Anbefaling af Kjersti Halvorsen: Superbruger, udgivet på Straarup & Co.
Anmeldt af Amalie Brændgaard Hansen
Foto: Amalie Brændgaard Hansen
Den norske psykologistuderende Kjersti Halvorsen har skrevet en original og moderne roman om kunstig intelligens som alternativ samtalebehandling og den betydning, AI kan have for mennesker. En fællesnævner for hendes bøger er kredsen om psykologiske problemstillinger og karakterer, der føler sig udstødt af samfundet. Dette kommer til udtryk i Superbruger og i hendes tidligere bøger Det er mig der kan hjælpe dig og Ida tager ansvar.
Unn er psykolog, men har været nødsaget til at sygemelde sig, i takt med at hun har fået indopereret en hofteprotese. Det nager hende, for det gør ondt, og hun vil bare gerne ud at vise, hvad hun kan. Samtidig føler hun skyld over at have fejlvurderet en patients tilstand. En patient, som for nyligt begik selvmord. Så lige nu sidder hun derhjemme i sin lejlighed og har ondt af sig selv, mens hun med papvin forsøger at dulme den sorg, ensomhed og de smerter, hun har.
Men da hun mindst venter det, tændes pludselig et lys. For da Unn vender tilbage fra sin sygemelding, får hun på sin arbejdsplads tildelt den ærefulde opgave at hjælpe med at implementere den digitale AI-terapeut, Gro, som er det moderne sygehus’ nyeste svar på at effektivisere samtalebehandling.
Kunstig intelligens og kærlighed
”Jo mere jeg tænkte på stillingen som superbruger, jo tydeligere blev det for mig. Den ville passe mig perfekt. Jeg elskede jo alt, hvad der var menneskeskabt og kunstigt. Vin. Kontaktlinser. Gulvvarme. Gelénegle. Glitter. Memes. Slik, der knitrer i munden. Peel off-ansigtsmasker. Cola. Smertestillende piller: Dolorix. Spiral. Påsatte øjenvipper. Og frikadeller. Især frikadeller. Jeg kunne faktisk takke det kunstige for min egen eksistens. Kunstig befrugtning. Unn-fanget.”
Unn takker ja til stillingen, og straks bliver hun indlogeret på et kontor med andre superbrugere. Efter at have igangsat det nye svar på samtalebehandlingen, viser det sig, at mange finder den gavnlig, men der medfølger også en række konsekvenser – herunder afhængighed, stridigheder og jalousi. Ikke kun bruger Unn den til klienternes behandling, men hun begynder også at bruge den på sig selv:
”Unn. På mig virker det, som om du er for afhængig af de her samtaler. Det er ikke hensigtsmæssigt at fortsætte på den måde. Det virker ikke, som om det er godt for dig.”
Udover at Unns tilværelse nu har taget en drejning fra arbejdsløs til superbruger, så tændes endnu et lys, idet hun møder lægen Torjus, som også er superbruger. Han fascinerer hende, og hun bliver hurtigt ret vild med ham, og det samme er gældende for ham. Længslen efter kærlighed og den ensomhedsfølelse, som Unn så længe har båret rundt på, er pludselig udfyldt. Hun er hel. Men lykke varer ikke altid evigt, og hun må sande, at glæde indimellem er midlertidig.
En moderne beretning om AI på godt og ondt
Halvorsen har skrevet en hyperaktuel og moderne roman, som skriver sig perfekt ind i tidens ånd, hvor ChatGPT og alverdens AI-programmer både er i stand til at understøtte og vække bekymring for fremtiden. Unn oplever, hvordan Gro vækker følelser i hende. Gode som dårlige. Hun finder til dels støtte i Gro, men på samme tid mærker hun også jalousi. Det siger noget om, hvor ægte og autentisk AI kan føles. Men også manipulerende.
Selvom Superbruger har en overvejende deprimerende stemning over sig, er der også flere humoristiske elementer. Jeg fandt Halvorsens roman interessant og følte mig fanget af handlingen, selvom humoren ikke matchede min egen helt. Men romanen er reflekterende, og som læser kom jeg i den grad ind i hovedet på Unn, der bærer på en dyb længsel efter at blive elsket. Det er en bog om værdien af ægte menneskelige relationer. Og om nærværets og nærhedens værdi.

Leave a Reply