Det er bare

Anbefaling af Clarice Lispector: At skrive og at leve, udgivet på Basilisk d. 10. december 2023. Oversat fra portugisisk af Tine Lykke Prado og Kristina Nya Glaffey. 

Anbefalet af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

”Den rene impuls – selv uden tema” skriver Clarice Lispector om sin skriveimpuls, der eksisterer på trods af, at hun til tider mangler noget at skrive om. I værket At skrive og at leve gebærder den brasilianske forfatter sproget humoristisk og ganske kompromisløst, når hun beskriver kunsten at frembringe ord. 

Jeg tiltrækkes altid af forfattere, der skriver om at skrive. Når Hemingway, Smith, Woolf og Espedal inviterer mig indenfor i deres skriveværelser, opsluges jeg af arbejdsmoral, metoder og processer, der er lige så forskellige, som de kunstneriske værker de alle kommer ud med. Lispectors At skrive og at leve omhandler den skrivendes håndværk og kunsten at producere ord. I ”Den ukendte bog”, et tekststykke på 12 linjer, beskrives fantasien om den ukendte men allerede højt elskede bog:

”Jeg leder efter en bog, jeg kan læse. En helt særlig bog. Jeg forestiller mig den som et ansigt uden ansigtstræk. Jeg kender hverken navn eller forfatter. Jeg tror måske, at jeg nogen gange bilder mig ind, at jeg leder efter en bog, jeg gerne selv vil skrive.”

Indhold og impuls

At skrive og at leve består af en række udvalgte essays og avisklummer, der har været bragt i Jornal de Brasil i årene 1967-1973. De handler om livet, om skriften og om alt derimellem. Der er noget ukonkret konkret i hendes måder at skrive på i denne samling tekster. Og selvom de står beskrevet som klummer og essays er de ikke af den klassiske avisklummes format. Men dette er afsenderen tydeligvis ganske bevidst om: 

”Lad os sige det ligeud: Dette er overhovedet ikke en kronik. Det er bare. Det tilhører ikke en genre. Genrer interesserer mig ikke længere.”

Der er en iboende nysgerrighed og søgen efter svar i alle teksterne. En nysgerrighed, der mest af alt undersøger hende selv og hendes egne metoder, tanker og ideer. En søgen efter svar på spørgsmål, hun ikke direkte stiller, men nærmere toner frem gennem teksterne som en universel undren. I teksten ”temaer der dør” tænker Lispector over det at skrive, men at gå i stå over at skulle skrive om noget. Hun reflekterer over, hvad man kan skrive om og hvordan man finder på det; at nogle temaer kan afdækkes med kun et ord eller en enkelt linje, hvor andre fører tusinder af ord med sig:

”Som havde jeg lærred, pensel og farver, men manglede skriget efter frihed, eller den grundlæggende stumhed, der er nødvendig for at sige visse ting. Indimellem får min stumhed mig til at opsøge mennesker som, uden at vide det, kan give mig nøgleordet. Men hvem? Hvem tvinger mig til at skrive? Mysteriet er dette: ingen, og alligevel er drivkraften dér.”

Selvom jeg i begyndelsen af dette skriv, sammenlignede med andre forfatteres metaskriverier, vil jeg ikke akkurat placere Lispector i samme kategori. Der er noget mere lukket og allegorisk over hendes fremførelser. Det er ikke en invitation ind i maskinrummet som hos de andre, det er snarere en mystificering af hende selv og hendes virke. Hun lukker sig om sin egen proces i forsøget på at dele ud af den; måske mere bevidst end det umiddelbart bliver fremstillet. Dog virker det til at stemme overens med den fortælling, hun fortæller om sig selv, for som hun slår fast i en af ikke-kronikkerne: ”Jeg interesserer mig kun for mysteriet.”