Anmeldelse af Caspar Eric: Nike, udgivet på Gyldendal d. 13. august 2015
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk
I Caspar Erics nyeste udgivelse, Nike, befinder vi os i samme virtuelle, kropsdyrkende og selviscenesættende hyperreelle univers som i den roste debut 7/11. Denne gang er fokus dog flyttet fra den overophedede medievirkelighed til det følsomme, sårbare og vrede jeg, der lever med sin uperfekte ”spasserkrop” i et kropsfikseret samfund.
Med tydelige hilsner til forgængeren 7/11 er Nike bygget op som ét langt digt med afbrudte verslinjer, enjambementer, slang, engelske gloser og popkulturelle referencer til både sociale medier, popsange og verdensomspændende brands. Med sine 88 sider bliver Nike derfor uafbrudte tankestrømme om dét at være ”Caspar 28 år og spastiker”. Caspar er værkets autofiktive, fortællende jeg, som blev født med cerebral parese, også kaldet spastisk lammelse – ligesom forfatteren selv. Grundet sammenfaldet mellem fortæller og forfatter bliver Nike på mange måder en personlig bekendelse om de udfordringer, der følger med at have et handicap.
Den største udfordring for jeget synes at være de mange antagelser, fordomme og bedømmelser, som han hele tiden konfronteres med gennem sine omgivelser: ”i American Apparel på / Washington Avenue / kunne ekspedienterne virke / utrygge over hvorvidt jeg / nu planlagde / at halte rundt / i det offentlige rum / med Cerebral Parese / i lige præcis deres kollektion”. Det tydeliggøres, hvordan den handicappede, og dermed uperfekte, krop på ingen måde passer ind i popkulturen, hvilket gør jeget både vredt og sårbart på samme tid.
Men jeget nægter at indtage en offerposition, selvom det er svært med omgivelsernes konstante påmindelse om hans anderledeshed, samtidig med at den handicappede krop tvinges ind i ”en specifik rolle” såsom ”en karakter der kan illustrere / at en hovedperson / der er den handicappedes ven / er sympatisk og kompleks”. Flere steder sidestilles den handicappede krop desuden med cyborgen, hvilket går igen på et af værkets første sider, hvor der ses et selvironisk ”Portræt af kunstneren som ung cyborg” i stedet for det klassiske forfatterportræt.
Nike omhandler også jegets ekskæreste, Viktoria, som bogen desuden er dedikeret til. Hun bliver det du, som bekendelsen er henvendt til: ”og du har ret det kan godt / være at jeg aldrig finder en / der er så smuk / og god som du var / og som accepterer mig / selvom jeg er handicappet”. Med duet bliver Nike dermed også en art kærlighedserklæring, der ender med ”knus Caspar / sendt fra min iPad” – selvfølgelig! Jegets kærestesorg og ødelagte hjerte bliver ligesom cerebral parese et handicap; en hindring, en svaghed og en mangel.
Man kommer vist heller ikke udenom værkets titel, der, ligesom 7/11, henviser til en international brand-gigant. Men Nike henviser også til den græske sejrsgudinde af samme navn. Titlen antyder altså både idol- og gudedyrkelse, idealer og selvfølgelig sejr. Selvom dette som udgangspunkt kan tolkes som alt andet end en hyldest til den handicappede krop, fremskrives der alligevel en sammenhæng mellem jeget og den græske statue: ”jeg har et naturligt vrid / i hoften fordi min krop / har indrettet sig efter / hvordan den bedst muligt / klarer sig gennem diverse / omgivelser der får mig / til at have en permanent kontraposto”. Sammenhængen synes at påpege, hvordan den handicappede krop, på trods af at den ofte anses som unormal og atypisk, er (mindst!) ligeså normal og naturlig som den popkulturelle idealkrop. Normaliteten er til forhandling.
Nike bliver hermed en fuckfinger til popkulturens konstante genetablering af ”normaltilstanden” og den ”spiseforstyrrede”, kollektive idé om den perfekte krop. Men fuckfingeren er hverken smagløs eller vulgær, som den ellers har tendens til at være; den er tværtimod velovervejet, finurlig, tankevækkende og så absolut anbefalelsesværdig.
1 comment so far