Anmeldelse af Carl-Christian Okking: Drenge græder ikke, udgivet på Grønningen 1 d. 5. april 2024.
Anmeldt af Dawood Kado
Foto: Dawood Kado
Carl-Christian Okking har selv spillet fodbold for Esbjergs Ungdomselite – og det kan man mærke, når man vender siderne i hans debutroman Drenge græder ikke, hvor hovedpersonen, Alexander (AP), bliver udtaget til at spille for selvsamme klub. Romanen inviterer læseren med helt ind i omklædningsrummet, hvor AP stilles over for et dilemma: hvor langt vil han gå for at forblive en del af holdet? En smuk og nødvendig fortælling.
Også for litterater som mig
Selvom jeg ikke selv er fodboldinteresseret, blev jeg virkelig optaget af romanen og den måde, hvorpå den skildrer de barske sider af ungdommen. For selvom jeg ikke just er fodboldspiller, kan jeg relatere til AP’s ønske om at være en del af fællesskabet:
”Den bare 17-årige AP flytter fra sit barndomshjem til et fodboldkollegie i Esbjerg, hvor drengene spiller FIFA på værelset, cykler i flok til træning og går i krig på banen. Men en dag i omklædningen bliver spillernes kamprus afbrudt af Mikkel, holdets yngste, som græder. Han smider drikkedunken fra sig, og ud flyder noget, der ligner urin.”
Bogen fortæller ikke kun en historie om facaden bag fodbolden. Den handler om livets op- og nedture, forventninger, venskab og kærlighed. Og så handler den om at være en del af noget.
En banebrydende debutroman
Drenge græder ikke er en autentisk roman om at være ung i et konkurrencepræget elitesportsmiljø og om de konsekvenser, det har. Vi er som læsere med til AP’s hårde træningssessioner og er vidne til de høje krav, han stilles over for. Det er tydeligt, at Okking her trækker på egne erfaringer, hvilket kun gør historien desto mere virkelig og vigtig.
En smuk, nervepirrende og nødvendig skildring af et miljø, der alt for længe har været lukket. Hvis jeg kunne give bogen stjerner, havde den fået fuldt hus!
Leave a Reply