på populære hjemmesider, såsom Amazon.com og Kickstarter, er dette kvalitetsstempel dog oftest langtfra tilstede. En ny, selvudgivet bog kan ikke købes på basis af et kendskab til forfatteren eller forlaget ud fra en over lang tid opbygget tiltro til navnet bag. Selvudgivelsernes popularitet i dag vidner dog om, at denne usikkerhed og mangel på kvalitetsstempling ikke afskrækker læserne. Snarere tværtimod.

Et yderst brugt eksempel er Fifty Shades of Grey-trilogien (2011-2012). Begyndende som et selvudgivelsesprojekt på hobbyplan blev bøgerne dog utvivlsomt en enorm succes med nu over 100 millioner solgte kopier på verdensplan[1] (februar 2014) og en filmatisering på vej her i 2015. At udtale, at trilogien både er hadet og elsket verden over, er vist en underdrivelse. Kritikere og anmeldere var i chok over, hvor dårligt bøgerne er skrevet, og konklusionen var fra manges side, at kvaliteten simpelthen var for elendig. Alligevel slugte befolkningen (flest af disse midaldrende kvinder) den råt. Hvad har så mest eksistensberettigelse – kvalitet eller popularitet? Burde bøgerne have undergået en kvalitetskontrol hos en forlægger – med fare for afvisning?

 

Ligger ansvaret for ’god’ litteratur hos den magtfulde, men professionelt dygtige forlægger eller hos den egenrådige, men måske uvidende selvudgiver? Hvem sætter standarden for litterær kvalitet?

 

[1] Flood, Alison: ”Fifty Shades of Grey trilogy has sold 100m copies worldwide”, 27.2.2014, http://www.theguardian.com/books/2014/feb/27/fifty-shades-of-grey-book-100m-sales

Litteraturens Kickstarter

Essay af Stine Liberty Svenningsen

Foto: Kickstarter – Edgar Allan Poe illustrated “Ravings of love & death”

Jeg har ventet i over to måneder på bogen, og da jeg søvnigt har åbnet døren for postdamen i rødt, som tjept overgiver pakken i mine famlende hænder, giver det et lille gib i mig, da jeg får øje på afsenderadressen og det lille, genkendelige ikon på forsiden. Jeg smækker døren i – posten er for længst kørt videre på sin travle rute – og skynder mig ind for at lægge pakken på bordet, så det dyrebare indhold kan åbenbares. Jeg åbner den forsigtigt, og foran mig ligger nu en sort slipcase indeholdende en smuk antologi af udvalgte Edgar Allan Poe-noveller med titlen Ravings of love and death, illustreret af David G. Forés.

Continue Reading