Anmeldelse af María Elísabet Bragadóttir: Et værelse i en anden verden, udgivet på Turbine d. 26. september 2024. Oversat fra islandsk af Nanna Kalkar.
Anmeldt af Emmy Kronborg Mortensen
Foto: Emmy Kronborg Mortensen
Intime skildringer af brudstykker fra hverdagen. Gennem syv selvstændige noveller følger vi forskellige karakterers syn på livet; særligt med omdrejningspunkt i forholdet til andre mennesker. Det gælder både kærester, forældre, kusiner, barndomsvenner og patienter på psykiatriske afdelinger. Genkendelsens glæde af ømhed vækkes i læsningen af disse noveller, som formår at skildre relationer på en særligt fin og sårbar måde. Et værelse i en anden verden er María Elísabet Bragadóttirs debutudgivelse, og den er mildest talt en genistreg.
Psykologisk indblik
Til trods for at bogen beskæftiger sig med syv vidt forskellige historier, fornemmes alligevel en rød tråd. Hovedpersonerne skal alle, på den ene eller anden måde, håndtere problematikker i hverdagen; et brud med en psykotisk kæreste, en svær boligsituation med en forkælet kusine, venskabsproblemer, og ikke mindst uløste knuder i et mor-datterforhold. Hver novelle foregår ud fra hovedpersonens synspunkt, og gennem adgang til deres hudløst ærlige tanker får vi indsigt i deres følelsesmæssige reaktioner. Måden hvorpå vi bliver indviet i karakterernes allerdybeste tanker og hemmeligheder, gør, at man når at knytte et tæt bånd til dem – også selvom novellerne ikke er længere end tredive sider hver. Emnerne er så ømme, at man ikke kan undgå at investere sig fuldstændigt i historierne:
”Mor ville sørge for, at jeg ikke behøvede at vandre gennem frygtindgydende, mørke dale, men af samme grund var der heller ingen tinder at bestige. Overbeskyttelsen var i virkeligheden en omvendt form for vanrøgt.” (Fra novellen ”Self-made”)
Mellem mennesker
Et af de temaer, som novellesamlingen virkelig tager fat i, er relationer mellem mennesker. Hver novelle omkranser et nyt forhold, et nyt scenarie som læseren bliver indviet i. Det, som gør novellesamlingen særlig, er den hudløst ærlige tone der forekommer mellem menneskerne. De emner, som vi måske normalt går og lægger låg på, kommer pludselig til kende, og resultatet er ikke altid lige smukt. Men det er måske netop også det, som Bragadóttir har villet med disse noveller – at skildre menneskelige forhold på en ærlig måde, uden de unødvendige ’eventyrslutninger’:
”Sådan forløb deres seneste samtale. Han vendte tilbage til den i tankerne om og om igen. Han kunne ikke andet end forestille sig alt det, der kunne have været, men ikke blev. Det var en ny form for lidelse, som hvis man uden besvær flåede en vissen kropsdel af, men mærkede den brændende smerte bagefter.” (Fra novellen ”Vi må kunne se noget, selvom vi ikke går nogen steder”
Grænsen mellem virkelighed og fantasi
Som et middel mod bearbejdningen af disse tunge emner, bruger hovedpersonerne sommetider fantasi som fortællemåde. En lillesøster kan pludselig forvandle sig til en drage om natten, og drengen Marinó påstår at der er en pige indespærret i hans madras, som kradser ham til blods om natten. At fortællingerne er det pure opspind, afsløres aldrig, men alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at fantasien bruges som et låg for en mere dyster historie. I stedet for at blive i den utrygge virkelighed, kan man i stedet drømme om, at man med et enkelt skridt over en dørkarm kan træde ind i et vidunderligt værelse i en anden verden.
Min læsning af Et værelse i en anden verden efterlod mig med en trang til mere. Det er jo kendetegnende for noveller, at man ikke får den allerdybeste indsigt i fortællingens univers, men alligevel får man lyst til at læse en hel roman om hver af de enkelte noveller. Jeg kommer med sikkerhed til at genlæse bogen en anden gang, for lige at vende tilbage til Bragadóttirs vidunderlige verden.
Leave a Reply