Anmeldelse af Fatima Daas: Den yngste, udgivet på Grif d. 20. maj 2022, oversat fra fransk af Sofie Vestergaard Jørgensen.
Anmeldt af Anne Philipsen
Foto: Anne Philipsen
Den yngste af Fatima Daas er en roman, som på en messende og rytmisk måde beskriver dét, at finde sig selv som queer person i et muslimsk miljø i en parisisk forstad – hvor Fatimas ’slags’ ikke findes, men hvor hun dog alligevel er. Der er en søgen efter hvem hovedpersonen er, og hvor hun hører til.
Igennem romanen får læseren en oplevelse af, at Fatima mere og mere finder ud af, hvem hun selv er som person. For hende er seksualitet og religion ikke et enten/eller-forhold, men nærmere et både/og-forhold. Hvert kapitel begynder med sætningen ”Jeg hedder Fatima Daas” og efterfølges af noget, som er definerende for hende. Hvad enten det er hendes familiære baggrund: ”Jeg er fransk./ Jeg har algeriske rødder./ Mine forældre og mine to storesøstre er født i Algeriet”, eller blot et faktum, som uddybes i det følgende afsnit: ”Jeg har gået fire år i terapi”. Disse mange gentagelser af såvel første sætning som nogle af de efterfølgende fakta gør, at det på én måde virker meget insisterende men samtidig som en begynden forfra ved hvert afsnit. Bogen her er virkelig særlig fordi den netop går så meget op i sit ordvalg og har en konstant søgen efter originalitet, som om at det samtidig bliver en søgen efter hendes egen definition, da hun ikke rigtig har nogen:
”Jeg har en veninde som er muslim og lesbisk. Alle tænker at det ikke findes. Altså en muslim der er homoseksuel. Folk siger til hende at homoseksualitet er et socialt fænomen, et vestligt begreb, som ikke passer sig for muslimer. […] hun skal bede Gud om hjælp, anråbe Ham og angre sine synder. Det er hendes prøvelse.”
Det moderne sprog i en fransk roman
Den yngste er en moderne roman, hvor der bliver leget med flere sprog. Der findes såvel dansk og engelsk som arabisk i denne bog, hvilket er særegent for en originalt fransk bog, da franskmænd typisk kærer sig særligt om kun at skrive på fransk og heller ej bruger originale engelske ord eller sætninger. Dette bryder Fatima med her, da hun benytter engelske sætninger såsom ’a way of life’, der er med til at give teksten et hverdagsnært sprog. Dette hverdagssprog kommer også igennem hendes brug af arabisk, da hun bruger dette i hendes snak med familien. Dog bruger hun også det arabiske hver gang hun skal prise enten Allah eller Muhammed, hvilket modsat får en mere formel virkning:
”Jeg hedder Fatima./ Fatima er den sidste profet Muhammeds – Salla Allah alayhi wa salam, Guds fred og velsignelse være med ham – og hans første kone Khadijas yngste dater./ Jeg hedder Fatima./ Kun Gud ved om jeg bærer navnet godt./ Om jeg ikke tilsøler det.”
En roman til den nye generation
Daas siger selv i et interview til LiteratureXchange, at hun her skriver en historie, som hun selv har manglet i sin opvækst. Ikke at tro at denne ene fortælling skal redde verden, men at vokse op usynlig, nærmest ikkeeksisterende og tro, hun er den eneste lesbiske muslim i verden har sat sig nogle præg på hende og har skabt en tavshed og et tabu, som efter flere år har efterladt hende med en angst og en skam.
Det er en roman, som især nye generationer derfor vil få stor gavn af ved derigennem at vide, at de ikke er alene, og at der er andre i samme situation som dem. Det er en smukt skrevet roman, som giver et utroligt godt indblik i sammensmeltningen af to verdener, som for nogle synes modstridende, men som dog stadig eksisterer.
Fatima Daas snakkede om, at denne roman skulle være i gang med at blive filmatiseret. Dette bliver helt sikkert et projekt værd at følge med i, da det bliver interessant at se, hvordan denne messende, gentagende stemme i bogen vil blive oversat til film.
Denne anmeldelse er skrevet ud fra egne læseroplevelser og fra Fatima Daas’ deltagelse ved dette års litteraturfestival i Aarhus; LiteratureXchange, hvor hun snakkede om romanen i forskellige interviews, der enten foregik udelukkende på fransk eller som blev oversat undervejs.
Leave a Reply