Anmeldelse af Ásta Sigurdardóttir: Søndag aften til mandag morgen, udgivet på Lindhardt og Ringhof d. 29. august 2025. Oversat fra islandsk af Susanne Torpe.
Anmeldt af Emmy Kronborg Mortensen
Foto: Emmy Kronborg Mortensen
Netop som den sidste side er læst i den ene novelle, overtager lysten til straks at bladre videre til den næste. For første gang kan Ásta Sigurdardóttir læses på dansk, og tak Gud for det. På en ufattelig gruopvækkende måde skildrer Sigurdardóttir udsatte menneskers skæbne i efterkrigstidens Island. Samlingen består af ni selvstændige noveller, som hver insisterer på at tage fat i læseren, og tvinge denne til at forstå disse menneskers virkelighed.
En modstridig islandsk sangfugl
Samtiden var ikke begejstret for det løsslupne liv, som Ásta Sigurdardóttir fordrev sig med. Hendes tilværelse var fyldt med stormfulde dage med rygning, druk og hor. Hun var en frisindet sjæl, som overgav sig fuldstændigt til kunstens løse tøjler. I protest mod denne gudsbespottende livsstil vendte samfundet hende ryggen, og hun blev udstødt. At leve et liv i skyggen tændte en kunstnerisk ild i Ásta, og hun begyndte at skrive om både sin egen og andre udsattes magtesløse liv.
Søndag aften til mandag morgen er en samling af nogle vidunderligt stærke fortællinger. Sigurdardóttir lægger ikke skjul på, hvilke af novellerne der er selvbiografiske. I samlingens første novelle, hvis titel deler navn med novellesamlingen, er jegets skæbne en direkte genfortælling af Ásta Sigurdardóttirs; vi følger en purung pige, som bliver udstødt fra samfundet, fordi de synes hun er en skøge. I en hjerteskærende ærlig tankestrømning bliver Sigurdardóttirs yndefulde sprog nærmest modbydeligt akkurat. Læseren kan ikke andet end at blive konfronteret med, at dette også har været Sigurdardóttirs liv:
”Da gik det pludselig op for mig, at der ikke var sne i gaderne og ingen spor at se. Jeg havde ingen kurs at følge, og ingen ville kunne finde mig; jeg efterlod ingen spor. Jeg forstod, at den verden, jeg ledte efter, var forsvundet, glæden borte og ingen at følges med.” (Fra novellen ”Søndag aften til mandag morgen”)
I en anden novelle ”Forår udenfor” følger vi i stedet frøken Valborg. Frøkenen har fået en islandsk sangfugl, som hun så inderligt gerne vil have til at synge. Hun holder den i et bur, her kan hun nemlig kontrollere dens væren. Men fuglen synger ikke. En dag sætter hun den ud i forårets lune, og fuglen bryder med ét ud i sang. Fra den dag af, begynder frøkenen at mishandle fuglen. Hun ryster i dens bur, prikker til den og skjuler den væk i mørket. Fortællingen slutter med, at fuglen dør af modfaldenhed. Det fremstår næsten pinagtigt tydeligt, at denne sangfugls død skal forstås som en metafor for Sigurdardóttirs egen mistrivsel:
”Frøken Valborg betragtede fuglen. Det var, som om hun nu for første gang så den levende, selvom den var begyndt at stivne. Dette var ikke hendes fugl. Hun ejede den ikke, havde ingen ret til, at den skulle synge for hende, ingen ret til noget som helst fra den. Den tilhørte livet, dens kærlighed og glæde og sang tilhørte den selv. Den tilhørte foråret udenfor.” (Fra novellen ”Forår udenfor”)
Det smukke og det grimme
Knap har den ene fortællings opmuntrende tone løftet ens humør, før det bliver revet i tusinde stykker og smidt på gulvet i den næste. Sproget i Sigurdardóttirs noveller er så skiftende, at ens krop aldrig vænner sig fuldstændigt til de følelser som tæsker rundt. I et øjeblik er det som om, at sproget tillader sig selv at dvæle ved alt det skønne i verden og se bort fra alt det, som plager karaktererne i fortællingerne. Bare for en stund kan vi berolige os ved den guddommelige måde, som bølgerne kaster sig ind over stranden på, eller hvordan forårets tittende solskin glimter i vandpytterne.
Fordi det skønne får lov til at fylde så meget i novellesamlingen, kommer det grimme til at fremstå meget stærkere. Kontrasten bliver så ufattelig stor, at det grimme virker som en uovervindelig modstand, som langsomt vokser sig større og større. I den absolut modbydelige og skrækindjagende novelle ”En dyrehistorie” overtager det grimme, og tilbage er ikke engang håbet. Der er bare ingenting.
Hvis jeg personligt kunne takke Susanne Torpe for at oversætte denne vidunderlige novellesamling, så havde jeg gjort det. Aldrig har en bog fyldt mig med så mange forskellige følelser, og jeg glæder mig allerede til snart at læse den om igen.
Leave a Reply