Bliver man et bedre menneske af at læse litteratur?

Litteraturens bud

Der findes talrige eksempler på, at fiktion har en eller anden indflydelse på os som læsere, og blandt litteraturteoretikere er der bred konsensus om, at læseren oplever empati i litteraturen. Blandt andre Suzanne Keen, der skriver: ”There is no question, however, that readers feel empathy with (and sympathy for) fictional characters and other aspects of fictional worlds”. Men hvordan ser vi empati i litteraturen? Og hvilke metoder i litteraturen kan fremme en empatisk følelse og indlæring i læseren?
Keen arbejder med begrebetkarakteridentifikation. Karakteridentifikation kan åbne op for empati i læseren ved, at denne opnår en forståelse for en karakter, der adskiller sig fra læseren selv på forskellige måder. På denne måde strækkes læseren i sin forståelse af andre mennesker og deres situation. Karakteridentifikation er ikke i sig selv en narrativ teknik, men narrative teknikker som enten fortællersynsvinkel eller dialog, kan åbne op for en identifikation, der resulterer i empati. Empati er, når alt kommer til alt, en følelsesmæssig respons, og derfor er det også svært at fremsætte almengyldige udsagn om emnet. Det er på den anden side kun muligt at indkredse emnet, hvis vi kan forudsætte, at læseren får emotionelle erfaringer gennem litteraturlæsning, hvilket da også er blevet bevist gennem flere undersøgelser.
Det er i den forbindelse også relevant at inddrage de to begreberkød-og-blod-læseren samt den ideelle læser, som James Phelan har introduceret. Den ideelle læser vil under læsningen opleve empati, hvorimod kød-og-blod-læseren ikke nødvendigvis gør det. Jo bedre læsere vi bliver, jo tættere vil vi således komme på ideallæseren – og empatien.

Nem og svær empati

Karakterer er forskellige, og de kan kort fortalt kalde på en nem eller svær empati i læseren. Den nemme empati bekræfter os i, hvem vi er som mennesker, hvorimod den svære empati udfordrer vores opfattelse af verden og os selv. Den vil udfordre ved, at læseren sympatiserer med en karakter, der eksempelvis begår en forbrydelse eller har inhumane karaktertræk. I den forbindelse er det derfor også mest interessant at tage fat på karakterer, der netop ikke leder naturligt til sympatiske følelser i læseren. Mødet kan dog også have den modsatte effekt, hvor læseren vil blive frastødt, hvis karakteren er for yderliggående. Det kan fremkalde såkaldt ”personal distress”.

Et litterært eksempel på en karakter, der udfordrer læserens empatiske evner, er Rodion Raskolnikov fra klassikeren Forbrydelse og Straf af Fjodor M. Dostojevskij. Rodion Raskolnikov er en fattig studerende, der begynder en tankeleg om at dræbe sin pantelånerske, for hvem vil savne den griske, gamle kælling? Raskolnikov kan derimod bruge hendes formue til at gøre en forskel i verden. I sine feberagtige fantasier tænker han, at det er hans ret at dræbe hende, fordi han kan sætte sig udover moralen: for ham er alt tilladt. Han praktiserer sin nihilistiske filosofi og ender med ikke kun at dræbe pantelånersken, men også hendes mere sympatiske søster Lisaveta. Drabene bliver begået med en økse, der knuser hovedskallerne på ofrene. Herefter begynder en lang og svær tid for Raskolnikov, hvor han konstant går rundt i febervildelse og frygter for at blive opdaget. Raskolnikov udfordrer i kraft af sin handling vores empatiske evne og anviser dermed til en svær empati, da vi ikke kan bortforklare hans handling og hans karakter. Men samtidig stammer han fra en god familie med moralske værdier, og forbrydelsen er en enkeltstående begivenhed i hans liv, hvormed han ikke umiddelbart kan opfattes som gennemgående ’ond’.

Empati for morderen

Den såkaldte dækkede indirekte tale, der fortælles i 3. person, men hvor perspektiver, ordvalg og indre tale reflekterer protagonisten, lader læseren se Raskolnikovs tankeprocesser indefra. Et eksempel fra bogen kunne være:

En dialog mellem Sonja og Raskolnikov (Sonja er en kristen prostitueret og hans senere kærlighed) åbner også op for empati. Her kommer Raskolnikovs hidtil uudtalte tankeprocesser til udtryk overfor et andet menneske. Han har ment, at hans ugerning var berettiget, men da han afslører for Sonja, at han har dræbt, ikke bare panterlånersken, men også Lisaveta, Sonjas veninde, falder alle hans bevæggrunde til jorden. For Sonja giver argumenterne ikke mening, men hun søger stadig en empatisk og imaginær forståelse: ”[…] jeg vil forstå det for mig selv” (Dostojevskij, bog 2: 140). En forståelse, der vil hjælpe hende til at se det fra Raskolnikovs synsvinkel. Allerede før Sonja forstår det hele til sidst i værket, føler hun med Raskolnikov. Da han indrømmer sin gerning, reagerer Sonja modsat af, hvad der kunne forventes: Hun kysser ham, omfavner ham og udbryder: ”[…] hvad har De gjort med Dem selv!” (Ibid: 137). Men netop denne empati for Raskolnikov gør ham mere menneskelig, og med tiden lærer han selv at føle empati med Sonja. Sonja skal ikke forstås som en instans, der skal åbenbare Raskolnikov, men hun viser et forbillede for, hvordan læseren kan føle empati med ham. Gennem fortællerens synsvinkel, dialog og karakteridentifikation kan et værk altså på forunderlig vis lære læseren at føle empati med en karakter, der har begået to mord.

Altruistisk adfærd

Der findes adskillige narrative teknikker, der kan medføre identifikation og empati. En litterær indgangsvinkel kan give et godt overblik over empatiens brede felt og give os en indsigt i, hvilke sammenhænge vi laver i litteraturen, og om de samme kan implementeres i det virkelige liv.
Den litterære indgangsvinkel bringer os langt i empatistudiet, der her kun er berørt, men den kommer til kort, når studiet udvides til altruistisk adfærd. Keen sætter spørgsmålstegn ved, om der er en forbindelse mellem at læse litteratur og blive en bedre borger. Det er svært at redegøre for kausaliteten mellem de to. På den anden side mener Martha Nussbaum, at ”literature helps us flex these muscles”. Vi bliver trænet ved at læse litteratur: Der opstår et rum, hvor læseren kan øve sig i at føle empati.

En artikel fra New York Times fortæller om en undersøgelse, der viser, at læsere allerede er mere empatiske end andre ikke-læsende. Men forholdene om altruistisk adfærd kan ikke nødvendigvisforsvares, siger Keen, selvom de virker appellerende på os. Hvad læseren vælger at gøre med sin læseoplevelse og sine følelser, er i virkeligheden op til læseren selv.