Anmeldelse af Rudolf Broby-Johansen: BLOD – Ekspressionære digte, Forlaget Æter, 17.12.2014
Af Anne Skov Thomsen
Foto: Bogens omslag / forlagetaeter.dk
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til, at jeg fik næseblod, mens jeg læste Broby-Johansens nyligt genudgivne BLOD fra 1922. Men denne reaktion lader sig på den anden side så glimrende læse som en parabel over det indtryk, de skandaleomblæste digte efterlader i sin læser: en blanding af fascination og afsky, af dunkende liv og drænende eksistens.
Fem dage efter den oprindelige udgivelse i 1922 blev BLOD beslaglagt under anklager om utugtighed og usædelighed, og Broby-Johansen blev stillet for retten. Først 46 år senere med den såkaldte ’pornoens frigivelse’ i 1968 blev bogen frigivet, og i dag er digtene sågar kanoniseret gymnasiepensum. Det gør dem dog ikke mindre radikale og grænseoverskridende, at de på denne måde kan siges at være kommet ind i den borgerlige varme stue. Tvært imod står de 93 år senere stadig som buldrende ordkonstellationer med en voldelig kropslighed, der er så afseksualiserende, at den knapt kan kaldes vulgær. Broby-Johansen siger det på sine egen fortræffelige måde i sin retslige forsvarstale, der også er genoptrykt i Æters udgivelse:
”dette gode selskab forarges over mine digte/ fordi de ikke pirrer fantasien, ikke vækker lystne, lumre minder om druk-nætters fede, hvide glæder, ikke lader jert døde kød dækkes barmhjertigt af moscusduftende, champagnedrivende silkepjalter, men flænser det blødende nøgent og lader den raadne, ramme stank stige til himlen, at menneskene endelig en gang kan få øjnene op”
Disse digte havde en klar politisk agenda. De skrev sig ganske vist kunstnerisk betragtet ind i den ekspressionistiske strømning, der især florerede i samtidens Tyskland. Men samtidig var de ”en fortvivlelsens gestus”, et opråb mod ”samfundets cisterne for alle ulykkelige kvinder”: prostitutionen. Som bekendt en diskussion, der endnu i dag blusser op med jævne mellemrum.
Tilbage til digtene. Der er 16 af dem, og de fylder blot 18 sider i alt. Alligevel sidder man som læser efter endt læsning (med adskillige stakåndede ophold) drænet som et af de mange blødende lig, der ligger hensynsløst og barbarisk lemlæstede i de trøstesløse bymiljøer, der danner rammen om digtenes scenarier. Undertitlen Ekspressionære digte er en mild underdrivelse, for dette poetiske udråb er en kaskade af farveeksplosioner og et på én gang musikalsk og infernalsk larmende sprog. Som fx i digtet FORÅRET KOMMER TIL CAFEEN:
”EN METER OVER GULVETS MØJGRØNNE KVADRAT
TUNGT HOLDT I AVE AF ET SVÆRBENET KRAFTPARALLELLOGRAM
HÆNGER BILLARDETS SPINATFALMEDE AF
PERSPEKTIVET BRAT TILSPIDSEDE FIRKANT
HVIDE CIRKELFLADER BEVÆGER SIG I SPIRALER
FRA QUEUERS TERRA-TREKANTER”
De dominerende, korte hovedsætninger foretager blotte konstateringer og gør intet forsøg på at optegne sammenhænge eller årsager. Digtenes titler breder sig hele vejen tværs over siderne og omklamrer klaustrofobisk læseren. Der hersker hæslighed, grusomhed og kaos alle vegne, og der rapporteres distanceret og kynisk fra det kun minimalt tilstedeværende jeg.
Den kødelige og blodige menneskekrop kastes skånselsløst mod alt det kolde og uorganiske. Menneskene reduceres mere eller mindre til dyriske skabninger drevet af biologi og illusionsløshed. De gør hinanden til monstre. De flænser hinanden (og i særdeleshed de ulykkeligt stillede kvinder) til kun akkurat genkendelige dele:
” […]
SÅ SLÅS DE
SÅ SLÅS ALLE
KVINDE
KROP
LIG
KOLBE/ HÆNDER / BAJONET
KVASER KNÆKKER FLÆNSER
DE FLYGTER FRA HINANDEN
I HALVDUNKEL I HVER KROG
SYFILITIKER KRAVLER OVER LÅRSTUMP / LEDKNOKKEL […]”
Og så pludselig hører det hele op. I det sidste digt, ENESTE, spiller Broby-Johansen os et puds med noget, der angiveligt ligner kærlighed:
”ROSER
MÅNESØLVERN GRUSGANG
DUGGET HÅR HÆLDER SEKTENSÅRS PIGESKULDER
SAMMENSLYNGEDE SJÆLE STIGE
I BLEGBLANK MÅNES LYSE BÅD
STJERNER”
Er det et håb? En drøm? En illusion? Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at Broby-Johansens digte på ingen måde er blevet blodfattige i deres 93 år lange levetid. Tværtimod er det læserens egen krop og bevidsthed, der i kølvandet på værkets smertelige udråb føles som offer for en brutal (næse)blodstyrtning.
Leave a Reply