Anmeldelse af Claire Keegan: Omsorg, udgivet på Gutkind d. 9. marts 2022. Oversat fra irsk af Signe Lyng.
Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard
Foto: Johanne Lehmann Daugaard
Claire Keegans kortroman, Den slags små ting, høstede ros og stjerner, da den udkom i Danmark i november 2021. Nu er hun tilbage med en mindst lige så funklende perle af en kortroman. Som titlen Omsorg indikerer, er det en hjertevarm fortælling om at tage sig af sine medmennesker og føle sig forbundet til hinanden.
Som i Den slags små ting befinder vi os endnu engang i 1980’ernes Irland, hvor hverdagen umiddelbart er barsk og ubarmhjertig. Jeg-fortælleren, en lille unavngiven pige fra fattige kår, sendes i pleje, da hendes forældre venter endnu et barn i søskendeflokken. Hverken hendes mor eller far har tid eller overskud til at tage sig af hende, så hun sendes hen på en gård, hvor et ægtepar tager hende under deres vinger.
Fra fattigdom til brede vidder
Pigen oplever gården som eksotisk og spændende, hvor der er plads til at udfolde sig. De mindste detaljer indfanges skarpt og præcist i skildringer af samtaler og miljøer, så landskabernes stemning og atmosfære trænger helt ind under huden på læseren. Pigen oplever at blive taget alvorligt, at blive inddraget i livet på gården. I modsætning til hendes skrappe biologiske forældre, tager plejeforældrene hende til sig og indvier hende i deres liv, som havde hun altid været en del af det. Som da plejemoren tager hende med ned til brønden for at hente vand:
“På en af markstrimlerne står store, sortbrogede køer rundt om os og græsser. Nogle af dem kigger op, da vi går forbi, men ingen af dem flytter sig. De har enorme yvere og lange patter. Jeg kan høre dem rykke græsset af rødderne. Brisen hvisker langs spandens rand, mens vi går. Ingen af os siger noget, sådan som folk nogle gange ikke gør, når de er glade og tilfredse.”
At findes for nogen
Selvom fortællingen foregår, efter pigen er ankommet i plejen, er det ikke svært at fornemme, hun kommer fra en fattig familie. Hendes tøj er beskidt og laset, og hun kender ikke til omsorg og opmærksomhed. Jo længere hun befinder sig i de nye omgivelser på gården, jo mere føler hun sig hjemme og kan mærke, hvordan det føles, når der bliver taget hånd om én. Førhen har hun ikke mærket den omsorg, en lille pige bør mærke fra voksne omkring sig:
“Vandet er dybere end noget, jeg nogensinde før har badet i. Vores mor bader os i så lidt som muligt, og vi skal dele. Lidt efter læner jeg mig tilbage og ser til, mens damen skrubber mine fødder. (..) Hun trykker shampoo ud af en plasticflaske, sæber mit hår ind og skyller skummet bort. (..) Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget, jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for.”
Nye forældre
En dag lander et brev på gården fra pigens forældre. Hun har fået en ny lillebror, skolen starter, og hendes mor beder plejeforældrene sende hende hjem igen. Hun mærker den ambivalente følelse i maven af, at ønske sig hjem, så afskeden med plejeforældrene, som hun har det så godt hos, overstås hurtigere. Ikke kun plejemoren, men også plejefaren, har hun fået et tæt forhold til. Som en ny ven, som en ny far. På smukkeste vis beskriver Keegan det forhold, der kan opstå mellem mennesker, der ikke biologisk er i familie med hinanden, men vælger at være det alligevel:
“Der er kun én ting, som betyder noget for mig nu, og mine fødder bærer mig derhen. Så snart han får øje på mig, standser han og står bomstille. Jeg tøver ikke, men løber videre mod ham, og da jeg når frem, er leddet åbent, og jeg kaster mig imod ham og bliver løftet op i hans favn. (..) “Far,” kalder jeg ham, advarer jeg ham, igen og igen. “Far.””
Leave a Reply