Anmeldelse af teaterforestillingen Amour på Aarhus Teater, iscenesat af Line Paulsen.
Anmeldt af Andrea Sif Bragadóttir
Foto: Aarhus Teater
Michael Hanekes film Amour fra 2012, bliver for første gang opført på Aarhus Teater. Da filmen udkom, blev den hyldet af anmelderne og prisbelønnet på diverse prestigefyldte filmfestivaler. Fortællingen handler om det ældre ægtepar, Anne og Georges, som i denne opsætning bliver spillet af Kirsten Olesen og Anders Baggesen. De lever lykkeligt sammen, men universet har andre planer for dem. Vi følger parret igennem op-og nedture, og publikummet kommer ind på livet på dem – Amour er en kærlighedsfortælling som rører og ryster én helt ind til kernen.
Det lykkelige liv
Scenen er klar og et blåligt lys skinner ud i salen, da en ung mand træder ud og sætter sig ved ét af de to klaverer der er placeret på scenen. Han spiller en kort og lys melodi på klaveret, som sender suk gennem salen. Så stopper han pludselig og træder af scenen. Lyset skifter til en lys og gullige tone, og vi observerer et par, der træder ud af publikumsalen og op på scenen.
Scenen udgør deres fine lejlighed, og de er lige kommet hjem fra et arrangement. De er kærlige og velfungerende, de eksisterer i deres egen etablerede rutine – i en hverdagsagtig boble. De lever det liv, som de fleste drømmer om, de er pensionerede efter at have haft en succesfuld karriere, de er i et lykkeligt partnerskab i en verden og i et hjem, der er helt deres eget.
En uventet drejning
Dagen efter sidder de ved morgenmadsbordet og hyggesnakker. Men pludseligt – midt i samtalen – falder Anne i fuldkommen katatonisk tilstand. Georges forsøger febrilsk at få hende tilbage til bevidsthed, hvilket til sidst lykkedes. Men Anne har ingen hukommelse af den tilstand, hun lige har været i. Efterfølgende følger vi parret igennem Annes forværrende fysiske tilstand, den katatoniske tilstand hun faldt i, viste sig at være en blodprop i hjernen. Efter dårlig observation fra hendes læger udvikler blodproppen sig til en fuldkommen lammelse i højre siden af kroppen, og Anne ender i kørestol. Dette har en voldsom effekt på parforholdet, da Georges nu skal til at støtte hende på alle områder i hendes liv og deres virkelighed bliver vendt på hovedet.
Et fælles ”ej nej nej nej” kan mærkes i publikumssalen. Frygt og bekymring sniger sig op for første gang i forestillingen, og en ubehagelig mavefornemmelse om at det nok kun kan blive værre, lægger sig hen over teatergæsterne.
Ændret tilværelse
Annes tilstand bliver gradvist værre og værre, både fysisk og mentalt. Hun befinder sig i en krop som hun ikke længere kan genkende, og hun synker ned i en alvorlig depression. Hendes mentale tilstand bliver så ringe at hun på et tidspunkt endda forsøger at begå selvmord. Hun har besluttet sig for, at hun ikke vil mere, hun føler sig som en byrde for Georges og er bevidst om, at hendes tilstand kun kan blive værre.
Hendes sygdomsforløb er rystende at følge, hun insisterer på sin selvstændighed og autonomi, men må indse at hendes virkelighed ikke tillader hende at fortsætte, som hun plejer. Annes ændrede følelsesliv er voldsomt at være vidne til. Jeg bliver vemodig af at se, hvordan hun lidt efter lidt mister livsgnisten og isolerer sig selv.
Georges oplever en hel del afmagt, da Anne i sin forværrende mentale tilstand ender med at skubbe ham længere og længere væk. Men Georges kærlighed for Anne overtrumfer sygdommen, og han insisterer på at tage sig af hende, og endda lover hende at aldrig sende hende på plejehjem.
Georges og Annes forhold er bevægende, og det er uden tvivl de to dygtige skuespillere, Kirsten og Anders’ fortjeneste. Kirsten og Anders spiller nogle sårbare roller, men formår stadigvæk at bevare karakterernes værdighed. Skuespillerne er blottede på alle fronter og behandler rollerne med en dyb forståelse og ydmyghed, som kunne mærkes i hele salen. De berører nogle svære omstændigheder og problematikker, og samtidig holder de fast i karakterernes individuelle identiteter og deres smukke dynamik. For mig, kunne hovedrollerne, Anne og Georges, ikke have været castet bedre, de overraskede og imponerede mig på alle parametre.
Amour for evigt
Jeg må være ærlig og sige, at jeg gik fuldstændig blind ind til oplevelsen, jeg vidste, at Amour var en kærlighedsfortælling, men udover det var jeg klar på at blive overrasket.
Min viden om ældre menneskers kærlighedsliv er begrænset, men Amour giver én smag for hvad det aldrende kærlighedsliv byder på – på godt og ondt. Amour har vist mig, at det ikke er ungdommens fejlede forhold, der gør mest ondt, det er at se den, man elsker, forsvinde lige så stille. Amour handler om ønsket om at hjælpe – at redde, den man elsker mest, også når man selv ved, at ens elskede ikke kan hjælpes, ikke vil hjælpes.
Amour spiller i Scala på Aarhus Teater fra d. 6. september – d. 8. oktober 2025. Den varer ca. 2 timer og er uden pause. Billetten koster mellem 100 – 270 kr.
Leave a Reply