Archives februar 2015

Når der er smæk på sproget, ved jeg, at jeg har fat i noget

Reportage: Lone Hørslev om Dyrets år på Højbjerg Bibliotek, 18. februar 2015. Dyrets år udkom 18. september 2014 på C&K Forlag.

Af Line Andersen og Lisa Emilie Jørgensen

Foto: Bogens omslag / arnoldbusck.dk

Med håret sat op i en stram knold og pandehåret næsten arkitektonisk afbalanceret i forhold til det lidt spidse ansigt fremstår Lone Hørslev nærmest østlig. Stående foran den lille, men dog tætsiddende forsamling, fanger hun straks sine tilhøreres opmærksomhed med et nærvær, der kan sammenlignes med selvsamme levende tilstedeværelse, man vil opleve i Hørslevs litteratur.

Continue reading

Byldebefængte køer og sørgelige skæbner

Anmeldelse af Hans Otto Jørgensen: Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi, udgivet d. 6/11-2014, Forlaget Gladiator

Skrevet af Anne Sophie Parsons

Foto: Bogens omslag / forlagetgladiator.dk

I Hids jer lidt ned derhenne og lad dværgen komme forbi byder Hans Otto Jørgensens nyeste novellesamling på lettere deprimerende skønlitterært indhold. Mødre, der får kræft, spinkle søstre med anoreksi og lange ranglede mænd, der tager i krig, er blot nogle få af de sørgelige skæbner, der udgør udvalget af historier i det samlede værk. Det er de svage og udsatte, de skæve og deforme eksistenser, der får lov til at indtage rampelyset. Nok er det ikke opmuntrende, men det præsenteres kun på bedste skriftlige maner.

Continue reading

Litteratur: nærvær.

Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene.

 

Februar måneds klummeskribent er Sabina Erbillor, der manifesterede sig som forfatter for blot ganske kort tid siden. Den 9. januar 2015 debuterede hun med den Erlend Loe-inspirerede roman “Debil tur-retur”, der har fået en glimrende modtagelse af dagbladenes kritikere.

 

Nogle gange synes jeg, det er småkedeligt at læse en god roman. Nogle gange kommer jeg til at læse, selvom jeg ikke har lyst, for nogle gange, vil jeg altså bare ikke være alene. Derfor læser jeg. Selvom jeg nogle gange er for rastløs til en bog, for fraværende til en film og for uopmærksom til en podcast, vil jeg alligevel have den, den dér gode historie. Den fortælling, hvor jeg kan ånde lettet op og sige: tak, jeg er ikke alene. Jeg er ikke alene om at tisse i badet. Jeg er ikke alene om ubevidste, uheldige kommentarer. Jeg er ikke alene om, at det nye modermærke bare er smeltet Marabou. Jeg er ikke alene om at være alene. Den gode fortælling får min tilbagevendende ensomhed til at forsvinde for en god stund. Hallo, siger jeg til mig selv, det er da åbenbart normalt ikke at kunne snakke med fremmede, og hvor er det normalt at være for doven til at opnå sine mål, og hvor er det normalt at løbe væk fra bekendte på gaden på trods af en allerede oprettet øjenkontakt. Normal, det er jeg, ifølge litteraturen.

Derfor bliver jeg ved med at hive bog efter bog ned fra hylderne, og bippe den ene gode fortælling efter den anden ensomhedsuddriver ud af bibliotekerne. Selvom det kan være kedeligt at læse, så læser jeg for at mærke det genkendelige. Det er jo ikke fordi, jeg kun læser bøger ud fra, om jeg selv har været i samme situation. Der skal ikke mere til end dén humor, det er lige mig, eller de sammensætninger af ord, dem forstår jeg er smukke. Litteratur giver mig klarhed over tanker, jeg ikke var bevist om, jeg havde. Klarhed over følelser jeg troede, jeg ikke havde i mig, og viden om, at jeg ikke er alene med dem.

I hver eneste roman, jeg har læst, har jeg selv været den centrale rolle. Nogen vil måske mene, det er på grund af mit ego, men jeg ved, at det er en beskeden lyst til at nikke i takt med andre. Det optager mig at få en forståelse om det eller dem, jeg læser om. At jeg lærer noget nyt om mig selv og andre og blive fortrolig med, hvad jeg troede, jeg var alene om. Det er rart at få bekræftet, at ens hemmeligheder deles med andre, uden at man behøver at røbe dem. Ordene sætter sig i mig og bliver måske en del af mig. Måske noget, jeg synes er usædvanligt, på grund af manglende opmærksomhed på emnet, men som bliver en foræret normalitet. Og så er jeg ikke længere alene. Det, som optager mig ved litteratur lige nu, er det, som altid har optaget mig ved litteratur: nærvær.

Fortabte delebørn og glimmersavlende Celestine

Anmeldelse af Olga Ravn: Celestine, udgivet på Gyldendal 12. februar 2015.

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Fotograf: Lisa Emilie Jørgensen

Olga Ravn debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng, og nu er hendes første roman, Celestine, udkommet. Romanen handler om en ung kvinde, der er besat af historien om spøgelset Celestine. Men som romanen udfolder sig, står det dog klart, at Celestine ikke er det eneste spøgelse, der hjemsøger den kvindelige hovedperson.

Continue reading

Ariostos befrielse

Anmeldelse af Ludovico Ariosto: Den rasende Roland, bind 16 i serien Renæssancestudier. Udgivet november 2014 på Museum Tusculanums Forlag.

Anmeldt af Simon Lorentzen

Foto: Bogens omslag / mtp.dk

I april 2016 kan vi fejre 500-året for førsteudgivelsen af renæssancepoeten Ludovico Ariostos (1474-1533) store ridderepos Orlando furioso. Værket fik hastigt status som et nyt hovedværk i den folkelige tradition fra Dante, Petrarca og Boccaccio. Alene i 1500-tallet blev det trykt i over 100.000 eksemplarer og oversat til både fransk, spansk og engelsk. Få poetiske udgivelser fra højrenæssancen har givet anledning til så megen diskussion. Derfor kan man undres over, at Danmark, modsat vores svenske naboer, har måtte vente godt og vel et halv årtusind på en oversættelse af denne proto-bestseller.

Continue reading