Anmeldelse af Karl Ove Knausgård: Natskolen, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 18. oktober 2024. Oversat fra norsk af Sara Koch.
Anmeldt af Laura Højberg Skovhuus
Foto: Laura Højberg Skovhuus
Da jeg hentede Natskolen fra min postkasse i starten af oktober, så jeg det som en god anledning til at genlæse de tre foregående romaner, Morgenstjernen, Ulvene fra Evighedens Skov og Det tredje rige. Det har jeg altså brugt efteråret på, så jeg var helt klar til at læse og anmelde Natskolen, der er fjerde bind og nyeste skud på Karl Ove Knausgårds stamme i Morgenstjerne-serien.
Vi møder Kristian Hadeland som tyveårig i 1985, da han er hjemme for at holde jul ved sine forældre i Norge. Mildt sagt så magter han slet ikke at bruge tid og energi på sin familie, og det virker heller ikke til, at de gider bruge tid på ham. Først stjæler hans niece al opmærksomheden som forældrenes første barnebarn og siden bliver Kristians anden søster centrum for familiens fokus, fordi hun forsøger at begå selvmord juleaften. Senere samme aften overhører han sine forældre:
”Jeg kunne godt have undværet Kristian lige nu. Han er som et sort hul. Suger al energi til sig. Giver ingenting. Ikke engang når Liv er i nød. Især ikke da.”
Som følge af den udtalelse pakker han sine ting, og sniger ud i løbet af natten for at tage tilbage til London, hvor han studerer fotografi. Det her skal være sidste gang han nogensinde ser sin familie.
Det makabre i et godt fotografi
I London har Kristian fået en bekendt i Hans, der er ti år ældre og besat af teknologi, og som lærer ham nogle ting om fotografier. Selvom Kristian egentlig føler sig overlegen – han har jo tydeligvis talent, siden han er kommet ind på skolen – er hans lærere ikke helt tilfredse med hans arbejde, og det ender med, at Hans indirekte inspirerer hans arbejde. På en måde får de to en lærer/elevrelation, hvor Hans blandt andet fortæller om det første fotografi nogensinde og arbejdet bag det. Andre gange kommenterer han Kristians billeder:
”Du vil noget. Det tvivler jeg ikke på. Men du formår ikke at overføre det til dine billeder.”
Kristian vil derfor gøre noget helt andet og drastisk, og han ender med at koge en kat og fotografere dens skelet, og nu får han endelig den anerkendelse, han søger. Hans lærere synes virkelig, at han har fat i noget smukt og vigtigt med den billedserie, han har lavet. Selv sidder jeg på den anden side af fortællingen og prøver at holde mit maveindhold nede i maven. Altså, hvem finder lige på at koge en kat?
Døden som en omklamrende karakter
Som meget andet fra Knausgårds hånd spiller døden en væsentlig rolle gennem hele romanen. Den viser første gang sit ansigt, da Kristians søster forsøger at begå selvmord, og igen senere, da hun lykkes med det. Så er der den kogte kat samt en hjemløs mand, der hjemsøger Kristian gennem resten af fortællingen, både i hans arbejde og privat. Og så er der døden over dem alle, den, der kom så meget bag på mig og gjorde så ondt at læse om, at tårerne trillede ned ad mine kinder, så jeg ikke kunne se ordene på siden. Jeg vidste ikke på forhånd, at det ville ske, så jeg afslører ikke, hvem det omhandler, men henviser i stedet til et knausgårdsk blik på sorg:
”Savnet kunne man ikke kæmpe imod. Savnet var dødens skygge, og døden var overmagten – intet var stærkere end intet. Ingen sole, ingen galakser, ikke gang livet som sådan.”
Både den kogte kat og den hjemløse mand er vigtige elementer i Kristians karriere, da de i hver deres billedserie sætter tonen for fotografen Kristian Pedersen – han skifter navn, fordi Hadeland bare ikke duer – og han bliver således verdenskendt for hans blik og detaljer i sine billeder. Men selvom der er gået 24 år, og selvom alle nu kender hans navn og hans værker, så kommer han i et interview til at fortælle en overfladisk version af, hvad der skete med den hjemløse mand tilbage i 1986. Og det skulle han ikke have gjort, for nu er verden imod ham. Kristian siger selv, at han var i håndgemæng med den hjemløse, som så døde, men at han ikke havde noget med det at gøre. Så ændrer han det til, at den hjemløse først døde langt senere, så det havde altså slet ikke noget med ham at gøre. Ingen ved længere, hvad sandheden er, slet ikke Kristian. Folk begynder at tage afstand fra ham, og er vejen således banet for, at han allerede har opbrugt sine 15 minutters berømmelse? Men hvad havde han regnet med:
”Du har fået alt hvad du bad om, Kristian. Men der er altid en pris.”
Knausgård gør det igen!
Ikke at jeg havde regnet med andet, men jeg er blæst bagover af Natskolen! Den adskiller sig klart fra de foregående romaner i serien, blandt andet fordi vi kun følger én person, bare over lang tid. Jeg oplever, at det giver mere tyngde til romanen, fordi jeg kunne fordybe mig og blot lære en enkelt karakter at kende, hvor jeg tidligere i serien har fået et mere overfladisk kendskab til flere karakterer. Jeg er fra start til slut blevet suget ind i fortællingens univers, og på trods af dens størrelse (lige omkring 500 sider!) har jeg slugt den, og var oprigtigt ked af det, da jeg var færdig. Knausgård har en særlig evne til at finde de mørke kræfter, der er et sted i os alle og beskrive dem med en sådan indlevelse, at jeg ikke kan andet end at springe i med begge ben hver gang. Han skaber med denne fortælling en refleksion over døden, og viser hvordan den kan påvirke et menneske alt efter, hvilken relation man har til den, der dør. Det er efter min mening et smukt, mørkt og fuldendt værk.
Leave a Reply