Engle om vinteren

Anmeldelse af Sebastian Nathan: Engle, udgivet på Gads Forlag d. 19. januar 2024

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

Engle er en digtsamling om at få en psykiatrisk diagnose, om at gå i behandling og føle en afstand til resten af verden. Sebastian Nathan skriver med en imponerende lethed om et emne tynget af skrøbelig sårbarhed.  

Jeg frygter ofte for at overse noget i min læsning af poesi. Noget iøjefaldende, der ellers ikke burde være til at overse. Engle er på en måde den slags digte, der gør mig usikker. Men samtidig bliver jeg forført og tiltrukket af værkets sarte billedsprog: ”kirsebærtræerne / vil aldrig / springe ud / flakkende og sarte / lyserøde vinger i forårssolen” Det er på én gang skrøbeligt og utroligt rammende for hele digtsamlingens kredsen om det psykiske syge, unge menneske. 

Smerten

”der er en smerte der ikke sidder nogen steder / men alligevel finder plads i alting” 

Sebastian Nathan har med sin nye digtsamling skabt et følsomt, skrøbeligt værk om psykisk nedtur og skrøbelighed. De fnuglette digte er fulde af metaforer, billedsprog og symboler såsom en måne spejlet i vandet, der bliver samlet op og lagt i lommen, og et hjerte hårdt som en coladåse. Digtene er samtidigt forankret i en slags konkret verden; en hverdag i København, hvor vinteren føles uendelig, og medicinen skal hentes i opus:

”henter min medicin i opus / min kontaktperson spørger ind til søvnen / jeg siger den svinger / som en båd / nogle gange er den porøs, skrøbelig / som en spejling i en vandpyt / der hvor bussen holder ind / eller lyden af en radio fra et åbent vindue / andre nætter er den tung / jeg sover mere end tolv timer / jeg tror det er medicinen / kan slet ikke stå op / drømmer helt sygt”

Vinteren

At forene digte med den sårbare psyke kunne hurtigt danne rammerne for et lukket og temmeligt trist værk, men det er langt fra tilfældet for Nathans Engle. Der er et allestedsnærværende håb. I visse digte fremstår det som et håb, der klamrende bliver holdt fast i og gentaget, trods en indre følelse af modløshed; ”det hele skal nok blive godt igen” fortæller en sætning, der får lov at stå helt alene på en hel side. En sætning, hvor hulrummet fra den omkringværende hvide side nærmest danner et håbløst, tomt, rungende ekko. 

Men efter vinteren kommer foråret. Og selvom længslen mod lysere dage og raskere tider ikke når at indfinde sig som en konstant behagelig tilstand i digtsamlingen, får vi den i glimt af sollys, en varme i vinteren og en periodisk frihedsfølelse. 

Englen

Undervejs i digtsamlingen er et nærvær af engle. De er en støtte og en skygge. De beskytter og de værner om. Jeg kan ikke helt finde ud af med mig selv, om jeg synes, de er lidt uhyggelige og giver mig en hårrejsende fornemmelse af genfærd, eller om de er smukke og bringer det ønskede håb. Det må være en undren, jeg sender videre. For Engle skal sendes videre. Den skal læses helt forputtet i sofaen under vattæppet, på bænken i parken eller i bussen. Digtene kan læses flygtigt og sporadisk eller som en sammenhængende oplevelse, der nærmest bliver en slags hengivelse, da værkets intensitet da øges. Uanset verden omkring vil Engle suge læseren til sig. 

”så begynder regnen at falde / jeg er lykkelig i det her / englene synger i hver eneste dråbe / gør verden tungere og lettere at mærke”