Anmeldelse af Gun-Britt Sundström: Magen, udgivet på Gads Forlag d. 15. maj 2025. Oversat fra svensk af Anne Marie Bjerg.
Anmeldt af Jane Louise Madsen
Foto: Jane Louise Madsen
Svenske Gun-Britt Sundströms værk fra 1976 bliver kaldt en litterær parforholdsbibel og en moderne klassiker – og den lever i den grad op til sin omtale. Her er en fortælling, der har det hele! Omtrent halvtreds år efter sin første udgivelse er Magen fortsat oplysende, underholdende, dragende og helt enormt velskrevet.
”Jeg har bestemt mig til at se bort fra følelser og deres flygtighed: Lidenskaber er ikke at noget bygge sit liv på. Altid at være nyforelsket kan ikke være noget at stræbe efter, og det bekymrer mig ikke at mine følelser for Gustav er anderledes nu end for et halvt år siden. Men ham bekymrer det. Dag og nat.”
Gustav og Martina. To unge mennesker, der er to halve af en hel og alligevel så bundforskellige. Dette er ikke din klassiske kærlighedsroman, ikke en ’girl meets boy’-kind of thing, i Magen foregår alt på et dybere plan, alt overvejes, alt dissekeres. Dog ikke hvis det stod til Martina, der bare gerne vil være sammen med Gustav. Men Gustav vil gerne tale sammen på et metaniveau og har et evindeligt behov for at tage stilling til ham og Martina. Han er frustreret over Martinas manglende interesse i den relationelle betydning og føler sig reduceret til en kasserolle, hvortil Martina får tanken:
”Ja, hvorfor ikke? Det er mit ideal af et forhold: en pæn, skinnende række på hylden med kasseroller som står der hvor man har sat dem, indtil man tager dem ned når man har brug for dem. At vide hvor man har hinanden, tage det som selvfølge og i øvrigt kunne bruge sine kræfter til mere væsentlige ting. Men denne evindelige analyseren af os selv og vores forhold og manipuleren med det – en sådan uregerlig kasserolle der ustandselig hopper ned fra hylden og løber amok over hele køkkenet for at minde om sin tilstedeværelse – hvad skal jeg stille op med den?”
Martina ryger pibe og citerer Søren Kierkegaard
Martina er en moderne, selvstændig kvinde, der har sin hverdag i de stockholmske gader i 60’erne og 70’erne. Hun ryger pibe, citerer Søren Kierkegaard, læser stakkevis af bøger og vigtigst af alt: lever uafhængigt af andre: ”Jeg er voksen og alene og forsørger mig selv (på statslån ganske vist), jeg disponerer over en lejlighed hvor det står os frit for at vælte os i last og liderlighed fra morgen til aften hvis vi ville det”.
Selvom Martina er en del af en brydningstid, hvor de konventionelle kønsroller er til forhandling, er det som om, menneskerne i Martinas omgangskreds ikke tør give efter for de nye normer. Men da Martina ikke kan fordrage at lave mad, der ikke kommer fra en dåse, opfriskes hun af tidens frisind. Selv når Gustav taler om giftermål, står Martina imod, men indrømmer dog, at hvis hun skulle giftes og blive mor til nogens børn, så var det da Gustavs. Nu er det bare sådan, at Martina har besluttet sig for, at hun hverken vil være brud eller mor. Forelskelsen spiller hende et pus, hvor hun pludselig mærker, at Gustav er vigtigere end alt andet, men hun har regnet forelskelsens agenda ud:
”Til syvende og sidst tjener det selvfølgelig alt sammen til at naturen skal få sin vilje med én, så at man forplanter sig (i følelsen: Jeg-elsker-ham-så-meget-at-jeg-vil-lave-flere-af-hans-slags). Men man har jo også en hjerne. Og med den kan man jo regne ud at selv om det føles som om jeg vil være sammen med ham altid og føde ham tyve børn, så er det kun sådan det føles netop nu”.
Mageløse Magen
Hvis min begejstring for dette værk ikke har skinnet tilstrækkeligt igennem indtil nu, vil jeg gerne sætte to streger under, at jeg virkelig nød at læse denne roman, der med rette får sit internationale gennembrud. Det er længe siden, jeg har læst en roman, der fra start til slut imponerer mig med sit sprog. Sundströms skrift er intelligent og morsom – og tilmed filosofisk på en elegant måde. Hun skaber en stor dybde i karaktererne, og de bliver ved med at grave dybere i sig selv og hinanden.
Selvstændige og ukonventionelle Martina kan ikke undslippe sit symbiotiske forhold med den traditionelle Gustav: ”Den forestilling at det er Gustav, at det er ham jeg hører sammen med, sådan noget kan man ikke forklare.” De er et af de par, der ikke fungerer sammen, men heller ikke fungerer uden hinanden, hvilket Martina hjerteskærende erfarer: ”Intet Gustav nogen sinde har sagt, har gjort så ondt som når han siger ”vi” og ikke mener os.”
Værket giver sig tid til de store samtaler: Martina vil gerne udrette noget med sit liv, ikke bare skrælle kartofler for mand og børn. Gustav derimod holder af hverdagen, det banale: ”Gustav siger at det lige nøjagtigt er det som er livets mening. At skrælle kartofler. At det er hverdagen der er meningen, de små nære ting, de enkleste og mest nære forhold”. Magen indkapsler på fineste vis det kierkegaardske udtryk at ’realisere det almene’, hvilket viser sig ikke at være så ligetil.
Leave a Reply