Anmeldelse af Daniel Dalgaard: Vulkanø, udgivet på Gutkind d. 17. januar 2024.
Anmeldt af Mathilde Bundgaard
Foto: Mathilde Bundgaard
Med Daniel Dalgaards nye roman, Vulkanø, skriver han sig ind i en samtale om at være mand og far i 2024. Han skriver ud fra et selverfaret perspektiv, hvor forestillingen om familieliv sjældent lever op til virkeligheden. Vulkanø er et ærligt portræt af en mand, der møder tidens ideal ved at være en mere kærlig faderfigur og gøre op med tidligere tiders autoritære patriark.
Jeg-fortælleren rejser med sin kæreste, Stine, og deres to børn; sønnen på fem og den etårige datter, til vulkanøen Tenerife. Familien er rejst afsted i fire uger, og de har planlagt fem forskellige steder at bo. Heriblandt hoteller med all inclusive, forskellige airbnb-ferieboliger med mere eller mindre serviceminded værter, og en af ugerne tilbringer familien med jegets bror og hans familie. Den første uge bliver tilbragt på Hotel Fantasia Tenerife:
”Jeg ligger på en plastikstol ved en pool på Tenerife sammen med tre-fire hundrede andre gæster, der ligesom mig tilhører den europæiske middelklasse. Vores hotel er et af dem, der tilbyder all inclusive-ophold, hvilket vil sige, at morgen-, middags- og aftensmad er inkluderet i prisen, såvel som snacks og drinks i løbet af dagen. Man behøver altså ikke forlade matriklen, hvilket det da også er mit indtryk, at de fleste undlader at gøre.”
Familiens ferie er tiltrængt. Som to forældre i trediverne med små børn, har de længe drømt om bedre søvn, mindre hverdagstummerum og færre pligter. I begyndelsen var jeg forberedt på at læse en roman om familieferier og all inclusive: ”Jeg er blevet ramt af overflodens utilfredshed,” skriver Dalgaard på et tidspunkt. Men langsomt går det op for mig, at det ikke skal handle om at hade og elske hoteller på Tenerife, men derimod om familiedynamikker, opdragelse og rollen som far i dag. Det at blive hevet ud af hverdagens faste rammer og genkendelighed gør nødvendigvis ikke at udfordringerne og konflikterne forsvinder.
Fortiden forfølger
Undervejs i romanen får vi glimt af jegets egen barndom, hvor særligt minder med faren trænger sig på. Det fremgår, at det var en konfliktfyldt relation allerede tidligt i barndommen. Faren var kontrollerende og temperamentsfuld, set med jeg-fortællerens barneøjne. Det var konstant et kapløb om, hvem der først blinkede, og hvem der først gav sig. De var lige stædige, som far som søn.
Meget tyder på, at Dalgaard er blevet inspireret af sit eget liv. Det bliver til en slags autofiktiv fortælling om en mand, der åbner op om sit opgør med sin far. Han har opdaget, efter selv at have fået børn, hvordan han til sin egen største frygt minder om sin far i håndteringen og opdragelsen af sine egne børn, og særligt sin søn. De har en fælles stædighed, som hurtigt skaber en temperamentsfuld relation. Sønnen prøver konstant jegets grænser af med helt almindelige barnagtigheder som at smide mad på gulvet, ikke vil i seng og sove og være irriterende højlydt på restauranter rundt omkring på vulkanøen.
Efterhånden som romanen skrider frem, og rejsen lige så stille lakker mod enden opdager jeget, at han måske alligevel formår at være noget andet for sin søn, end hans far var for ham. En erkendelse, der viser sig løbende i romanen og blandt andet indebærer en tur i en vandforlystelsespark og et glemt tøjdyr.
Dalgaards Vulkanø er et portræt af en familiefar, der indser at fortidens idealer hurtigt indhenter ham, hvis ikke han er på vagt. Sproget er let og håndgribeligt. Selvom jeg læste bogen hurtigt, blev den hængende i mine tanker nogle dage. Særligt et spørgsmål pressede sig nemlig på: vil jeg opdrage mine børn anderledes, end mine forældre opdragede mig?
Leave a Reply