Anmeldelse af Marie Røgild: Men jeg gør aldrig andet end at sanse, udgivet d. 9. februar 2024 på Det aarhusianske forlag Herman & Frudit.
Anmeldt af Laura Højberg Andersen
Foto: Laura Højberg Andersen
Marie Røgild debuterer på fantastisk vis med en digtsamling, der nænsomt og afprøvende leger med ungdommens og seksualitetens flydende grænser. Alle digte finder sted i Århus, mere specifikt omkring den trafikerede Viborgvej, der også flere steder indtager rolle som karakter i digtene. Tidspunktet for digtene er omkring påske, hvor der kommer fokus på forløsning og genopstandelse.
Digtsamlingen både starter og slutter ved påskehøjtiden, hvor der i mellemtiden er gået et år. To veninder præsenteres, og man følger dem gennem alle digte. Et venskab formes gennem det første digt, hvor vi får at vide at Helene – digtenes lyriske jeg – ligger i ske med Tyra – veninden, og at de ’klistrer sig til hinanden’, hvilket kun er noget de gør, når de er fulde:
”Jeg smelter og flyder ud mellem fliserne, men min fisse er / en kugle, sort, lille og hård, og jeg forstår ikke / sammenhængen imellem os.”
Gennem alle digtene er det fremtrædende, at Helene leder efter sig selv og prøver at finde sin seksualitet. Hun har sex med et par drenge, men er aldrig rigtig til stede, og det bliver mere og mere tydeligt, at hun har det bedst sammen med Tyra. Derudover hentydes der også til, at Helene kan føle sig forkert i sin krop, både fordi hun får ‘malet læber’ med ønsket om at være en anden, og fordi hun omtaler sig selv som en af de drenge, der skreg, da hun ‘blødte første gang’:
”Jeg vil elskes til lyden af bilerne på Viborgvej og erantis, / der bryder Jorden for os. Jeg vil lægges mærke til / og huskes.”
Jeg oplever ovenstående citat som en god essens af alle digtene i samlingen, fordi Helene gennem hele fortællingen har et behov for at blive set og accepteret for den, hun er, men samtidig af de rigtige, hvilket kan være svært, hvis man ikke helt selv er klar over, hvem der er de rigtige:
”Jeg tager hendes hænder og håber, hun kan mærke, det klistrer / os sammen. / Vi klistrer ellers kun, når vi er fulde. / Er du fuld? spørger hun. / Jeg har lige fået min første orgasme, svarer jeg.”
Til slut er vi et år senere tilbage ved udgangspunktet, hvor de to veninder klistrer til hinanden. Forskellen fra starten til slutningen er, at Helene har opnået forløsning – både fordi hun har givet sig selv en orgasme, og fordi hun erkender sin kærlighed til Tyra. På den måde slutter Røgild sin debut smukt af med det lyriske jegs accept af sig selv.
Leave a Reply