Anmeldelse af Olga Ravn: Celestine, udgivet på Gyldendal 12. februar 2015.
Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen
Fotograf: Lisa Emilie Jørgensen
Olga Ravn debuterede i 2012 med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng, og nu er hendes første roman, Celestine, udkommet. Romanen handler om en ung kvinde, der er besat af historien om spøgelset Celestine. Men som romanen udfolder sig, står det dog klart, at Celestine ikke er det eneste spøgelse, der hjemsøger den kvindelige hovedperson.
I Celestine følger vi en unavngivet lærerinde på en kostskole i Jylland og hendes forhold til kæresten Kim. Som den yngste lærer på skolen har hun svært ved at finde sit ståsted i forhold til de andre lærere (for ikke at tale om eleverne), og hun holder sig oftest for sig selv i sin lejlighed på skolens område eller på skolens bibliotek.
Romanens titel er inspireret af historien om Celestine Mariann de Bayonne Gyldenstierne, der den dag i dag stadig siges at spøge under navnet Den Hvide Dame på Dragsholm Slot. Historien forlyder, at Celestine blev muret inde i slottets vægge, da hun forelskede sig i en staldknægt i stedet for den herremand, som hendes far havde lovet hende væk til – og nu er hendes spøgelse for evigt knyttet til slottet.
Spøgelset Celestine tilegnes i romanen sine helt egne kapitler, hvor hun fungerer som romanens fortæller. I disse kapitler blandes hovedpersonens nutidige handlingsspor både med Celestines fortid og med Celestines nutidige tilværelse som spøgelse, der er dømt til at vandre omkring for evigt. Som romanen udfolder sig, identificerer hovedpersonen sig samtidig mere og mere med Celestine – faktisk så meget, at hun ender med at vandre rundt på kostskolen om natten iført en lang, hvid kjole, præcis som sin mystiske besættelse:
”Den store forskel på Celestine og mig er, at jeg endnu ikke er død. Natterunden i den hvide kjole er blevet en del af mig. Det er, som om jeg altid har gået den. Celestine er begyndt at bebo mit ansigt og lever videre på den måde” (s. 103)
Foruden historien om spøgelset Celestine og hovedpersonens særegne bånd til hende skildrer romanen en moderne problematik, nemlig opvæksten som delebarn i en skilsmissefamilie:
”Jeg var det mislykkedes tegn. Jeg var en rest af en tidligere krop. Jeg var som halebenet; når det brækker, er der ikke noget, man kan gøre, man må bare vente på, at det heler af sig selv. Som skilsmissebarn gik jeg rundt med alle de tidligere familier på mig som ekstra påsyede arme, men armene visnede, og de flappede lidt, når jeg hoppede i sofaen.” (s. 116)
Det beskrives, hvordan stedmødre, stedfædre og stedsøskende introduceres, bliver en del af hovedpersonens liv, og så pludseligt, uden varsel eller hensyntagen til hovedpersonens følelser, fjernes igen. Skildringen af opvæksten i en skilsmissefamilie er enormt flot og velskrevet, og i forlængelse af spøgelsestemaet bliver opvæksten dét, der hjemsøger hovedpersonen. Både skilsmissebarnet og især de mange tidligere stedsøskende bliver beskrevet som en form for levende spøgelser, og da hovedpersonen i ét af romanens kapitler møder en forhenværende stedbror, flygter hun, før han opdager hende. Den deleordning, som romanens hovedperson er vokset op med, hjemsøger hende altså stadig i voksenlivet som en følelse af ensomhed og hjemløshed – og måske netop derfor identificerer hun sig med et hvileløst og fortabt spøgelse?
Om man er skilsmissebarn eller ej, så giver Celestine en god, dybfølt og hjerteskærende indsigt i det forsømte skilsmissebarns tanker, der efterlader læseren med ligeså mange forstyrrede tanker og turbulente følelser. Denne virkning kan især tilskrives Olga Ravns eminente sprog. Romanen fortælles i jeg-person, og alene med dette litterære greb kan læseren lettere leve sig ind i jegets tanker, men det er især de mange smukke, poetiske og sansende metaforer, der skaber nærvær og autenticitet. Hvad enten det er livet som fortabt spøgelses-delebarn, den hvileløse, sølvglitrende Celestine, det skrantende forhold til kæresten Kim, en spiseforstyrret, anorektisk kostskoleelev, en stedmors duftende udseende eller en sen solnedgang, der beskrives, formår Ravns metaforer at skabe originale (og til tider helt humoristiske) billeder for læserens indre blik, fx:
”I vinduet var der stadig lidt lys over fjorden, en grøn vibrerende streg over horisonten som mørkets eyeliner” (s. 8)
Celestine besatte i hvert fald denne læser med hjemsøgte eftertanker. Olga Ravn beskriver komplekse følelser og situationer legende let og finurligt, og romanens mange tematikker kædes naturligt sammen, selvom den favner både spøgelser og barndom, skilsmisse og ensomhed, fantasi og virkelighed.
Leave a Reply