Vemodige bølgebrus

Vemodige bølgebrus

Vemodige bølgebrus

Anmeldelse af Eduard von Keyserling: Bølger, udgivet på Forlaget Sidste Århundrede d. 2. november, 2021. Oversat fra tysk efter Wellen af Kathrine von Holst

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Arvid Kühne

Den store, vilde kærlighed bliver malerisk fremstillet med et gennemgående billede af havet, i den tyske Eduar von Keyserlings Bølger. I kraft af, at bogen er udgivet på Forlaget Sidste Århundrede, siger det vel efterhånden sig selv, at vi her har at gøre med en hidtil ukendt forfatterstemme i Danmark. Det var helt underligt at læse en bog fra dette forlag som ikke var grotesk og kvalmende – medmindre man har nemt ved at blive søsyg. 

Doralice bor i en lille hytte tæt på havet, sammen med Hans Grill. Hun har forladt sin tidligere mand, en meget ældre og meget kontrollerende greve. Hans er nemlig en ung maler, og var ansat til at male et portræt af Doralice. Det kunne man måske have sigt sig selv, når to unge smukke mennesker lades alene i så lang tid. Doralice er smuk. For smuk. Hun er den typiske litterære karakter, der får mænd til at flokkes om hende uden aktivt at gøre noget for det. Men det mest interessante er, at hun er lige så besnærende for kvinderne. Næsten alle vil beundre hende, og finder på den ene dårlige undskyldning efter den anden for at opsøge hendes selskab. Og de der ikke vil, må nøjes med at brokke sig over hendes syndige livsudførelse.

En vis ironisk distance

Nogle gange kan jeg have lidt svært ved at relatere til bøger med meget overstadig kærlighed og kærlighedserklæringer, hvor jeg selv er mere til stoisk cølibat. Helst ingen pludselige bevægelser og ophidsende farver, hvis det stod til mig! Spøg til side, men Bølger er også en roman der på overfladen (undskyld!) kunne være en bog, der var lige ved at ramme den smertetærskel. Heldigvis smider von Keyserling også en god portion ironi oveni, uden at det tager helt overhånd. Blandt andet i form af en generalinde, der er dejligt tvær over netop alle disse udskejende følelser der bruser op omkring hende: 

”Lad fru Grill være fru Grill, kære Malwine, hvis De med Deres fantasier gør hende til strandens heltinde, fordrejer De hovedet på børnene. Ernestine render allerede ned til stranden hvert øjeblik for at se den bortløbne grevinde – og det vil jeg gerne have mig frabedt. Vær så venlig at holde Dem tilbage med Deres poesi. ”

Bølger, bølger, bølger

En ting der især er værd at bide mærke i, er Von Keyserlings konstante brug af havet. Store dele af handlingen foregår enten på diverse gåture på stranden, eller på sejlture. Og selv når karaktererne ikke befinder sig ved havet, er det altid i baggrunden. Men havet og dets bølger er ikke kun en fysisk tilstedeværelse. Det bliver også brugt som en spejling af karakterernes skiftende sindstilstande. Havet bliver det, som karaktererne tillægger det. Det kan være en altopslugende, mystisk og dødelig force, det kan være en tilstand af intethed og det kan være en blød, vuggende Paradishave. For mig var det særligt denne bølgemetafor der trak romanen op på et højere niveau, end blot en ”standard” impressionistisk fortælling om ulykkelig kærlighed:

”Som de kan se, er dette en kirkegård, som havet langsomt gør det af med. Jeg har ikke meget tilovers for kirkegårdsromantik og kirkegårdsgys, den slags er plat. Men dette kan jeg godt lide. En kirkegård, som får skåret et stykke af, hver gang det er stormnat, som om den var en kage, og alle disse mennesker titter frem af sandet og lader havvinden suse om knoglerne.”

En belønning til den tålmodige læser

Selvom jeg havde to falske begyndelser på bogen, og simpelthen gentagende gange måtte ligge den fra mig, fik von Keyserling i sidste ende alligevel overbevist mig. De første 25 sider måtte jeg næsten tvinge mig igennem. Måske fordi de mindede meget om Herman Bangs Ved vejen: forvirrende navne og titler bliver kastet rundt, og den er spækket med kontekstløs og fragmentarisk dialog om ting og personer man end ikke er blevet introduceret for endnu. Selv hen mod slutningen af romanen, var jeg stadig ikke helt sikker på alle navnene. Men da romanen rigtigt gik i gang, begyndte både læsehastigheden og entusiasmen også at tage til. Om end ikke et mesterværk er Bølger virkelig din tid og penge værd, og jeg glæder mig allerede til at læse den næste oversættelse af von Keyserling.