Årets bog, 2022

Anmeldelse af Linn Ullmann: Pige, 1983. Udgivet på Gyldendal d. 15. august 2022. Oversat fra norsk af Karen Fastrup. 

Anmeldt af Anna Ramsing Lindhardtsen 

Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen

Pige, 1983, eller som jeg har omdøbt den Årets bog, 2022, er bevægende, poetisk og skarp – og det føles næsten forkert at tvinge disse klicheer ned over en roman, der netop formår at bevæge sig uden om gængse klicheer i et mangfoldigt, men præcist billedsprog. Linn Ullmann har skrevet en roman, der taler ind i tiden – både nutiden og fortiden – og tager sin læser med ind i glemslens mange lag, så dybt, at hårene rejser sig tekststykke for tekststykke. 

Pige, 1983. På billedet ses en pige, hun er seksten år, og hendes nøgne skuldre anes under lange similistensøreringe. Det er dette billede, der nu blot er et minde, som starter en kæde af erindringer hos den voksne Linn Ullmann. Om pigen, hendes tid i Paris, mødet med A, fotografen, mødet i elevatoren, i lejligheden, i sengen. Romanen springer i både tid og sted, fra pigens hjem i New York til hun bliver seksten og tager med A til Paris for at blive fotograferet til Fransk Vogue, til fire årtier senere, hvor hun hjemsøges af livet og fortiden i en pandemiramt verden. Læseren følger den voksne kvindes famlen i minderne og hendes arbejde med at samle dem til en bog, til Pige, 1983. Personerne er anonymiseret, selv ikke pigens skuespillermor (Liv Ullmann) og filminstruktørfar (Ingmar Bergman) nævnes ved navn. Minderne er malet med glemsel og fremstår til tider som drømmebilleder og sansninger. Men Ullmann får dem altid manifesteret i noget konkret, et billede, et lagen, et par øreringe. Her er glemslen beskrevet med udgangspunkt i en kropslig manifestation, en uhyre præcis sammenligning: 

”Ifølge en forskningsartikel jeg læste om kroppens sammensætning, består hjernen og hjertet af 73% vand, lungerne af 83% vand, huden af 64% vand, musklerne og nyrerne af 79% vand og skelettet af 31% vand. Alt det jeg skriver om her, det der udspillede sig før og under og efter at A tog et billede af mig i Paris består mest af glemsel, akkurat som kroppen består mest af vand. Det jeg ikke husker, som kun dukker op som drømme, fornemmelser eller smerter, kan ikke skrives, men skal alligevel skrives.”

Det er netop dette præcise sprog, sansen for sammenligninger og detaljer, der gør Pige, 1983 utrolig stærk. Og kærligheden til sprog – særligt kvinders sprog – bliver tydelig igennem romanen, hvor flere forfatterinder citeres: Alice Oswald, Anne Carson, Annie Ernaux, Emily Dickinson, Janet Frame, Jane Kenyon, Lina Sandell, Marguerite Duras, Virginia Woolf. Også Inger Christensen findes:

”Han findes – A findes – hans krøller – hans hænder – tungen – ordene han sagde til mig – neurotiske lille møgtøs – alt findes i det alfabet jeg har lavet for ham og mig i alle disse år bagefter.”

Romanen har et feministisk præg, og jeg lever for hvert et ord, specielt denne scene, der understreger bogens betydning og ordenes vigtighed.  Det er en medicin, alt for mange kvinder er blevet benægtet:

”Og jeg tabte mig. Jeg overvejede om det var fordi jeg skulle dø nu, før bogen var færdigskrevet eller overhovedet påbegyndt. Måske bedst for dig ikke at skrive nu hvor du er så dårlig, sagde psykologen, den første, en kvinde i halvtredserne. Jeg tænkte på alle indespærrede, forrykte, deprimerede, bange kvinder gennem tiderne som har fået ordineret en kur bestående af ikke-ytring, ikke-skrivning, ikke-sige-et-ord-om-raseriet-og-fortvivlelsen.” 

Jeg kalder tekststykkerne for scener. For de er virkelig scener. Fotografiske minder. Skrivestilen minder mig om Marguerite Duras’ Elskeren, som jeg – siden jeg læste den for første gang for omkring tre år siden – har betragtet som en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Duras tager ligeledes udgangspunkt i et indre billede af en pige. Hun står på en færge ved Mekongfloden. Hun er iført en silkekjole og rosa herrehat med flad skygge og bånd, femten et halvt år gammel. Det er her, hun møder kineseren; ældre, rig mand møder ung, fransk pige. Den fotografiske skrivestil, fokusset på det materielle, en hat, en ørering, overgangen fra pige til kvinde, glemslen og minderne, det hele samles så fint i et nedskrevet fotoalbum: 

 ”Jeg tror meningen med billedet er at antyde nøgenhed, at alt hvad en ung kvinde behøver at have på når hun skal ud i verden, er et par lange øreringe.”

Den sidste scene, jeg vil fremhæve, er nok også den mest ubehagelige, nøglepunktet, som resten af scenerne udspringer fra, omringer, prøver at belyse. Den handler om magt og afmagt: 

”Det tog tre minutter (mere eller mindre) at tage mit tøj af og lægge mig ved siden af A og mærke hans pik blive stor mod mit nøgne lår og derefter forstå, med hele mig, at det ikke bare var at rejse sig fra sengen igen og klæde sig på og gå. Ikke nu, der er gået for lang tid.”

Kuldegysning. Kvalme. Klamt. Og så, den sidste sætning, der slår læseren som en knytnæve. Tiden. De tre minutter. Jeg kan ikke beskrive scenen med andet end disse sætninger, eller rettere, disse fragmenterede ord. Men det er netop dette, som Ullmann kan: sætte en scene med en både nøgtern distance og nærværende brutalitet. Jeg vil lade dette være de sidste ord i min anmeldelse af årets bedste læseoplevelse: Årets bog, 2022.