Archives september 2015

Krimi er porno skrevet af jomfruer

Interview med David Rickerby på Ris-Ras, Aarhus, februar 2015

Af Katrine Lund

Foto: Bogens omslag / lulu.com

Lokalet er tilrøget, og stemningen er høj denne lørdag eftermiddag. Foran mig står David Rickerby. Han har skæg og hår som en tegnefilmsprofessor, og hans stemme er gennemtrængende i larmen fra Johnny Cash og andre go’e gamle. Vi sætter os i et mindre kaotisk hjørne på cafeen Ris-Ras i Aarhus. Det er her, Rickerby har skrevet størstedelen af sin debutroman Bloody Fields. I første omgang på papir og notesblokke og senere på en computer. Han lægger sin Nettopose og rygsæk, der er hans eneste ejendele, på sædet foran sig og ser afventende ud i rummet med flakkende øjne. Rickerby er fra England, hvor han begik bankrøveri og endte med fem års fængselsstraf. Derefter flyttede han til Danmark, hvor han har boet i over tyve år, arbejdet på hæderlig vis og senest slået sig ned som hjemløs og pantsamler i Aarhus’ gader. Udover Ris-Ras er hans base en træhytte på en legeplads på Saltholmsgade. Jeg har selv set ham i bybilledet, men også på hovedbiblioteket, og det var i starten det, der pirrede min nysgerrighed. Hans roman udkom i januar, og jeg taler denne eftermiddag med ham om romanens fødsel, dens udtryk og autenticitet samt litteratur generelt.

Continue reading

Heftige kopulationer for alle pengene

Anmeldelse af Michael Halskov: Os: 52 erotiske noveller, udgivet på Miller d. 10. august 2015

Anmeldt af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / williamdam.dk

Siden Fifty Shades of Greys gjorde sit indtog på bogmarkedet – og senere hen på det store filmlærred – har erotisk litteratur oplevet en nutidig ’oprejsning’ som aldrig før. Håndjern, pisk, lak og læder er nu in, og det skrevne ord fungerer på mange måder som et udforskende felt, hvor fantasier verbaliseres, og udleves på det trykte papir. Michael Halskovs Os: 52 erotiske noveller lægger sig som en dansk forlængelse af denne tendens. Men når de diverse hverdagsidentiteter med navne såsom Maja, Jesper og Sofie går til de kødelige makroner i denne bog, er det på sin vis på bekostning af det rent litterære.

Continue reading

Kunst for kunstens skyld… Eller?

Af Lisa Emilie Jørgensen

For nylig anmeldte jeg Caspar Erics nyeste udgivelse, Nike. Og jeg var (og er stadig) meget begejstret for værket, der handler om den handicappede krop i den kropsfikserede, perfektionssøgende popkultur, som vi alle er en del af, om vi vil det eller ej.

Mens jeg læste Nike fløj mine tanker mod den franske filosof Jacques Rancière, der beskæftiger sig med kunst og politik samt kunstens politiske potentiale. Han er især kendt for idéen om, at det genuint politiske, der faktisk kan ændre noget i verden, er tæt knyttet til det æstetiske (forstået som, hvordan vi sanser ting og tilgår ting med vores sanser). Rancière er generelt ret svær at læse og forstå, men jeg vil alligevel give mit eget, korte bud:

Ifølge Rancière skal det ægte og genuint politiske ikke handle om konsensus, altså enighed mellem mennesker, men derimod om at tydeliggøre konflikten mellem hvis tale, der overhovedet prioriteres og værdisættes mellem mennesker. I den forbindelse introduceres begrebet ”delingen af det sanselige” (eller la partage du sensible), der som udgangspunkt er et neutralt begreb, en slags pendant til diskurs, og som omhandler en bestemt ”framing” af verden. I samfundet eksisterer en herskende deling af det sanselige, som er bestemmende for, hvordan vi opfatter og sanser virkeligheden – og dermed risikerer den herskende deling af den sanselige at undertrykke andre forståelsesformer og sansemåder. I forlængelse af dette har kunst og litteratur, ifølge Rancière, en privilegeret rolle til at bryde med den herskende forståelsesform og tilbyde nye måder at sanse verden på – og dermed kan kunsten og litteraturen agere politisk, uden at det er hensigten. Dét, som formår at bryde med den herskende deling af det sanselige, kalder Rancière for dissensus.

Og det er netop dét, som jeg mener, at Nike kan. Da jeg læste Nike blev jeg selv præsenteret for en ny måde at opfatte verden på; en opfattelse, som tydeliggjorde, hvordan vi generelt opfatter den handicappede krop, og hvordan denne herskende tænkemåde virker undertrykkende. Det satte mine tanker i gang. Jeg vil da ikke være bleg for at indrømme, at jeg tidligere (desværre) også selv har bidraget til den herskende diskurs ved fx at bruge udtrykket ”spasser” og trække mit ene ben haltende efter mig, når jeg ”humoristisk” skulle illustrere den handicappede krop. Fremover vil tænke mig lidt mere om.

Afslutningsvist mener Rancière, at et værk altså kan skabe denne ”æstetiske dissensus”, hvis det ikke har nogen intention om det. Men hertil kunne man fristes til at spørge, om litteratur ikke altid vil have den intention, som det er at være et produkt af sin tid – og dermed også en del af det politiske.

Findes der overhovedet en ”kunst kun for kunstens skyld”? Bør den findes?
Eller er al kunst og litteratur politisk? Kan man overhovedet skrive uden at forholde sig til sin omverden?

Fik du ikke læst anmeldelsen af Caspar Erics Nike? Så læs den her.

 

Knausgård-meditation 6

Et essay om Karl Ove Knausgårds Min kamp bd. 6

Af Alen Causevic

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

Lad mig sige det, som det er: i sjette og sidste bind af Min kamp når Knausgårds livshistorie himmelstræbende højder. Det handler om konens sindslidelse. Om Holocaust. Om kunstnerisk frihed. Om en inderlig kamp, som endelig er afsluttet. Manden er et geni.

Continue reading

Voksen-Pippi er tilbage

Anmeldelse af David Lagercrantz: Det der ikke slår os ihjel, udgivet på Modtryk d. 27. august 2015

Anmeldt af Line Andersen

Foto: Bogens omslag / modtryk.dk

Nutidens mest populære (super)heltinde Lisbeth Salander er tilbage i en roman, der er spækfyldt med de efterhånden slidte Nordic Noir-floskler såsom novemberklima, Ramlösa, Volvo og Pippi Langstrømpe-referencer. På trods af dette har David Lagercrantz alligevel æret afdøde Stieg Larssons minde med sin nyeste roman, Det der ikke slår os ihjel, der overraskende nok fungerer overbevisende som næste brik i den berømte Millenium-trilogi.

Continue reading